Serier

Pengeregn fra EU er Italiens store chance

EU’s genopretningsfond sender knap 200 mia. euro til Italien. Penge gør det ikke alene, men de kan bidrage til at styrke landets økonomi og tilslutning til EU. Det gør livet sværere for populisterne og kan måske dæmpe den politiske ustabilitet i landet.

Corona rammer verden

Store bededag var der frist for indlevering af genopretningsplaner fra EU’s 27 medlemslande. Heri har landene udspecificeret offentlige investeringer, projekter og initiativer, som EU-midler for 750 mia. euro skal (med)finansiere via genopretningsfonden, NextGenerationEU. Det er ikke småpenge. Det svarer nogenlunde til, hvad der skabes af værdi i Danmark i løbet af det meste af tre år.

Italiens nye regeringsleder, forhenværende ECB-boss Mario Draghi, annoncerede i den forgangne uge hovedpunkterne i Italiens godt 220 mia. euro store genopretningsplan, hvoraf 190 mia. er fra EU. Den byder på massive investeringer i store dele af økonomien – herunder i Italiens elendige digitale infrastruktur samt i unges og kvinders muligheder.

Planen kan give Italien et skub i retning af en mere strukturel omstilling af økonomien. Og i den proces er det måske nemmere sideløbende at levere de reformer af f.eks. retssystemet og erhvervsstrukturerne, som kan gøre økonomien mere dynamisk. Det er, som Draghi siger, en enestående mulighed for landet. En mulighed, som ikke må forpasses.

Planerne om massive (grønne) investeringer i bl.a. vedvarende energi, mere bæredygtig transportinfrastruktur og energirenovering af Italiens byggebestand minder om det, som de fleste andre EU-lande lancerer. En konsekvens af EU’s krav om, at ca. 40 pct. af midlerne går til grøn omstilling.

Men Italien har som genopretningsfondens suverænt største modtager af midler mulighed for også at sende store summer i retning af f.eks. bedre uddannelse, børnepasning, modernisering af den offentlige administration og sundhedsvæsenet samt en massiv udbygning af landets bredbåndsnetværk. Det er tiltrængt. Gennemsnitlige downloadhastigheder i Italien ligger i den helt tunge ende i EU. Ligesom uddannelsesniveauet i øvrigt gør det. Kun relativt fattige østeuropæiske EU-lande har en lavere befolkningsandel med en videregående uddannelse end Italien.

Investeringer alene gør det nok ikke. Planen indeholder også en reformagenda, der skal smidiggøre det vanvittigt træge retssystem og gøre op med uhensigtsmæssig beskyttelse af de mange serviceerhverv, som umuliggør konkurrence og hindrer et dynamisk erhvervsliv. Det er ingen tilfældighed, at Italien placerer sig meget langt nede på Verdensbankens anerkendte rangering i ”Ease of Doing Business” – lidt bedre end Chile og Mexico, men ringere end Kenya og Kosovo.

Draghis italienske genopretningsplan har fået ganske uhørt bred politisk opbakning. Inden initiativerne blev sendt til EU til vurdering og godkendelse, blev de med et overvældende flertal stemt gennem både underhus og overhus. I underhuset stemte 442 for og 19 imod, i overhuset (Senatet) 224 for og 16 imod.

Nu er tingene typisk nemmere på tegnebrættet end i virkeligheden. Afsættet er solidt, men implementeringen bliver den største prøvelse.

Frederik Engholm

Det er måske det mest bemærkelsesværdige. Den store modstand, som Italiens stærke populistiske partier på begge fløje tidligere kunne mønstre mod teknokrat- eller overgangsregeringer som Draghis, er stort set væk. Kun det yderste højre – det halvfascistiske Brødre af Italien – holder ved. Men Salvinis Lega og Femstjernebevægelsen gør ingen større modstand.

EU’s bevægelse hen imod fælles finanspolitik med støtte til økonomier, der har været hårdt ramt i krisen, og som ikke lige som Tyskland, Holland og os selv nyder markedernes tillid, vil svække de populistiske kræfter i Italien. Det kan styrke markedernes tillid til landet, så virksomhederne kan finansiere sig billigere og tør investere mere, og det kan øge det internationale erhvervslivs villighed til at engagere sig i landet. En god spiral. Nu er tingene typisk nemmere på tegnebrættet end i virkeligheden. Afsættet er solidt, men implementeringen bliver den største prøvelse.

Draghi kom til som den syvende, ikke-valgte italienske leder i træk. Han er lige som sine seks forgængere ikke valgt til posten som frontfigur i et politisk parti. Den senest valgte premierminister var Berlusconi i 2008. Siden har vi haft Monti, Letta, Renzi, Gentiloni og Conte, som alle er blevet indsat på posten i mangel af bedre eller som samlingsfigur.

Lad os håbe, at Draghi kan skabe fundament for, at det italienske demokrati kan vende tilbage til normalen – uanset, hvor rodet normalen har været. Genopretningsplanen og EU’s nyfundne solidaritet lader til at være et godt udgangspunkt, mens Draghis tilgang virker holistisk og balanceret.

Læs også