Fortsæt til indhold

Det er ikke sikkert, Joe Biden havde vundet præsidentvalget uden covid-19

Covid-19 pandemien har i 2020 forårsaget en massiv sundhedsmæssig, social og økonomisk krise. Men på visse områder har pandemien, direkte eller indirekte, skabt positive forandringer. Det handler om den bæredygtige supertrend.

Debat
Jakob Vejlø

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Jakob Vejlø, chefstrateg i BankInvest

Covid-19 har i den grad sat fokus på vores egen og den globale folkesundhed. Der er i stigende grad en erkendelse af, at udbredelsen af virus også hænger sammen med det menneskelige pres på naturen.

Hvert minut døgnet rundt bliver der fældet skove i et omfang, der angiveligt svarer til 35 fodboldbaner. Denne katastrofale udvikling indebærer, at mennesker og skovenes dyr kommer i tættere kontakt.

Der er også en øget forståelse af, at den globale opvarmning spreder smittebærende insekter længere ud over kloden. Begge dele øger risikoen for, at de ekstremt mange vira, der lever i dyr, kan springe over på mennesker og forårsage sygdom.

Sars-covid-2 er et eksempel på dette - højst sandsynligt er det sprunget fra flagermus til menneske. Lignende tilfælde er HIV, Ebola, Sars, Zika-virus og svineinfluenza. Om noget bør hele denne forståelse være med til at øge presset for at stoppe destruktionen af naturen og for at nå ambitiøse klimamål.

Hvor paradoksalt det end kan fremstå, har covid-19 også spillet en vigtig rolle i amerikansk politik til fordel for miljøet.

Trumps håndtering af pandemien har været under massiv kritik. Kombinationen af en sundhedsmæssig og tilhørende økonomisk krise i USA har bidraget til Bidens sejr ved præsidentvalget. Uden covid-19 er det ikke sikkert, at Biden havde vundet.

Joe Biden vil allerede fra sin første dag i Det Hvide Hus trække USA tilbage ind i Paris-aftalen fra 2015, hvilket er af stor betydning for realismen i at presse den globale temperaturstigning nede under 2 pct.

I de sidste par måneder har Kina, Japan og Sydkorea alle annonceret mål om CO2- neutralitet pr. 2050 (Kina i 2060). Biden har flaget, at USA også vil være CO2- neutralt i 2050 og mere specifikt, at elektricitetsproduktionen i USA skal være CO2-neutral i 2035.

Disse nye globale udspil, herunder også EU’s ”Green Deal”, indebærer, at forskernes hovedscenarie for temperaturstigningen nu ligger på ca. 2 pct., ned fra ca. 3,25 pct. i 2017, da Trump trak USA ud af Paris-aftalen.

Udviklingen i 2020 har blot bidraget til at forstærke incitamentet for virksomheder globalt til at dreje mere i retning af ESG-venlige aktiviteter. Nødvendigheden af klimavenlig produktion er givet, jf. også ovenfor. Men krisen har også tydeliggjort værdien af virksomheder, der optræder ansvarligt som en del af et samfund.

Bevægelsen fra ren ’shareholder value’ til ’stakeholder value’ er i gang. Internt har de virksomheder, der har god og stabil ledelse, styr på forretningsgange, datasikkerhed, tilpasningsparate arbejdsmiljøer og medarbejdersundhedsprogrammer, haft de bedste forudsætninger for at komme gennem krisen.

Værdien af virksomhedernes fokus på både E (Environment), S (Social) og G (Governance) i ESG har vist sit værd.

De finansielle markeder har i den grad kvitteret for den bæredygtige supertrend i 2020. Opgørelser viser, at væksten i ESG-fonde, målrettet detailinvestorerne, er langt kraftigere end væksten i det brede fondsmarked.

Globale institutionelle investorers prioriteringer af ESG-investeringer er ligeledes steget betydeligt. Det vurderes, at der globalt nu er ca. 50.000 mia. USD i kapital under forvaltning med fokus på ESG. Signalerne peger på, at disse tendenser vil fortsætte for fuld kraft i de kommende år.

Samtidig er der tegn på, at de bæredygtige aktieinvesteringer også giver de bedste afkast. Vores beregninger viser, at en bæredygtig sektor- og regionsneutral indekseret aktiestrategi har givet godt 3 pct. mere i afkast end verdensmarkedet i 2020. Vi forventer, at tendensen til bæredygtige aktiers højere afkast vil fortsætte i de kommende år.