Debat

Det er næsten umuligt at få anerkendt psykiske arbejdsskader

Et knækket sind skal også kunne anerkendes som en arbejdsskade.

Der har aldrig været større fokus på det psykiske arbejdsmiljø end nu, og alligevel udebliver et af de væsentligste elementer i kampen for et retfærdigt og sikkert arbejdsmarked: Muligheden for at få anerkendt psykiske arbejdsskader for hvad de er, nemlig arbejdsskader.

Jeg tillader mig at tro, at vi alle er enige i, at man ikke må blive syg af at gå på arbejde - hverken i fysisk eller psykisk forstand - og hvis man alligevel gør, skal man have hjælp. Men den hjælp forhindrer det nuværende system i langt de fleste tilfælde.

Det ser vi blandt andet i sager, hvor borgere er blevet syge efter f.eks. grov og langvarig mobning og decideret chikane på arbejdspladsen. Sager, der kun kan anerkendes efter forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget, der historisk har været modvilligt - for at sige det mildt - når det gælder at anerkende en psykisk lidelse som en erhvervssygdom.

I øjeblikket er det kun PTSD efter traumatiske begivenheder af exceptionelt truende natur samt depression efter exceptionelle belastninger under krigsdeltagelse, der er optaget på fortegnelsen over erhvervssygdomme. To sygdomme, der vel at mærke først blev optaget i henholdsvis 2005 og 2016, hvilket tydeliggør årtiers manglende fokus på området. Det er med andre ord kun de mest ekstreme og åbenlyse tilfælde med vold og trusler, der godtages. Der er ingen grader. Ingen nuancer. Så hvad sker der med alle de andre tilfælde?

Siden 2005 er der blevet anmeldt cirka 4000 sager om psykiske arbejdsskader hvert eneste år, hvilket svarer til flere end 60.000 sager på knap 15 år. Af de sager er det i gennemsnit kun 2,8 procent, der har fået sygdommen anerkendt af udvalget. Tallet har heldigvis været stigende de seneste år med 5,09 procent i 2019, men den lave procentdel understreger med al tydelighed, at der er tale om at ramme et nåleøje. Det ville man ALDRIG acceptere, hvis det handlede om fysiske arbejdsskader, som sigende nok ligger med en væsentlig højere anerkendelse på hele 22 procent i 2019.

Vi skal ligestille fysiske og psykiske erhvervssygdomme

Der kan vist ikke længere herske nogen tvivl om, at et dårligt arbejdsmiljø påvirker psyken. Lægerne er i hvert fald ikke er i tvivl, når patienter henvender sig og fortæller om deres sygdom. Derfor virker det paradoksalt og uforsvarligt, at der er SÅ stor uoverensstemmelse mellem den brede opfattelse og den lægelige opfattelse og arbejdsskadeforsikringens opfattelse af psykiske arbejdsskader.

Det er på tide, at vi får mere ligestilling mellem de psykiske og fysiske arbejdsskader i et land, der historisk har stået vagt ved og kæmpet for lønmodtagernes rettigheder. I øjeblikket stilles der simpelthen for strenge krav til betingelserne for anerkendelse af årsagssammenhæng mellem arbejdsbelastning og psykisk sygdom.

Der bør derfor laves en tilbundsgående analyse af, hvor stort omfanget af psykiske arbejdsskader i virkeligheden er, og hvor meget det vil koste at forbedre forsikringsdækningen inden for området. Herefter skal vi selvfølgelig se på, hvordan det skal finansieres. Men det nuværende system føres uden hensyn til et enormt og presserende problem. Det kan vi som samfund ikke ignorere, ligesom vi heller ikke skal finde os i det. Min erfaring på området fortæller mig, at det kan ramme os alle.

Lad os i stedet skabe et system, der behandler fysiske og psykiske erhvervssygdomme på samme ordentlige måde, som lever op til vores nuværende forståelse af sammenhængen mellem arbejde og psyke. Og lad os gribe dem, der har været ofre for en arbejdsplads, der har gjort dem syge. Lad os behandle dem med respekt og værdighed.

BRANCHENYT
Læs også