Serier

Technostress spreder sig hastigt i kølvandet på corona

Tendensen med øget hjemmearbejde er kommet for at blive og udløser mere technostress. Selv om stort set ingen er dus med begrebet, kender de fleste symptomerne: Når teknologien mærkes som en evig prikken på skulderen.

Corona rammer verden
Foto: Finn Frandsen

Meget tyder på, at kontorfolket igen kan vende tilbage til hverdagen i løbet af 2021, men ikke alt vil være som før covid-19. Pandemien viste os nemlig, at en del arbejdsopgaver udføres udmærket, når vi arbejder hjemmefra. Derfor er det sandsynligt, at flere virksomheder vil forsøge at øge effektiviteten og at spare dyre, fysiske kontorpladser ved at øge mængden hjemmearbejde. Og mon ikke en del medarbejdere vil kunne overtales med udsigten til mindre transporttid og øget fleksibilitet?

Det er dog ikke helt uproblematisk at arbejde fra sofaen, køkkenbordet eller hjemmekontoret. En af de ting, man skal være opmærksom på ved hjemmearbejde, er fænomenet technostress, som den ene af denne artikels forfattere har undersøgt i en række danske virksomheder. Her viser det sig, at selv om stort set ingen er dus med begrebet, kender de fleste symptomerne; teknologien, der mærkes som en evig prikken på skulderen.

Et amerikansk studie konkluderer, at kontorfolket i gennemsnit modtager mellem syv og ti arbejdsrelaterede mails, inden de ”officielt” begynder arbejdsdagen og mellem 17 og 20 hver dag i weekenden. Når vi ifølge en anden undersøgelse i gennemsnit tjekker telefonen ca. hver tiende minut, når vi er vågne, tyder meget på, at der også er professionelle grunde til, at vi mere eller mindre er ”på” hele tiden. Og det er netop følelsen af at skulle være konstant tilgængelig, vi skal være ekstra opmærksom på, når vi arbejder hjemmefra.

Hvor tilstedeværelsen på en fysisk arbejdsplads (dog i forskellig udstrækning) markerer en begyndelse og en slutning på en arbejdsdag, har hjemmearbejde det med at udviske grænserne mellem arbejdsliv og fritid. F.eks. kan mængden af indkomne mails om aftenen ofte stige, og hvis ikke det bliver fulgt op af klare aftaler om besvarelse, risikerer rammerne for samarbejdet med kollegerne at blive uklare.

Derudover er der mængden af ”usynlige” arbejdsopgaver, som ikke bidrager direkte til bundlinjen. Det kan være uformelle forespørgsler, som før kunne besvares mundtligt på kontoret, som nu kræver nu et afmålt ”officielt” svar eller it-problemerne, hvor fraværet af en fysisk it-afdeling betyder, at medarbejderne nu selv skal klare flere tekniske opgaver på egen hånd.

Ikke overraskende viser flere undersøgelser, at technostress har en negativ indvirkning på vores professionelle præstationer, og dermed risikerer lederne i virksomhederne at ramme ved siden af, hvis sigtet med at øge mængden af hjemmearbejde er øget effektivitet. Mange ledere vil derfor med fordel kunne starte 2021 med at spørge sig selv, hvordan de sammen med medarbejderne kan aftale og kommunikere nogle klare og realistiske retningslinjer for samarbejdet på den virtuelle arbejdsplads.

Læs også