Saglighed efterlyses i debat om industriens betalte læger
Spørgsmål om, hvorvidt medicoselskabers betaling af læger hører hjemme i det danske sundhedssystem, kræver at alle er enige om, hvad vi egentlig diskuterer, for at det kan besvares.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Som bestyrelsesmedlemmer i Læger uden Sponsor var det rart at se, Finans.dk sætte fokus på lægers interessekonflikter med industrien. Som navnet på vores forening antyder, ligger det os meget på sinde.
Artikelserien tegnede lovende: Den indeholdt synspunkter fra Lægemiddelindustriforeningen (Lif), Danske Patienter og vi udtalte os også. Der var en afdækning af hvem, der betaler de store beløb og til hvem. Industrien, navnlig i form af Novo Nordisk og Lundbeck, har også haft mulighed for at svare og give deres besyv med. Med andre ord virkede det som om, der endelig kunne blive en saglig og nuanceret debat om et svært emne.
Men roserne slutter også der. For på foranledning af artiklerne, bragt i løbet af februar, og ned igennem kommentarsporet, er debatten blevet til en installation af et velkendt skuespil, hvor rollerne er besat på forhånd, alle kan deres replikker udenad, og begge parter vælger at negligere eller karikere modpartens holdninger og intentioner.
Der bliver trukket to fronter op, og det bliver overladt til læseren at blive forstærket i den holdning vedkommende i forvejen gik ind til debatten med. Det tager sig gerne ud på følgende måde:
1. Det velmenende industristandpunkt
Dette synspunkt kommer ofte til udtryk igennem talsmænd, der er ansat af industrien eller af læger, der løbende har gang i forskning eller andet samarbejde med forskellige producenter af lægemidler. Det centrale argument løber gerne langs følgende tråd: Der er intet problem i at læger arbejder for, samt modtager løn, fra industrien. De har en pligt til at efteruddanne sig, og industrien tilbyder efteruddannelse af høj kvalitet. Der er intet problematisk i, at virksomheder informerer om deres produkter eller inviterer lægerne til dyre kongresrejser, som de ellers ikke ville komme afsted til. Samarbejdet foregår delvis ud over lægens almindelige arbejdstid, det samme gælder forskning, og det er således kun rimeligt, at de aflønnes herfor. Der skal derudover læger til at identificere behovet for nye potentielle behandlinger, der så efterfølgende kan udvikles i samarbejde med en industriel partner og medføre eksportindtægter. Med andre ord: Dette samarbejde er til gavn for alle!
2. Det anti-industrielle standpunkt
I denne fortolkning, som fremføres af en mindre gruppe læger og en større gruppe lægfolk med mere eller mindre solid faglig fundering, er industrien og dens betalte håndlangere ikke at regne for stort andet end samvittighedsløse slangeolie-sælgere eller marionetdukker styret af kapitalismens iskolde hånd. Fokus bliver således mere på industriens ’onde intentioner’ end på det, der er problematisk ved samarbejdet, og hvorledes vi rent faktisk løser problemet.
Begge standpunkter er desværre håbløst banale forenklinger af et særdeles komplekst problem. I Læger uden Sponsor beklager vi, at debatten så ofte degenererer til disse to yderpunkter. Problemet, for vi mener at der er et reelt problem, bliver ikke løst på den måde.
Vi efterlyser mere saglighed og pragmatisme i debatten. Læger og industri kan selvfølgelig ikke være fuldstændigt uafhængige af hinanden. Det vil hverken være til gavn for patienterne eller for samfundet generelt. På den anden side er det i bedste fald naivt og i værste fald intellektuelt uærligt, at påstå at alle foredrag, konferencer o. lign. betalt af industrien blot er ”efteruddannelse”.
Forskning viser, at læger, der deltager i disse aktiviteter, ordinerer mere medicin, dyrere medicin og dårligere medicin end læger, der ikke gør det. Og i firmaernes regnskaber betegnes udgifterne til disse aktiviteter jo som markedsføring.
Det er sagt før, og det tåler gentagelse: Sundhedsvæsnet og lægemiddelindustrien er interessenter med forskellige interesser. Nogle gange overlapper de, og nogle gange er de i modstrid med hinanden. At afstemme disse interesser, så det fungerer for alle parter er svært og kræver en rationel, nuanceret og pragmatisk diskussion.
Vi, i Læger uden Sponsor, vil gerne være en del af en sådan saglig debat – svær som den er. Og vi inviterer alle der er investeret i sundhedsvæsnet med til samtalen. Så længe vi kan blive enige om, vi er der af forskellige grunde og med forskellige endemål.
