Serier

Derfor er Danmark et oplagt innovationscenter for indiske virksomheder

Dansk mod til at fejle sikrer kraften til innovation og er en stor styrke, skriver landechefen for den indiske gigant Tata Consultancy Services (TCS).

Corona rammer verden

Covid-19 har sat hverdagen på pause. Butikker har længe været lukkede, kontorer tomme, og rejser har været begrænset til et minimum. Men mens store dele af verden har stået næsten stille, har pandemien betydet et kvantespring for digitaliseringen – og måden vi interagerer med vores omverden på.

Digital innovationskraft har været helt afgørende for enhver virksomhed for at afbøde de negative konsekvenser af krisen og gribe nye forretningsmuligheder. Jeg kan konstatere, at særlige danske styrkepositioner er i højere kurs end nogensinde. Det er der nogle klare grunde til.

For det første er danske virksomheder markedsledere i industrier som f.eks. vindindustrien, der bevæger sig mod markant vækst de kommende år. For det andet har Danmark demonstreret et stort potentiale som globalt test- og innovationscenter – især i en periode, hvor der skal udvikles løsninger på rekordtid i en kontekst af stor usikkerhed.

Danmark er med andre ord yderst interessant for udenlandske investeringer, ligesom Danmark er et oplagt marked for flere industrier og et centralt knudepunkt for eksport.

Mod til at fejle

Danmark er med sin stærke og modige innovationskultur et af de lande, der har de bedste forudsætninger for at udvikle, afprøve og finjustere nye digitale løsninger og teknologier. Jeg har selv oplevet det i samarbejde med danske virksomheder, der er nogle af de mest villige til at eksperimentere for at finde nye og bedre løsninger for deres kunder. Her er man indforstået med, at de bedste resultater skabes i en proces, hvor man ikke nødvendigvis finder de bedste løsninger i første hug.

Det mindset har fået plads til at vokse sig stærkt, blandt andet efter at den tidligere forskningsminister Tommy Ahlers opmuntrede iværksættere til at turde fejle på vejen til at lykkes. Den slags udmeldinger fra en minister er helt unikke for Danmark og er med til at skabe et attraktivt miljø for udvikling af nye og banebrydende idéer og løsninger. Store som små.

Derfor er det heller ikke overraskende, at der hele tiden vokser nye, spændende tech-startups i Danmark, og at landet er blandt de førende på områder som fintech, robotteknologi og grønne teknologier. Tænk bare på Odense Robotics, der med over 100 medlemsvirksomheder for alvor har gjort sig bemærket på den globale robotics-scene.

Jeg har selv fået det bekræftet i løbet af de seneste fire år som landechef for den største it-virksomhed i Danmark, Tata Consultancy Services. Vi beskæftiger 470.000 medarbejdere over hele verden, hvor 15.000 arbejder med virksomheder i Norden – herunder i Danmark. Her har jeg med egne øjne set, hvordan innovationskulturen blomstrer. Et godt eksempelvis er den dansk-svenske virksomhed PostNord, som har gennemgået en utrolig digitalisering de seneste år med løsninger fra TCS. Det har givet den 400 år gamle virksomhed evnen til at konkurrere på et marked i rivende udvikling og med mange nye aktører.

Dansk-indiske alliancer giver merværdi

For et land som Indien med store, grundlæggende udfordringer – som adgang til rent drikkevand og flere steder begrænset infrastruktur – er der ikke altid, som i Danmark, plads til at eksperimentere og overskud til at fejle. I Indien er der fokus på løsninger, som er velafprøvede – og som kan virke i stor skala.

Det gør imidlertid Danmark og Indien til godt match. Danske virksomheder og partnere kan nemlig være nøglen til udvikling og afprøvning af nye ideer, løsninger og innovation, som efterfølgende kan rulles ud i stor skala i Indien og eksporteres til resten af verden med en væsentlig rolle til danske virksomheder og kompetencer. Her ligger der et uforløst potentiale, som begge parter kan få meget ud af.

Skal den dansk-indiske relationer styrkes, skal vi derfor lykkes med flere ting. Dels skal opmærksomheden om Danmark som innovationshub og investeringscase styrkes hos indiske virksomheder. Dels skal Danmark og danske aktører i højere grad få øjnene op for potentialet ved dansk-indiske samarbejder. Dels skal det dansk-indiske samarbejde styrkes på alle niveauer – mellem virksomheder, uddannelses- og forskningsinstitutioner samt gennem offentligt-private partnerskaber.

Det er helt afgørende for at styrke den 400 år lange relation mellem Indien og Danmark, så vi også de næste mange år kan danne frugtbare samarbejder til gavn for begge parter.

BRANCHENYT
Læs også