Fortsæt til indhold

Turbulens forude for aktierne efter fornuftigt 2020

Gennemsnitligt vil investorer i danske aktier kunne se tilbage på 2020 som et fornuftigt grænsende til godt aktieår. Men kigger vi fremad, kan der være god grund til panderynker på den korte bane.

Debat
Per Hansen

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Per Hansen, investeringsøkonom Nordnet

2020 bliver med garanti et mærkeligt år. Et foranderligt et af slagsen i flere tempi. Et som startede solidt og som i marts fik et covid-19-intermezzo, som her otte måneder senere desværre stadig er meget aktuelt og nærværende.

Mens corona stadig er en stor udfordring i samfundet, er det ikke alle steder, den fortsat efterlader et solidt negativt indtryk. Et af dem er udvalgte steder på aktiemarkedet. Uanset om udviklingen er forventelig, forståelig og rationel, illustrerer den, at corona rammer forskelligt; at der kan være flere forskellige faktorer i spil, og også at der er stor forskel mellem den virkelige økonomi og den parallelle investeringsøkonomi, hvor der løbende er ”100 kroner som skal investeres bedst muligt”.

Pandora og Ambu ligger aktuelt i top blandt danske aktier, mens ISS og FLS falder helt igennem, når resultatet af årets investeringsmæssige anstrengelser skal gøres op set i et C25-perspektiv. Fra 83 pct. i plus til en halvering i indekset over de 25 mest omsatte danske aktier.

Lige efter - men på den afkastmæssige positive måde - ligger de grønne omstillingsparate selskaber som Rockwool og Vestas, som investorer helt rygmarvsmæssigt og uden skelen til prisfastsættelse har købt ind af. Den grønne omstilling kommer, og det hurtigere end de fleste aner; i hvert fald hvis man skal tro investorerne.

Indtil videre på forventet efterbevilling. Konturerne af den grønne omstilling og ambitionerne er tydelige og Vestas/Rockwool er blandt de selskaber, som kommer til at nye godt af de nye tider. Det er dog nok gået lidt for hurtigt med aktiekurserne i forhold til, hvad der vil vise sig at være muligt. 2021-2022-scenarie omsat til efteråret 2020-virkelighed.

Den grønne omstilling skal nok blive til virkelighed. Her og nu kan eksplosivt stigende grønne aktier, på trods af deres grønne image, i overvejende grad siges at tilhøre den parallelle investeringsøkonomi drevet af meget store forventninger og mange nye grønne investorer.

Hvis du som investor har været så dygtig og forudseende at være investeret i den grønne omstilling, amerikanske IT-mastodonter eller i store danske medicinalselskaber har 2020 været et rigtig godt år hidtil. Om ikke alt, så dog det meste af det andet, har derimod været en meget blandet fornøjelse, hvor sandsynligheden for at du som investor har et negativt afkast, desværre er stor, grænsende til meget stor og desværre næsten garanteret. Der er stadig to måneder tilbage af 2020, men at det bliver et meget polariseret år er hævet over enhver tvivl.

Økonomien er stresset, og det samme gælder de selskaber og investorer, som har det bedst og godt, når det går godt for økonomien. Der er håb om, at en vaccine kan blive godkendt omkring nytår. Herefter kommer der dog til at gå nogle måneder, før den kan produceres og distribueres i tilstrækkelige store mængder til borgerne. Forventningerne er store.

På kort sigt er der tilstrækkelig mange og synlige faktorer, som kan give investorerne risikomæssige mavekneb.

På lang sigt giver aktier et godt og konkurrencedygtigt afkast. På kort sigt er der tilstrækkelig mange og synlige faktorer, som kan give investorerne risikomæssige mavekneb. De nervøse vil måske tænke, at hvis årets trækheste begynder at slippe tømret og førerskabet, kan det betyde dels et tryk for disse aktier specifikt, dels for hele aktiemarkedet generelt.

Det er dog ikke givet, at det behøver at være sådan. I investeringsøkonomien er der hele tiden penge, som skal investeres ud fra det bedst mulige afkast, og den eventuelle udvandring fra nogle aktier, kan derfor give et inflow i andre og tilbagevenden til de aktier, som aktuelt lider, og hvor prisfastsættelsen tager udgangspunkt i meget svære tider.

Artiklens emner
Aktier
Medicinalindustrien