Debat
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Sølv er det rene guld

Mange investorer søger ind i aktiver, som tillægges en eller anden form for varig værdi. Blandt andet guld.

Forestil dig en guldklump, der er 21 meter høj og 21 meter bred og dyb.

Denne firkantede masse af rent guld ville veje ca. 200.000 tons og svarer, ifølge World Gold Council, til den mængde guld, der er udvundet gennem tiderne.

Disse tons er i dag anvendt som smykker (ca. 47 pct.), placeret i centralbankerne (ca. 17 pct.), hos private investorer (ca. 22 pct.) eller til øvrige formål (det er tilsyneladende stadig mere populært at anvende guldstøv på visse restauranter og i drinks, ligesom forgyldte biler er blevet ’hot’).

Det vurderes, at der er ca. 54.000 tons i undergrunden, der stadig kan udvindes. Det lyder ikke af meget vel? Men det er ikke kun derfor, at investorerne flokkes om det ædle metal.

Guldpriserne, ligesom andre ædelmetaller, måles i amerikanske dollars. Og det, der nu udspiller sig, er en historisk høj fart på seddelpressen i USA.

Centralbanken arbejder simpelthen på højtryk for at skabe dollars, der kan finansiere den amerikanske stat, holde renteniveauet nede, stabilisere finansmarkedet og støtte den økonomiske aktivitet.

Den såkaldte M2-vækst i USA (M2 er et begreb for pengemængden) stiger ganske enkelt radikalt. Tal for juni viser en årlig vækst på ca. 23 pct.

En så kraftig pengeskabelse er ikke set i efterkrigsårene. Væksten er langt højere end i andre udviklede lande. Inden for euroområdet stiger M2 9 pct. I Japan er væksten 7 pct. Investorerne er gradvis begyndt at blive mere bekymrede for, hvad det egentlig indebærer for værdien af dollar.

Det er langt fra givet, at selv en så kraftig vækst i mængden af dollars vil udløse inflation. Japan har skabt store mængder yen i årtier, uden at inflationen er stukket af. Men risikoen er der, og det præger nu den internationale værdi af dollar.

Alene den danske krone er styrket næsten 10 pct. siden bunden i marts. Én dollar koster i dag 6,35 kr. mod 7 kr. i marts.

Den naturlige konsekvens er, at mange investorer søger ind i aktiver, som tillægges en eller anden form for varig værdi, herunder guld.

Ædelmetallerne giver ikke noget løbende afkast. Som investor satser man alene på prisudviklingen. Derfor hjælper det også på ædelmetallerne, at renterne er ultralave.

Der er en klar historisk sammenhæng mellem renteniveauet, justeret for inflation, og guldprisen. Jo lavere realrenter, jo mere interesse for investeringer i guld og dermed stigende guldpriser.

Prisen på guld, målt i dollars, er aktuelt oppe på næsten 2.000 dollars pr. såkaldt troy ounce, hvilket er ca. 31 gram 24 karat guld. Prisen er dermed brudt op igennem den tidligere top i 2011 på 1.921 dollars.

Siden bunden i marts er guldprisen steget 34 pct. Men andre dele af markedet er også på vej frem. Guld blegner ved siden af sølvprisen, der er mere end fordoblet siden bunden i marts.

Råvareanalytikere peger på, at sølvprisen ligger lavt ift. guldprisen i et historisk perspektiv. Det kan give en vis mening, fordi sølv er mere anvendt i industrien og dermed også mere følsom over for de aktuelt svage konjunkturer som følge af coronakrisen.

Alt med måde, og da guld blev prisfastsat 125 gange dyrere end sølv i marts, vendte markedet rundt til fordel for sølv. Guldprisen er i dag 82 gange højere end sølv (guld 1.969 dollars mod sølv 24 dollars), hvilket imidlertid stadig er en del over de seneste 50 års gennemsnit på 59 gange.

Det indebærer isoleret set et potentiale for sølvprisen på ca. 37 pct. for en uændret guldpris.

Men også guldprisen kan meget vel stige yderligere, drevet af bekymringer for de inflationære konsekvenser af dollar-trykkeriet og de meget lave realrenter. Både sølv og guld tegner til at blive – det rene guld.

BRANCHENYT
Læs også