Debat
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

En mand møder op med en Elvis-figur. Derfra går det rivegalt

Hvad er værdien af dit kæreste eje? Og hvor meget må vi grine af det? Et tv-program piller tøjet af ejerne.

»Gå nu ud af det tv-studie,« tænker man.

»Find på en undskyldning. For din egen skyld. Du skal IKKE stå foran fire antikvitetseksperter og spørge, hvad de vil byde for en T-shirt, som du siger har været Michael Jacksons.«

Men han bliver stående, det gør manden. Han fortæller om T-shirten, der er erhvervet gennem forbindelser i USA. T-shirten har en brun plet, som muligvis er kaffe, muligvis spildt af Michael Jackson selv. Han fortæller og fortæller og beder om et bud. Og han får sit bud. Buddet er på 0 kr. Fra alle fire eksperter.

Tv-programmet ”Hvem byder bedst” er en slags X Factor, hvor almindelige, sunde, fornuftige mennesker synger pivfalsk uden at ane det. I ”Hvem byder bedst” synger de bare ikke. De møder op med en genstand, som de har arvet, fået eller købt for mange penge, og nu kan fire eksperter byde på genstanden.

Hvis buddet er højt nok, vil de eventuelt sælge. Eventuelt.

Den type programmer er tit skruet sådan sammen, at ejermændene m/k får at vide, at de står med en formue i hånden. Forbløffelse og jubel. TV 2’s version er anderledes. Her går det som regel skråt sydpå.

Stakkels ham der møder op med en 15 cm høj Elvis Presley-figur med indbygget spilledåse. Man forstår på hans præsentation af tingen, at den er købt dyrt, meget dyrt. Eksperterne er foruroligende stille. Han forlader hovedrystende tv-studiet med sin plasticfigur under armen og et bud på 500 kr. blafrende efter sig.

Stakkels hende, der viser sine skåle og fade af kinesisk porcelæn frem. Hun tager forsigtigt låget af den ene skål, for det er sarte sager, der er blevet passet på hele vejen fra vitrineskabet til tv-studiet. Her bor så satan selv. Det ved hun ikke. Men han er der.

Først er der stilheden hos panelet, som hun ikke kan afkode, men det kan vi seere. Og SÅ hugger satan til. Med sit bud. Først kigger hun vantro på eksperterne – så protesterer hun. Til en af eksperterne skærer tingene ud i pap: Hendes porcelæn er en metervare fra Illum. Solgt i stakkevis. En kopi af en kopi. Som handelsvare tæt på værdiløs.

”Hvem byder bedst” er anskuelsesundervisning i, hvad forskellen er på handelsværdi og alle andre værdier såsom brugsværdi og affektionsværdi. Og værdien af at have noget stående i holdingselskabet, virksomheden eller stuen, som er en formue værd – lige til man får sagen vurderet af en ekspert.

”Hvem byder bedst” smasker op i trynen på seerne, at handelsværdi hverken har følelser, udsyn eller dannelse. Handelsværdi er ligeglad. Ligeglad med historie, erindringer, stolthed og glæde. Handelsværdi er kold i rumpetten.

Derfor er handelsværdi den bærende bjælke i ”Hvem byder bedst” og en del andre tv-programmer. I DR’s fremragende serie ”Udkantsmæglerne” følger man en række ejendomsmægleres heroiske kamp for at sælge huse i tyndt befolkede dele af landet.

Også gode og velholdte huse. Nogle med udsigt til fjord og åbent land. Sælgeren viser mægleren rundt på sin ejendom, og mægleren kvitterer med rosende ord til badeværelset, tilbygningen, haven og udsigten fra stuen. Og så falder hugget.

Hugget falder ved køkkenbordet efter rundvisningen, og hugget er handelsværdien. Mægleren forklarer ejeren, hvad en ejendom som hans normalt handles til. Han er postbuddet, der ordløst overbringer budskabet om, at hverken slid, nøjsomhed eller mange års pasning af en syg ægtefælle tæller med i regnskabet. Om sælgeren kan flytte fra sit hus med skindet på næsen eller en livslang gæld.

Handelsværdien er lokalsamfundets udvikling kogt ned til en suppeterning. Om der er kommet virksomheder til, eller virksomheder er lukket, om området appellerer til den veluddannede, vellønnede middelklasse eller ej, om fremgang eller tilbagegang dominerer.

Handelsværdien er ligeglad med erhvervschefers optimisme og lokalpolitikeres frustration over, at væksten sker andre steder. Handelsværdien er som at stikke et termometer i munden på en influenzasmittet, der insisterer på at være fuldkommen rask eller alvorligt syg. Protestér endelig over temperaturen. I morgen kan den nemt være anderledes.

Men lige nu er den 38,5. Punktum.

”Hvem ved bedst” er underholdning, men man skal være et kynisk og kuldslået menneske for ikke at føle med ejerne af T-shirts, plasticfigurer og porcelæn. Handelsværdien piller tøjet af dem. Udstiller deres glæde og stolthed som naiv.

Det er som at pege grinende på manden, der ser sit hus blive mindre og mindre værd, eller lave vittigheder om B&O’s kursudvikling. Der er faktisk ikke noget at grine af.

BRANCHENYT
Læs også