Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Hold godt øje med coronabenægtere

Hvad lærte du af coronakrisen? At skrue ned for dit befordringsfradrag? Tænk nu godt efter.

Corona rammer verden

Skattestyrelsen var i sidste uge ude med en vigtig meddelelse til landets borgere, og for det tilfælde, at nogen af dem var på toilettet eller i gang med at aflive Mogens Jensen, gentages den her:

Hvis du i en periode har været tvunget til at arbejde hjemmefra på grund af coronasituationen, skal du huske at sætte dit befordringsfradrag ned.

Og det er så ”ned”, at du skal sætte dit skattefradrag. ”Ned”. På grund af den kinesiske virus. Hvis du i foråret med kort eller intet varsel flyttede dit arbejde fra et storrumskontor til dit spisebord for at holde Danmark i gang, mens du samtidig passede hjemsendte unger og småskændtes med din partner, der prøvede at passe sit arbejde fra den anden halvdel af spisebordet. Så skal du huske at sætte dit skattefradrag ned.

Oh, Skat. Som du dog forstår at holde fast. I regler - men allermest i verden som den var. Før covid-19. Verden er muligvis ikke, som den var, men så udsender du bare en pressemeddelelse og stamper i gulvet. Du hviler i din bibeltro, mens de i Nordjylland afliver mink på akkord, i Sverige taler om nedlukning, og i Norditalien har hospitaler tæt på kollaps, igen. Din bibel er Den juridiske Vejledning afsnit C.A. 4.3.3. om befordringsfradrag og –godtgørelse, og den ændrer man ikke i på grund af en global pandemi. Alt er, som det plejer.

Du er, Skat, i familie med andre stampende og insisterende institutioner. Jeg vil vove at give de institutioner et navn. Det navn er ”coronabenægtere”. Coronabenægtere insisterer på, at der ikke findes nogen situation eller begivenhed, der overtrumfer deres egen logik.

Hvad det betyder på jævnt dansk? Det betyder for eksempel, at Skat betragter den kæmpemæssige indsats, som private virksomheder og offentlige myndigheder gjorde for at holde Danmark kørende under forårets lockdown, gennem et nøglehul. Her ændrer tusindvis af danskere arbejdsrutiner på et døgn. De går ind i ukendt land.

De skal udfylde deres funktion i samfundet hjemme fra spisebordet i stedet for at tage bilen eller toget på arbejde. Det er nyt og besværligt. For en coronabenægter er det imidlertid noget andet. Set gennem Skats nøglehul er det potentiel omgåelse af reglerne for befordringsfradrag. For bilen holder jo i carporten. Det kan godt være, at coronasituationen udfordrer arbejdslivet til det yderste. Men bilen holder i carporten.

Hold godt øje med coronabenægtere. De har logikker, der hører til i en verden, hvor der ikke sker ændringer, men justeringer. Ændringer er for dem rod og uorden. Covid-19 var et pitstop i carporten, og nu skal vi videre. Hvis virksomheder og medarbejdere hen over foråret opdagede, at produktiviteten er lige så høj ved et spisebord som i et tudegrimt storrumshelvede, og at fleksibelt arbejde er lykken, så vil Skat lige gøre opmærksom på, at den slags har betydelige konsekvenser for befordringsfradraget.

Coronabenægtere VIL ikke acceptere, at verden ændrer sig. De vil ikke. På Bornholm har de lige nu travlt med at planlægge næste års folkemøde. 2020-versionen røg i Østersøen, men i 2021 kører toget igen, for hvorfor ikke? For det er kun sortseere og skumslukkere, der kan få den tanke, at festivaler med tusindvis af mennesker hørte til i en verden før covid-19. At verden har ændret sig. Fundamentalt. Lagt erhverv i graven og fået andre til at vokse. I hvert fald indtil en vaccine om nogle år giver verden det frie valg tilbage.

Coronabenægtere findes over alt. De planlægger stampende og insisterende årets skiferie, for på ski vil de – punktum – som hvert år, og hvis man i ly af nattemørket så må krabbe sig til Østrig og lade som om, at man er taget i sommerhus i Liseleje og har trukket stikket, så er det prisen. De leder efter smuthuller og vrider og vender sig og tager til Malmø og holder familiefest og julefrokost, når et forsamlingsforbud bremser foretagsomheden på den vestlige side af Øresund. Det var ikke dem, der havde bestilt en kinesisk virus til at ændre på vaner og hverdag - den pakke må andre hente på posthuset. De gør det IKKE.

Tæl ikke coronabenægterne med blandt de levende. Tæl derimod de initiativrige og omstillingsparate virksomheder og danskere, der i foråret fik samfundet til at fungere. Når det brænder, er det dem, der bringer Danmark videre.

Anders Heide Mortensen er kommentator på Finans og kommunikationsrådgiver. Cand.scient.pol. og tidligere pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Han kan kontaktes på anders@heidekom.dk.

BRANCHENYT
Læs også