Debat
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Virksomheder bør passe på med at drive politik

En høj politisk profilering kan være tegn på kortsigtethed og svagt ejerskab.

Bør virksomheder have en politisk mission – f.eks. identitetspolitisk eller en politisk CSR? Dybest set er det ejernes egen afgørelse. Men de bør tænke sig godt om. Og det bør vi andre også – både som forbrugere og investorer.

I to tilfælde er det oplagt at vælge en politisk profil.

For det første hvis det er ejerens faste overbevisning, at virksomheden ikke blot skal tjene et kommercielt, men også et politisk formål. Det kan gå ud over indtjeningen, men så er der i realiteten tale om, at ejeren anvender noget af sit overskud til privatforbrug.

For det andet kan forbrugerne efterspørge en bestemt politisk linje. Det er f.eks. tilfældet med dagblade. De er typisk ikke neutrale.

Et andet eksempel er nogle forbrugeres ønske om en bestemt produktionsform, bl.a. økologiske fødevarer. Det er en fordel for alle, at det imødekommes, så længe de forbrugere er villige til at betale ekstra.

Der er også tilfælde, hvor en politisk mission bør føre til løftede øjenbryn. For spørgsmålet er, hvor reel den er. "Bullshit CSR" kan være et signal om, at virksomheden tænker kortsigtet og muligvis har svage ejere; det er især ejernes interesse at agere langsigtet og troværdigt.

En ledelse kan desuden lettere dække sig af mod ejernes kritiske søgelys, hvis den kan jonglere med flere bundlinjer. Både som politisk forbruger og som investor kan der være grund til at se virksomheder med en høj politisk profil efter i sømmene.

En høj politisk profilering blandt virksomhederne på et marked kan være tegn på, at konkurrencen ikke er så stærk – og at der er et ekstra overskud at drive politik for. Politiske missioner kan endda tjene til at sikre opbakning fra politikerne til at begrænse konkurrencen eller opnå subsidier.

Den værste begrundelse for at have en politisk mission er synspunktet om, at virksomheder bør "give noget tilbage til samfundet" som betingelse for at "få lov til at operere".

Virksomheder, der opererer på markedsvilkår, skaber værdi ikke blot til ejerne, men også forbrugerne og medarbejderne. Det kræver ingen tilladelse. Politik er derimod langt fra altid værdiskabende.  

Endelig kan der være virksomheder, der anvender politisk profilering defensivt – af frygt for at blive udsat for pres udefra. I disse tider, hvor en identitetspolitisk bølge fra USA risikerer at strømme ind over os, vil nogle virksomheder måske frygte at komme i søgelyset, hvis de ikke gør afbigt. Det kan imidlertid vise sig blot at invitere til mere pres. 

Virksomheder bør drive politik, hvis de har en god, naturlig grund. Men det er ikke oplagt, at det er klogt.

BRANCHENYT
Læs også