Debat

Fri os fra amerikanske tilstande ved domstolene

Siden finanskrisen har vi set en ny type aktører ved domstolene. Såkaldte litigation funders, der arrangerer gruppesøgsmål efter devisen no cure, no pay. Senest har vi set aktionærer anlægge sag mod deres eget selskab. Det er absurd.

Tidligere på måneden hævede Deminor, en belgisk konsulentvirksomhed, en retssag mod Vestas’ tidligere topledelse, som var afkrævet en erstatning på 72 mio. kr. for i 2010 angiveligt at have vildledt aktiemarkedet.

Retssagen var finansieret af Deminor, der optrådte som litigation funder. Deminor fandt frem til 40 skuffede aktionærer i Vestas – og vupti, havde Deminor etableret et gruppesøgsmål. Begrebet, der kom til Danmark i 2008, har længe været kendt i USA som class action lawsuit. Den enkelte aktionær er ikke aktiv part i sagen. Man tilmelder sig blot gruppen, der repræsenteres ved Deminor, som honoreres med en (betydelig) andel i erstatningen.

Deminors retræte fik Vestas’ bestyrelsesformand, Bert Nordberg, til at tage bladet fra munden. Nordberg kalder litigation funding for en fordækt forretningsmodel; han mener, at Deminor slet ikke gik efter en domstolsafgørelse. Deminor ville, bistået af en hjælpsom presse, blot skabe så meget røre om sagen, at sagsøgte træt af al balladen lod sig presse til at indgå forlig.

Deminor mener, at litigation funding er en forretning lige så vel, som det er en forretning at sælge vindmøller. Nordberg mener vist, at litigation funding er en pervertering af den juridiske metier, der alene har simpel afpresning til formål.

Også i Danske Bank spøger Deminor, der har sagsøgt Thomas Borgen, bankens tidligere direktør, for ikke i tide at have givet ”markedet” de tilstrækkelige oplysninger om forholdene i Estland. Bag det betalte sagsanlæg står 155 anonyme investorer. Borgen er sagsøgt for 358 mio. euro. Så mange penge har Borgen vist ikke, og Deminor forbeholder sig klogeligt senere at rette kravet mod Danske Bank.

DRRT, et internationalt inkassofirma – advokatfirma, undskyld, der betjener institutionelle investorer in all aspects of global investor loss recovery, har ligeledes stævnet Danske Bank med et betalt sagsanlæg. 70 anonyme investorer står bag et krav på 1 milliard euro.

Amerikanske ISAF har med et betalt sagsanlæg stævnet Danske Bank for et kurstab på 1,5 milliard kroner, som 70 skuffede aktionærer mener at have lidt som følge af møntvaskeriet i Estland. Inden længe kan vi sikkert kræve erstatning, hvis vejret ikke lever op til forventningerne; spørgsmålet er blot, hvor stævningen skal indleveres. Hos DMI måske?

Men også andre aktører, der gør i litigation funding, er på banen med betalte sagsanlæg mod Danske Bank. De udenlandske initiativtagere er sædvanligvis repræsenteret ved en advokat fra andet eller tredje lag i det københavnske advokatsamfund. Med juristløftet sværger den håbefulde kandidat aldrig vidende at vige fra ret og retfærdighed og aldrig at råde nogen til ufornøden proces. Løftet har siden ikke afholdt rastløse advokater fra at ulejlige domstolene med luftige sagsanlæg.

Advokat Jakob Dedenroth Bernhoft er hvidvaskekspert. Hvordan bliver man i øvrigt det? – på lovlig vis. Bernhoft mener umiddelbart, at sagsøgerne har en god sag; formodningsvis er der investorer, som har købt aktier for dyrt i perioden 2014-17, da banken angiveligt undlod at give markedet sådanne oplysninger, som kunne have påvirket kursen på bankens aktier.

Men det giver ikke mening, at investorer, der mener at have købt aktier til for høj en kurs, gør erstatningskrav gældende mod selskabet. For hvem er selskabet? Det er aktionærerne. I kan ikke slå os ihjel, vi er en del af jer selv.

Lad os med Bert Nordberg håbe, at retten hælder de opportunistiske ballademagere ned ad brættet og afviser sagerne.


Sagsøgerne har sagsøgt sig selv og de øvrige aktionærer, der ikke er med i sagsanlægget men undlod at sælge aktier til den høje kurs. Alle aktionærer i Danske Bank er ramt af kursfaldet; alle har de haft det samme tab.

Lad os blot antage, at halvdelen af aktiekapitalen står bag erstatningskravet på 1 milliard euro. Sagsøgerne kommer da til selv at lægge ryg til halvdelen af erstatningskravet. De må altså kræve 2 milliarder euro, hvis de skal have dækket et tab på 1 milliard euro. Og de øvrige aktionærer? De får fordoblet deres tab. Det er i strid med princippet om aktionærernes ligestilling. Det er galimatias; det er et show iscenesat af skruppelløse litigation funders.

Hvis de skadelidte aktionærer mener, at andre aktionærer, f.eks. storaktionærer med bestemmende indflydelse, er ansvarlige for tabet, må kravet rettes mod disse andre aktionærer – ikke mod selskabet. Lad os med Bert Nordberg håbe, at retten hælder de opportunistiske ballademagere ned ad brættet og afviser sagerne.

BRANCHENYT
Læs også