Serier

Et bearmarked for menneskeheden, men et bullmarked for aktier

Investeringsstrateg Lars Skovgaard Andersen gør status for et usædvanligt år og udpeger interessante investeringsmuligheder det kommende år.

Corona rammer verden

Det er et forfærdeligt år, vi lægger bag os rent menneskeligt. Coronavirussen har ramt os og vores nærmeste, nogle har mistet deres kære, og de fleste af os mærker savnet af nærvær med familie, venner og kolleger.

Hvis du landede direkte fra Mars og hørte om coronavirussen, ville du også forvente, at 2020 havde været et forfærdeligt år for aktiemarkederne, men det er ikke tilfældet. Globale aktier er oppe med ca. 14 pct. i 2020 (MSCI ACWI Index, totalafkast i lokal valuta). Massiv støtte fra regeringer og centralbanker har siden foråret løftet global økonomi og de finansielle markeder, og de seneste måneder har positive nyheder om coronavacciner yderligere løftet stemningen.

Selv om 2020 har været et bearmarked for menneskeheden, har det paradoksalt nok været et bullmarked for aktier.

I Danske Bank træder vi ind i det nye år med en moderat overvægt i aktier i vores rådgivningsporteføljer, og her vil jeg beskrive noget af det, vi finder mest interessant i øjeblikket:

Har forstærket digital trend
Som en naturlig konsekvens af restriktioner og nedlukninger blev vi endnu mere digitale i 2020. De digitale tendenser, som vi oplevede før coronakrisen, er blevet forstærket.

Vi handlede mere på nettet, og ifølge en international undersøgelse fra selskabet DoubleVerify (fra september 2020) har vi fordoblet vores tidsforbrug på digitalt indhold under coronakrisen. Over en bred palette har vi øget vores forbrug af både streaming, sociale medier, spil, online nyheder mv. Yderligere viste data fra Datareportal i oktober, at yderligere 321 millioner mennesker er kommet online det seneste år, så næsten 60 pct. at jordens befolkning nu er på nettet.

Ofte ved vi som mennesker ikke, hvad vi har brug for, før vi har det – og når først vi har det, vil vi ikke af med det igen. Samtidig gælder, at jo længere vi bliver låst fast i en situation, der ændrer vores vaner, jo større er sandsynligheden for, at vanerne bliver mere permanente.

Selv om producenterne af digitalt indhold primært befinder sig i sektoren Kommunikationsservice, gavner udviklingen også it-sektoren, der leverer den fornødne hardware og løsninger inden for fx cloud, big data og kunstig intelligens. Samtidig forventer vi øgede investeringer inden for blandt andet 5G-internet og datasikkerhed, og mange virksomheder har udskudt investeringer i it-hardware som følge af coronakrisen. Alt i alt er it-sektoren derfor en af de sektorer, hvor vi ser det mest attraktive afkastpotentiale i 2021.

Industri vil nyde godt af opsving
Industrisektoren er en anden af vores foretrukne sektorer netop nu. Industri er en klassisk cyklisk sektor, der performer bedst i opgangstider – og vi forventer et globalt økonomisk opsving i løbet af 2021 i takt med udrulningen af vacciner og lempelsen af restriktioner rundt omkring i verden, understøttet af fortsat lempelig finans- og pengepolitik fra regeringer og centralbanker.

Usikkerheden om coronavirussen har ført til lidt større likvide beholdninger – penge på kistebunden – som meget gerne skal aktiveres, når det lysner igen. Industrisektoren vil nyde godt af, at virksomheder forventes at øge deres investeringer i 2021, i takt med at vi kommer ud på den anden side af coronakrisen, og den økonomiske vækst tager fart. Dertil kommer hjemflagning af produktion, som blandt andet kan løfte investeringerne inden for segmentet automatisering og robotter.

Forventer lavere afkast end i 2020
Helt overordnet forventer vi i Danske Bank et positivt afkast fra aktier det kommende år, men vi forventer et lavere afkast end i 2020, selv om udrulningen af vacciner som nævnt kan give medvind til et globalt økonomisk opsving. Efter vores vurdering er der dog allerede indregnet meget positivt i aktiekurserne.

Men hvis 2021 bliver et bullmarked for menneskeheden, hvor vi gradvist får bugt med coronavirussen og får vores normale tilværelser tilbage igen, kommer jeg ikke til at brokke mig over et lavere afkast fra aktier.

Læs også