Massivt pres på finanssektoren skal forløse en grøn revolution
Nye restriktioner på erhvervslivets pengeforsyning ligner den nye tendens, der kan motivere sorte industrier til større fokus på klimaet.
Følg pengene, lyder en gammel læresætning i disciplinen undersøgende journalistik. Nu har denne verdens lovgivere og klimaforkæmpere taget parolen til sig. Og effekten kan blive banebrydende.
Det er let at afkode, at et massivt pres på finanssektorens korps af långivere, rådgivere og investorer bliver det nye yndlingsvåben i bestræbelserne på at tvinge forurenende industri- og transportvirksomheder længere ind i den grønne dagsorden. Jo flere miljøkrav og bindende klimaplaner, der bliver svejset fast til betingelserne for adgang til finansiering og frisk investorkapital, jo hurtigere kommer omstillingen til at finde sted, lyder teorien.
Tanken har bestemt momentum i virkeligheden. Ifølge en ny opgørelse fra Deutsche Bank er de globale investeringer i virksomheder, der har særligt fokus på ESG (klima, sociale forhold og god governance), femdoblet på bare tre år.
For fjerde år i træk vokser pengestrømmen ind i klimabevidste virksomheder hver eneste måned – uden ophold. Det er derfor, vi også herhjemme ser et betydeligt fokus på udvikling af nye, grønne investerings- og finansieringsprodukter. Læg dertil, at et firecifret antal institutionelle investorer har erklæret sig i færd med at afvikle alle investeringer i såkaldt sorte industrier. Jo, der bliver shoppet grøn maling for alle pengene i finansverdenen for tiden.
Sjældent er det illustreret tydeligere, end da 137 institutionelle investorer i det private Carbon Disclosure-projekt (CDP) forleden gjorde fælles front og i et brev advarede 1.800 navngivne selskaber kloden rundt om, at de skal stramme gevaldigt op på klimaindsatsen – underforstået, hvis de fortsat vil have adgang til finansiering fra investorerne. Målt igennem hele værdikæden har de 1.800 virksomheder indflydelse på tre fjerdedele af den globale udledning af drivhusgasser.
Der er vægt bag advarslen. Investorerne bag den forvalter en samlet formue på over 20 billioner dollars – nok til at finansiere regeringens Arne-pension i ca. 38.000 år. Med i puljen er også dansk pensionsopsparing i AP Pension og midler fra kapitalforvaltningsselskaber i Nordea-, Handelsbanken- og SEB-koncernerne.
For fjerde år i træk vokser pengestrømmen ind i klimabevidste virksomheder hver eneste måned – uden ophold.
Investorerne kræver i brevet, at virksomhederne binder sig til forpligtende klimamål og får deres planer blåstemplet af den uafhængige organisation Science Based Target (SBT), der er etableret i samarbejde mellem bl.a. CDP, FN og Verdensnaturfonden.
Blandt de selskaber, der modtog det måske hidtil tydeligste vink med finanssektorens vognstang, var tre børsnoterede, danske virksomheder: DFDS, Coloplast og D/S Norden. De to førstnævnte erklærede sig prompte enige med investorerne og lovede bod og bedring. Signalerne fra D/S Norden var en kende mere uldne, men gik dog i retning af, at henvendelsen meget vel kan give det sidste skub imod en forpligtende klimaplan fra rederiet.
CDP-investorerne vil evaluere resultaterne af deres henvendelse i maj 2021. Inden da skal virksomhederne gerne have fremlagt en troværdig plan for, hvordan de vil bidrage til at nedbringe CO2-udledningen så meget, at den globale temperaturstigning begrænses til mindre end 1,5 grader. Ellers er de ikke klimarelevante investeringsobjekter.
Foreløbig har kun ni danske virksomheder, bl.a. Vestas, Ørsted og Novo Nordisk, fået godkendt klimaplaner af SBT. Yderligere 15 har søgt om godkendelse. Set med investorernes øjne er der altså markant plads til forbedring i dansk erhvervslivs klimaindsats.
Den skrigende mangel på kyndig revision af diverse klimaplaner har gjort investorerne sårbare over for grønvaskning.
Investorernes initiativ kommer ikke, fordi de er klimahelgener. De skeler benhårdt til bundlinjen for deres kunders og medlemmers afkast. Men dels er de under hårdt pres fra lovgivere, der bebuder klimamålsætninger skrevet ind i den finansielle lovgivning, dels har den skrigende mangel på standarder og kyndig revision af diverse klimaplaner gjort investorerne sårbare over for ”grønvaskning”, hvor virksomheder med store ord tegner svært gennemskuelige klima-ambitioner op. Men hvor ordene med tiden viser sig at være væsentligt større end effekten.
Tiden vil vise, om ”følg-pengene-taktikken” lykkes. Her og nu er fakta, at der aldrig har været større finansielle muskler bag et grænseoverskridende krav om, at erhvervslivet tager førertrøjen på i kampen for en grønnere fremtid.