Investorer: Bobler, det er noget vi drikker

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Hvis man ikke vidste det, kan man ikke ud af aktiemarkedet aktuelt aflæse, at verden i marts 2020 balancerede på randen af en finansiel knockout, da den globale covid 19-pandemi blev til virkelighed.

Aktiekurserne dykkede markant, men siden kom hjælpepakker, lavere renter, bedre forståelse af sygdommen og en tro på, at vi efter udbruddet igen kan få styr på smitten.

På aktiemarkedet tog det investorerne ca. seks uger først at indregne den negative økonomiske effekt tilsat det normale usikkerhedskrydderi og efterfølgende igen at forsøge at indregne, hvor aktierne ville være de normale seks-ni måneder senere. Det er her, vi er nu. Cirka.

Investorerne drog hurtigt videre. De kigger nu igen seks-ni måneder frem og ser fortsat lave renter, finansministre i gavehumør, der udskriver understøttende checks, og en indtjeningsfremgang, der bl.a. er drevet af at indhente det tabte fra 2020.

Aktiekurserne er steget til nye højder. Alene det at der bliver sat indeksrekorder får nogle til at undre sig og tænke: En rekord må per definition være lig med, at noget er ude af balance; at der ikke er sikker grund under fødderne; at noget er farligt.

Diskussionen må tage udgangspunkt i, at der findes et endeligt antal bjerge at bestige. Der findes ikke nye og uopdagede højdepunkter, som bjergbestigere har lyst til at prøve kræfter med. Kun et Mount Everest, et Mont Blanc, et Zugspitze. Når de er besteget og besejret, er der ikke flere højdepunkter.

Anderledes er det med din løn. Når den stiger ud over inflationen, er der ikke nogen, som taler om bobler; altså med undtagelse af dem som skal have sig et glas boblevand, hvis købekraften og glæden over udviklingen er steget tilstrækkelig meget.

På aktiemarkederne i det gennemsnitlige og ikke enkelte tilfælde afløses en top altid af en ny top – over tid vel at mærke. Det er helt normalt. Rent faktisk en naturlov, selv om man fra de mange kommentarer kunne få indtrykket af, at det forholder sig omvendt.

Langsigtet stiger indtjeningen i virksomheder med 6-8 pct., og det er det, som langsigtet er forudsætningen for, at der efter en top kommer en ny top.

Fokus er dog ikke på de nye toppe, men på risikoen for, at der kommer kursdale indimellem. Det gør der, men vi ved blot ikke hvor og hvornår. Investorerne er ustyrlige.

Ingen har endnu forudsagt bobler. Ingen. Når jeg så skråsikkert kan sige det, skyldes det, at for at hævde, at man har forudsagt en boble der sprang, skal man identificere den og ramme den i plet. Det har ingen gjort. Mange har forsøgt. Skyder godt, men rammer skidt, som det lakonisk hedder.

Pointen er, at dem som prøver, er på en umulig opgave. Noget som synes dyrt, bliver meget dyrere, før det bliver billigere. Det er ikke prisen, men lysten til at være inde eller ude, som driver investorer og inflaterer/deflaterer finansielle størrelser.

Har du forudsagt finanskrisen i 2008 allerede i 2006, har du ikke ramt boblen. Du var to år for tidligt ude. Derfor kan man lige så vel hævde, at din forudsigelse var held eller et udslag af mange forsøg.

Når det nu er umuligt at forudsige og time en boble, hvorfor forsøger så mange så at gøre det? Det er måske som med andre udfordringer. Det er spændende, og måske er der i Guinness Rekordbog spalteplads til den, som gjorde det.

Indtil videre er den tom.