Kriser forandrer økonomien – og denne krise er ingen undtagelse

Når store økonomiske kriser rammer, ændres det økonomiske landskab. Indimellem hænger forandringerne fast i økonomien og bliver strukturelle. Det så vi også efter finanskrisen, hvor forandringer har bidt sig fast i økonomien og trækker lange spor ind i vores økonomi den dag i dag.

Det gælder blandt andet privatforbruget, som under finanskrisen blev ramt af et granatchok, som forbrugerne aldrig for alvor er kommet sig over. Krisen ændrede også vores syn på risiko i det finansielle system. Derfor skruede man op for reguleringen og polstrede banker og andre institutioner på de finansielle markeder for på den måde at undgå en ny finanskrise.

Men vil covid-19 krisen så også forandre økonomien? I min optik er svaret helt bestemt ja. Intet tyder på, at denne krise vil være anderledes. Den nuværende krise har for mange virksomheder været en smertelig påmindelse om, at man med globale forsyningskæder bliver mere sårbar. Jeg frygter derfor, at covid-19 vil være med til at sætte en kæp i hjulet på globaliseringen, og nogle virksomheder vil rykke produktionen tættere på kunderne.

Det vil gøre ondt på udviklingsøkonomierne, og med tiden vil det også gøre ondt på en lille åben økonomi som den danske, der i den grad har profiteret på globaliseringen. Samtidig vil mange produkter blive dyrere for forbrugerne. Det er altså, hvad man kan kalde dårlig inflation, og selvom nogle få vil vinde på den udvikling, så vil taberne være så rigeligt i overtal.

En anden, og mindst lige så afgørende ændring, som jeg tror denne krise vil medføre, er vores syn på statsgæld. Covid-19 krisen har demonstreret, at politikerne har taget ved lære af finanskrisen, og hjælpepakkerne er kommet rullende langt tidligere og langt kraftigere end for 12 år siden. Det er godt, for med nul- eller minusrenter hos hovedparten af de toneangivende centralbanker hviler der et stort ansvar på politikerne for at understøtterne økonomierne. I den situation har politikerne ikke skænket gældsudviklingen mange tanker, og det er nok fornuftigt nok, for en større tilbageholdenhed fra politikerne ville bare forstørre kriseregningen.

En mere aktiv finanspolitik kan puste til nye gældsbekymringer, når støvet efter krisen har lagt sig. Derfor kan man forestille sig, at konsekvensen vil være en fremtid med adskillige år med økonomisk smalhals, hvor regningen fra de mange hjælpepakker skal betales. Sådan forventer jeg dog ikke det vil gå. De senere år har lært os, at en høj gæld ikke et problem i sig selv. Og gældsniveauer, der tidligere var tæt på dræbende, er qua de lave renter nu knap så slemme.

Derfor tror jeg, at høje offentlige gældsniveauer og en mere aktiv finanspolitik er en af de ændringer, som vi vil se tilbage på og huske covid-19 krisen for. I min optik er det ikke sådan, at vedvarende store underskud som i 2020 i længden er holdbare. Alligevel er det ikke min forventning, at vi kigger ind i en periode med en stor økonomisk hestekur. Covid-19 bliver i stedet en påmindelse til politikerne, at finanspolitikken kan trække en større del af læsset.

Søren V. Kristensen