Serier

Hvis alle sparede op som i Danmark, ville renterne falde endnu mere

Stor opsparing betyder, at det bliver stadig sværere at finde gode steder at investere pengene. På den måde er voksende opsparing den nok vigtigste årsag til, at vi har ekstremt lave renter.

Negative renter

Det tiltrak sig ikke den store opmærksomhed, da Danmarks Statistik og Nationalbanken sendte tal ud for danskernes formue ved udgangen af 2020. Det skyldes måske, at de blev sendt ud onsdag før påske, for tallene er i sig selv ganske voldsomme.

Husholdningernes såkaldte finansielle nettoformue er nu oppe på 6.300 milliarder kroner, knap 1,1 millioner pr. person. Det er værdien af vores pensionsopsparinger og andre finansielle aktiver som bankindestående, aktier og obligationer, minus vores gæld. Det er et tal, der er vokset 811 milliarder kroner på et år, og med 1.490 milliarder siden 2017.

Okay, en stor del af opsparingen tilfalder staten, fordi det er pensionsopsparing, som der skal betales skat af ved udbetalingen. Til gengæld medregner tallet ikke værdien af for eksempel ejerboliger, kun gælden vi har stiftet for at købe dem. Alt i alt er vores formuer reelt endnu større, også efter skat.

Opsparingen er ekstra stor nu, fordi vi har været forhindret i at bruge penge på blandt andet rejser i 2020, men coronakrisen er kun en lille del af forklaringen. Vi har opbygget de store formuer ud fra en bevidst politik om at bruge mindre, end vi tjener her i landet, og så være godt forberedte til en fremtid med flere pensionister. Det giver os et af verdens største betalingsbalanceoverskud, som har ført til opbygningen af en stor formue i udlandet. Pensionsopsparingen er Danmarks svar på Norges oliefond.

Prisen for opsparingen er selvfølgelig, at vi giver afkald på forbrug her og nu. Som det meste andet er det en afvejning mellem forskellige hensyn. Stor opsparing betyder blandt andet, at det bliver stadig sværere at finde gode steder at investere pengene, og på den måde er voksende opsparing den nok vigtigste årsag til, at vi har ekstremt lave renter. Danskerne fylder ikke meget i det globale billede, men hvis alle sparede op som os, ville renten skulle længere ned, end den allerede er.

Det kan være værd at have i baghovedet, når vi for eksempel diskuterer indgreb på boligmarkedet. Begrænset adgang til afdragsfrihed, større udbetalingskrav eller mindre værdi af rentefradrag vil trække nedad i de stigende boligpriser, men vil også føre til endnu større nettoopsparing. Det er endnu en del af den politiske afvejning, hvor løsningerne sjældent er nemme. Men det var måske nemmere, hvis vi tænkte lidt mere over, hvor stor en formue vi egentlig går efter.

BRANCHENYT
Læs også