Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Frygt ikke de uhyggelige lejrbålshistorier om de internationale finansmarkeder

Mange tror fejlagtigt, at den danske stat er afhængig af internationale investorer for at kunne have underskud. Vi risikerer derfor, at staten igen ikke handler tilstrækkeligt resolut og vedholdende i denne krise.

Corona rammer verden

De politiske journalister er forundrede i disse dage. For kort tid siden dækkede de benhårde forhandlinger om få hundrede millioner kroner. I løbet af få dage er der nu indgået aftaler for store milliardbeløb. Nu er nysgerrigheden vendt fra de små politiske sværdslag til statens finanser: Hvordan fungerer de og hvor meget har staten råd til?

Sagen er, at stater med egen valuta og uden gæld i fremmed valuta ikke er finansielt begrænset i sit eget land. Det er egentligt åbenlyst, at monopoludstederen af danske kroner ikke kan løbe tør for sin egen valuta. I den offentlige debat er vi dog vant til at høre, at staten får adgang til sin egen valuta ved at sælge statsobligationer eller opkræve skat fra borgerne.

Men alle er nødt til at få danske kroner fra den danske stat, før de kan købe danske statsobligationer eller betale skat. Det er simpel logik, hvad der kommer først: Kun statens forbrug eller långivning kan sætte valuta i omløb. Det er derfor også naturligt for stater med egen valuta at have underskud, så borgerne kan spare op i landets valuta.

Efterfølgende kan staten vælge at trække sin valuta retur via skat, for at forhindre inflation, eller salg af statsobligationer. Obligationerne sælges derfor ikke for at finansiere staten, men for at forhindre, at pengene fra statens underskud sænker renten, fordi pengemængden ellers øges. Ved at udstede statsgæld, trækkes pengene midlertidigt retur, så renten ikke forstyrres af statens udbetalinger.

Når staten sælger statsgæld bytter den blot én form for statsgæld (centralbankpenge) for en anden form for statsgæld (obligationer). Forskellen er, at obligationerne har en løbetid og ikke kan bruges til betalinger. Du kender princippet fra din personlige økonomi, hvor du kan sætte penge fra din forbrugskonto ind på en tidsbestemt opsparingskonto.

Den nuværende forundring i den offentlige debat skyldes, at økonomer ofte fremstiller statens finanser som en ekstra kreditværdig husholdningsøkonomi. Overvismand Carl-Johan Dalgaard udtalte forleden, at ”Ingen pengekasse er bundløs. Heller ikke statskassen” og ”Det er ligesom, hvis man køber et hus til fire millioner kroner og skal låne.”

Tidligere overvismand Michael Svarer udtalte, at ”den danske stat har meget, meget dybe lommer. Der er en meget stor kassekredit.” Dette er mildt sagt problematisk billedsprog. De fremstiller den danske stat som en almindelig bruger af statens valuta (som du og jeg) og ikke som udsteder af landets valuta. Det er altså en kategorisk fejl, og den risikerer at føre til en utilstrækkeligt resolut og vedholdende indsats fra staten.

For det første, giver det et indtryk af, at de nuværende underskud skal ’betales af’ i fremtiden, som man kender det fra husholdningsgæld. Denne opfattelse siver ud til de politiske kommentatorer, f.eks. Noa Reddington, der i Politiken 15. marts skrev: ”Regningen skal betales lidt længere nede ad vejen af nogle andre.”

Men hvis man kaster et enkelt blik på Japan eller USA’s gæld er det tydeligt, at denne forestilling ikke holder. Japan har 238 pct. gæld ift. BNP og betaler 0 pct. i rente på deres 10-årige statsobligationer. Der er naturligvis ingen, som er i tvivl om den japanske stats mulighed for at betale i sin egen valuta. Omkostningen for danskerne er derfor den tabte produktion og ikke fremtidige afbetalinger på gælden.

For det andet giver det et indtryk af, at staten er afhængig af de internationale investorers flygtige ’tillid’. Sandheden er snarere omvendt, at investorer er afhængige af staternes gæld for at have sikre aktiver at spare op i.

I en finanskrise har alle akut brug for betalingsmidler, så selv sikker statsgæld midlertidigt kan miste værdi. Men som Bank of Japan har vist siden 2016, kan centralbanker til enhver tid styre renten på landets obligationer. Renten er altså en politisk variabel.

Disse to former for ubegrundet frygt risikerer at få staten til at handle utilstrækkeligt. Vi så vigtigheden af at forstå statsfinanserne i 2010, da frygt for ’ubetalte regninger’ og ’mistillid’ fik politikerne til at iværksætte økonomiske nedskæringer i stedet for at genoprette den danske økonomi.

Vi får brug for en kraftfuld genopretning og ikke en sløv affære som i 10’erne. Det vigtigste for genopretningen er at indse, at statens råderum udgøres af de ledige produktive ressourcer i Danmark og ikke af skatteindtægter og uhyggelige lejrbålshistorier om internationale investorers tillid.

BRANCHENYT
Læs også