Debat
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

En dag forærer Lars Seier alt til Frelsens Hær. Og siger: Jeg tog fejl. Nej, vel?

En kendis har slået en kolbøtte. Offentligt. Tænk hvis en erhvervsprofil gjorde det samme.

Har du hørt, at Casper ”Klovn” Christensen er blevet døbt? Som 52-årig. I Hornbæk Kirke. Præsten tørrede ham med en serviet bagefter. Nu går Casper med guldkors og taler om Jesus og er vegetar.

Den er go’ nok. Casper har svømmet i kokain, badet i kvinder og ligget i blød i utroskab. ”Nærmest tilbedt Djævlen”. Indtil for nylig. Hans eget udsagn i aktuelt interview. Nu er Casper fullblown kristen. Han har en Kristus-figur stående på sit skrivebord. Den ligner noget fra en tysk souvenirshop. Han taler med eftertanke om tro og omvendelse.

Da Casper Christensen både er narcissist og købmand – han står frem med sin nyvakte gudstro for at promote en bog om Casper Christensen – er hele projektet både frastødende og fascinerende. Men mest fascinerende. Entertaineren havde i den grad taget fra af kagerne på livets store, sønderjyske kaffebord, da tomheden en dag indfandt sig, og så kom kolbøtten. Afklaringen. ”Intet har været så svært at tale om som min tro på, at Jesus er i nærheden”.

Kender nogen en profil i dansk erhvervsliv, der har slået en kolbøtte som Casper Christensens? Altså en profil fra A-kæden og en rigtig kolbøtte. Ikke en mellemleder. Ikke en nyslået puritaner og hyggebudhist, der fortsætter sit liv som før, bortset fra at kobekødet og den meditative druk i Septima-lampens skær er pillet ud af ligningen.

Casper Christensens nye gudelighed har i den sammenhæng et svagt punkt: Det står tåget, om han gør noget nu.

Nej – noget større: En bragende succesfuld mand m/k, der en dag står frem og fortæller, at han har haft sit liv til serviceeftersyn, og at det, hans tilværelse fremad ville byde på, var formuetjek, pensionstjek, ejendomstjek, generationsskiftetjek, testamentetjek og helbredstjek. Det var punkt ét. Punkt to: At et liv med tjek, tjek, tjek og golf og rødvin er ret småt. For småt.

Så nu slår han en kolbøtte. Giver børnene deres tvangsarv og donerer resten til Røde Kors. Melder offentligt ud, at han på nogle punkter har taget fejl hele sit voksne liv. Siger, at han ved nærmere eftertanke har været B-aktionær i sin tilværelse. Ekstremt velnæret B-aktionær, men uden stemmeret. Og nu har altså gjort op, at han skal videre. Punktum. Kolbøtte. Til et beskedent liv i en hytte på en fjeldside i Norge, som fuldtidsfrivillig i en forening eller organisator af et almennyttigt initiativ. Tak for ordet.

Casper Christensens nye gudelighed har i den sammenhæng et svagt punkt: Det står tåget, om han gør noget nu. Noget anderledes. Lader sin tro få en konsekvens. Han kunne eventuelt have øvet sig på klimakampen. Her blæste han to uger efter sin dåb til handling på sin Instagram-story med et portrætfoto, hvor hans bil kunne skimtes i baggrunden. Hans bil er en Landrover Evoque. Sådan en bil kører otte kilometer pr. liter. Casper Christensen har i øvrigt været sponsoreret af Landrover, siden Gretha Thunberg legede med skovl og spand i en sandkasse. Man kunne også fristes til at nævne, at han i 2019 blev glødende plantekost-missionær uden ligefrem at råbe ud, at han var blevet storinvestor i firmaet bag produkterne. Bagatelsag. Skønhedsplet.

Sådan kan man gøre det mere eller mindre nemt for andre at råbe ”hykler” efter een. Men det skal ikke skygge for kernen: At Casper Christensen har slået en kolbøtte. Han har talt om noget sært og svært, nemlig at han har gjort en ny erkendelse. I hans tilfælde at religiøsitet ikke behøver at være hjernevask, men en kraft der kommer indefra.

For andre personer kunne erkendelsen, der stille kommer til én, sikkert være en anden. Det er så her, at jeg spørger ud i det store storrumskontor, om nogen kender en profil fra erhvervslivets A-kæde, der har slået kolbøtten. For det ville da være mærkeligt, hvis ingen i toppen af erhvervslivet opnåede nye erkendelser. Sære og svære.

Eksempler? Jamen, det er jo her, at bankopladen er tom, men hypotetisk:

En dag melder rigmanden Lars Seier Christensen ud, at han har foræret sin formue til Frelsens Hær, bortset fra en rund sum til sine døtre. For ved nærmere eftertanke er han nået frem til, at de fattige trækker et bildæk efter sig, når de løber om kap med de rige i konkurrencen om samfundets goder. Igen: Det er et hypotetisk eksempel.

Eller en dag meddeler Brian Laudrup, at han ikke vil være reklamesøjle for Unibet længere. Der er nemlig en U19-landsholdsspiller, der har fortalt ham, hvordan det er at have en far, der på én gang er ludoman og kvadrer om Brian Laudrups mål mod Brasilien, hver gang han ser Unibet-reklamen.

Kan du se, hvad jeg mener?

Anders Heide Mortensen er kommentator på Finans og kommunikationsrådgiver. Cand.scient.pol. og tidligere pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Han kan kontaktes på anders@heidekom.dk.

BRANCHENYT
Læs også