Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Det trækker op til en uansvarlig økonomisk politik

Allerede inden sundhedskrisen er overkommet, er jungletrommerne begyndt at kalde på nedskæringspolitik. Den samme politik var afgørende for at trække den økonomiske krise i langdrag efter finanskrisen. Det er afgørende, at vi nu lærer af historien.

Corona rammer verden

De, som ikke lærer af historien, er dømt til at gentage den, lyder en talemåde. Den primære økonomiske indsigt, vi har lært siden finanskrisen, er, at frygten for statsgæld har været ubegrundet. De store finanspolitiske underskud, som følge af finanskrisen, reddede økonomien fra at kollapse som i 1930’erne, men allerede i 2009 blev politikere og økonomer verden over grebet af en statsgældsfobi.

Den tværpolitiske nedskæringspolitik i Danmark med afsæt i ’Genopretningspakken’ i 2010 medførte, at lønmodtagerbeskæftigelsen først nåede bunden i 2013 – fem år efter krisen indtraf. Vi opnåede først samme beskæftigelse ved udgangen af 2017. Man kan derfor tale om et tabt årti med ufatteligt meget spildt økonomisk potentiale. Professor i finansiering på Copenhagen Business School Jesper Rangvid har endda beregnet, at krisen har sat sig varige spor ved at sænke vores årlige produktion med 200 mia. kr. på permanent vis.

Den rigtige makroøkonomiske kur havde naturligvis været at bruge finanspolitikken til at skabe balance i økonomien – gerne i koordination med andre lande. Paradoksalt blev topmøderne dengang brugt til at planlægge strammere krav til finanspolitikken, særligt i form af finanspagten i Europa.

Eurolandene har ikke længere egen valuta, og statsgældskrisen viste, at de derfor ikke kan have samme statsgæld som andre lande, uden at Den Europæiske Centralbank (ECB) involveres med store opkøb af statsgæld. Men for lande, der udsteder egen valuta og ikke har gæld i fremmed valuta, var lærestykket, at man ikke skal føre nedskæringspolitik i nedgangstider. Det er indlysende, at lande med egen valuta ikke kan løbe tør for den valuta, hvorfor man aldrig bør sammenligne disse valutasuveræne økonomier med eurozone-økonomier. De har ikke en regning at betale – som Japan med 238 pct. statsgæld ift. BNP tydeligt viser.

Ikke desto mindre spreder der sig nu en forestilling i den danske debat om, at coronakrisen udgør en ’regning’ for staten, som skal betales af senere hen. Partilederne i oppositionen skrev fælles i Berlingske 26. april, at »nedlukningen af Danmark efterlader en regning, der skal betales, og det er vigtigt, at vi ikke ender i ny og langvarig gæld, der vil tynge os, næste gang en krise rammer – ganske som det sker i sydeuropæiske lande i disse dage… Alle ansvarlige partier må udvise tilbageholdenhed«.

Historien fremstilles endda som om, at sparepolitikken skabte opsvinget: »Da finanskrisen ramte, blev Danmark efterladt med en stor regning. Den fik vi betalt, og vi fik til gengæld et land, hvor flere fandt et arbejde, færre var på offentlig forsørgelse, og der blev råd til at forbedre kvaliteten i kernevelfærden (…)«. Væk er refleksioner over, at forsøget på at betale en ikke-eksisterende regning udskød opsvinget.

Det lader altså ikke til, at vi lærer af historien herhjemme. Vi fortsætter med at tænke statens finanser som en husholdningsøkonomi og sammenligne os med eurolande, som ikke længere har deres egen valuta. Det er, hvad man kalder kategoriske fejl. Det er et ekko af idéerne i den økonomiske debat i 2009-10, som forlængede krisen for et årti siden.

Det Økonomiske Råd skrev, at »Regningen skal betales (…) Jo mere der lempes nu, jo større er behovet for konsolidering af de offentlige finanser senere« og VK-regeringens sparepakke i 2010 hed meget rammende »Genopretningspakken: Danmark ud af krisen - regningen betalt«. SRSF-regeringen videreførte politikken ”i bredeste forstand”.

Som Altingets redaktør Esben Schjørring kommenterede på oppositionens ”manglende vejgreb under coronakrisen”, bunder problemerne i, ”at partierne ikke længere har en analyse. Det rammer idéudviklingen. Og den krise går meget længere tilbage end corona.” Det er problematisk for hele Danmark, hvis oppositionen kun kan finde sammenhold om tvivlsomme økonomiske forståelser og dubiøs udlægning af den nyere danmarkshistorie, som kronikken i Berlingske efterlader indtrykket af.

Hvor skal borgerlige vælgere gå hen, hvis man både vil have en stærk økonomi og borgerlige værdier som f.eks. en mindre offentlig sektor? Men borgerlige politikere behøver ikke fastholde økonomiske idéer, som ikke virker. I Storbritannien har de konservative vendt ryggen til deres gamle finanspolitiske dogmer. I USA er Marco Rubio ved at køre sig i stilling i det republikanske parti med en kritik af finansialiseringen af amerikansk erhvervsliv.

Hvor regeringen i store træk har tilgået krisen med en ’whatever it takes’-attitude, er man dog heller ikke immun over for den husholdningsøkonomiske forståelse af statsfinanserne, som blev knæsat i forståelsesdokumentet med støttepartierne. Når epidemien er overkommet, bliver det afgørende, om regeringen lader genopretningen trække i langdrag pga. en fiktiv regning eller om den sender de forældede økonomiske forestillinger på pension med Arne.

BRANCHENYT
Læs også