Jesus er tynd. Julemanden er tyk. Sådan gør vi julen normalvægtig
Vi skylder vore børn en ordentlig julemand. En Euroman-type, der har ramt en kryptovaluta lige i røven.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Man ved ikke meget om Jesu livvidde. Men han var mager. Noget af en splejs, ud fra visse af kirkens afbildninger. Vikingerne mente ikke, at han lignede en vindertype, og så skal man ikke gå længere ned ad den vej. Det bliver blasfemi.
Højtidens anden hovedperson er anderledes af bygning. Julemanden er muligvis hyggelig, men han er i hvert fald fed. Fed. Fed, fed, fed. Prøv i tankerne at pille den røde badekåbe og træskostøvlerne af ham. Ligner han så en vinder?
Nej. Julemanden ligner en af de mænd, hvis liv er kæntret og nu bor i en lejlighed oven på en tankstation. Rødmosset. Overvægtig. Han bor i den her lejlighed oven på tankstationen, mens han hen over 10-15 år prøver få flyttekassen med julepynt, som ikke har været åbnet siden skilsmissen, til at stå det rigtige sted i forhold til flyttekassen med Märklin-tog.
Mænd med julemandens facon kunne engang både være bankdirektører og godsejere. Det er slut. Bankdirektører og godsejere tilbringer i vore dage deres fritid i træningstøj, og årets åndelige højdepunkt er julegudstjenesten, for den er hurtigt overstået og feder ikke.
I 2020 er fede mænd på julemandens alder mænd på vej ned ad slisken. Magre, skæggede mænd af Jesu bygning er heller ikke noget ideal efter tidens normer. Det er derfor, at noget må gøres. Vi når det ikke denne jul, men måske næste år.
Jeg mener, at julens rollemodeller bør være succesfulde. Vindertyper. Det skylder vi vore børn. De sidder og kigger på dem hele december, over en stak dybfrostpizzaer, mens mor og far har travlt i træningstøjet for ikke at komme til at ligne julemanden, subsidiært Jesus. Men ikke mere om Jesus fra nu af. Lad os koncentrere os om julemanden. Han skal ud af den usle tankstationslejlighed. På enhver måde.
Den rigtige julemand bør være en Euroman-type, der har ramt den lige i røven med noget kryptovaluta eller fluegift på abonnement. Slank er han og udmeldt af Folkekirken. Den rigtige julemand har nemlig undersøgt reglerne, og reglerne er sådan, at der ikke skal vises billet til julegudstjenester og andres bisættelse.
Men en gang om året klæder den slanke julemand sig ud som fed. Han tager en sæk med gaver over skulderen og banker på sin egen dør i Klampenborg og råber: »Er der nogen søde børn her?« Det er der. Mens han deler pakker ud, råber de »Fedberg« og »Klammo« ad ham. Så vinker han farvel, og de søde børn vinker tilbage og råber »Skrid hjem til din tankstationslejlighed«.
Derfra går der et helt år, før julemanden igen er fed.
»I var rigtigt nok nogle søde børn i aften,« siger den slanke julemand, da han putter dem efter gavehalløjet og grøntsagspostejen. Og så læser han eventyret for dem om ”Den Pæne Ælling”.
Først er ællingen fed, men så begynder den at spise proteingranola og løbe i Jægersborg Dyrehave. Og en dag rammer den en kryptovaluta lige i røven. »Hvad sker der så?« spørger børnene ivrigt. »Så melder ællingen sig ud af Folkekirken og køber villa i Klampenborg. Ligesom os. Og nu skal I sove. Godnat.« Siger den tynde julemand.
Nu sover børnene og drømmer om julemanden, som en julemand bør være. Slank. Vindertype. Succesfuld. Men børnene drømmer også væmmeligt. Om et fedtbjerg, der banker på døren. Han ligner en af skæbnerne fra Kanal 5. En mand på vej ned ad slisken.
Ansigtskuløren er +15 guldøl pr. dag, vægten er +100 kilo, og så har han en mani med at indlede samtaler med fremmede og børn. De her børn. Derfor, men også af andre grunde, forældrenes advarsler: »Du må aldrig tage imod gaver fra en fed mand, der måske bor oven på en tankstation eller på Grønland og måske kører lastbil for Coca-Cola. Hører du?« Siger de om den tykke julemand.
Sådan. Sådan kan vi få en ordentlig julemand kørt ind som rollemodel. Børnene skal lære, at den rigtige julemand er normalvægtig og spiser proteingranola. Han går ikke og smiler i skægget, som om noget var rart. Han prøver ikke at komme i snak med alle mulige mennesker, fordi der tit er stille i lejligheder, hvor julepynten er en ramme snebajere. Den rigtige julemand opfører sig ordentligt.
Jeg tror, at vi kan nå det til næste år. Få en ordentlig julemand kørt ind. Tror du ikke?

