Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Mink-Mogens er færdig. Nu bliver departementschefen måske væltet

Det begyndte med minkaflivning. Nu brænder Slotsholmen. SF vil have en topembedsmand fyret.

Corona rammer verden

I Nordjylland kunne minkavlerne i dag sætte et hak i dørstolpen, hvis de talte deres ministers afgang som en sejr. Fødevareminister Mogens Jensen (S) røg - som efterhånden forventet - på minkaflivnings-sagen. Men fortsættelsen kan blive mindst lige så interessant som ministerskiftet, der kom op som en mulighed for nøjagtig en uge siden. Da forlangte samtlige borgerlige partier, at Mogens Jensen gik af.

Under ministerafgangen med alle dens ritualer og spil ligger en langt mere sensationel begivenhed nemlig og lurer: At departementschefen i Fødevareministeriet bliver væltet. ”Væltet”, som når et flertal i folketinget eller en afgørende politisk støtte udtrykker mistillid til en minister.

Mistillid var, hvad SF’s leder, Pia Olsen Dyhr, tirsdag meddelte, at hun havde til departementschef Henrik Studsgaard efter hans rådgivning af Mogens Jensen. Hun kunne ikke længere se ham som departementschef, idet ”der går adskillige dage, fra han får informationen (om det manglende lovgrundlag for minkaflivningen, red.), til han handler”, som SF’s leder udtrykte det.

Partiledere kan ikke hyre og fyre departementschefer, og det ved Pia Olsen Dyhr udmærket. Hun kender endda Henrik Studsgaard personligt fra sin egen ministertid. Derfor er skaktrækket en sensation. Hun undsiger den topembedsmand, der har klædt Mogens Jensen på til sit job.

Det kan have tre årsager.

Den ene årsag er, at hun vil hjælpe Mette Frederiksen ved at placere ansvaret hos embedsværket, ikke i regeringstoppen. Den mulighed blinker ikke som sandsynlig. Statsministeren blev orienteret af de samme embedsmænd, der orienterede Fødevareministeren, altså Mogens Jensen, så hun kan næppe vide mere om den manglende lovhjemmel end Mogens Jensen.

Den anden årsag er, at hun mener, at Henrik Studsgaard ikke magter sit job længere. For eksempel ved at være dårligt forberedt eller doven. I så fald er han en farlig mand på posten. Man kan ikke bruge en departementschef, der leder en regering ud i sumpen, fordi han ikke kan sit stof. Mulighed? Ja.

Den tredje årsag er så giftig, at den kan knap kan sættes på skrift. Den er, at Pia Olsen Dyhr har en formodning om, at Henrik Studsgaard har holdt information tilbage med vilje. Her går hfi-relæet. Alt brænder. Hvis en departementschef med vilje skjuler afgørende oplysninger for den minister, som han/hun skal være nærmeste rådgiver for, er vedkommende en trojansk hest. Oppositionens skjulte hjælper.

Den mulighed er uden for kategori. Bare (mis)tanken kan få flammerne til at slikke op af det politisk neutrale embedsværk, vi kender og bruger i Danmark.

Det er ikke SF, der bestemmer, hvem der er departementschefer i Danmark. Men hvis lederen af et stort støtteparti har nul tillid til et stort ministeriums øverste embedsmand – fordi han betragtes som udygtig, doven eller illoyal – så er han færdig. Det kan også siges længere og mere forfinet. Men det er bundlinjen. Punktum.

Anders Heide Mortensen er kommentator på Finans og kommunikationsrådgiver. Cand.scient.pol. og tidligere pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Han kan kontaktes på anders@heidekom.dk.

BRANCHENYT
Læs også