Serier

Pandemien skaber nye muligheder for at blive selvstændig

Selv om udsigterne måske kan virke noget dystre, er der historisk evidens for, at din mulighed for at få succes med fødderne under eget bord lige nu er større end nogensinde.

Corona rammer verden

Siden coronaen ramte verden som en tsunami, er mange blevet kastet ud i ledighed. Mens en hel del er returneret til hamsterhjulet og lønmodtagerverdenen igen, har andre har set det som muligheden for at placere benene under eget bord – eller har fået øjnene op for, at det kan være en spændende mulig vej at gå fremover.

Selvom de selvstændig erhvervsdrivende ikke altid har været tilgodeset i denne corona-tid, er det – paradoksalt nok – fair at sige, at mulighederne for at starte op er rigtig gode netop nu. Historisk set er chancen for overlevelse med en virksomhed alt andet lige større i kølvandet af en krisetid end i opgangstider.

Kaster man et blik på de store virksomheder i verden og i Danmark, er mange succeser født ud af en krise eller som følge af et paradigmeskift. Det, vi gennemgår nu, og har stået i det seneste års tid, må betegnes som et paradigmeskifte, hvor mange allerede er begyndt at tale om ”the new normal” – som alt tegner endnu mere digitalt, end hvad vi har set hidtidig.

Kriser har ført til kraftig vækst

Krise har gennem historien ofte betydet ny vækst. Rejser vi 200 år tilbage i tiden, da enevælden herskede, var det ud af denne undertrykkelse, at guldalderen opstod, og de dygtigste malere og filosoffer og forfattere så dagens lys – kunstnere som den dag i dag står som de allerstørste.

Verdens største aktieindeks, S&P 500, er et godt og solidt eksempel på, at der ud af en krise skabes noget nyt. I 1929 ramte en økonomisk krise hele verden, men fra 1932 gik det i allerhøjeste grad frem igen. Justeret for inflation og med geninvestering af udbytter taler vi om en 20-dobling de næste 30 år. Ergo blev der tjent penge til dem, der var klar.

Prøv at tænke tilbage på hvilke muligheder, man havde for henholdsvis 100 og 200 år siden sammenlignet med i dag. Dengang var der ingen a-kasse, som man kunne bruge som sikkerhedsnet, der var ingen YouTube-kanal, hvor man kunne få svar på alle spørgsmål, der var ingen webinarer, hvor man kunne få et kompetenceløft, og der var ingen SoMe-kanaler, som giver alle mulighed for at markedsføre sig. Alle de muligheder er der i dag.

Salg kan foregå på mange måder

Meget ofte hører man klicher som ”jeg skal ikke være selvstændig - for jeg kan ikke sælge”. Mange har især svært ved tanken om at skulle sælge sig selv. Men det kan man lære, og det er ikke salg i traditionel form, der er afgørende for, om du får succes. Du kan sagtens sælge dig selv gennem det digitale univers. Med opslag på Facebook kan du f.eks. nå ud til en stor skare via venner, venners venner etc. Det handler i høj grad om at bruge sit netværk – og man kan lære at sætte det i spil og aktivere relevante personer, som man er stødt på/støder på gennem livet.

Gigøkonomien i fremdrift

Gennem de senere år har man talt om den såkaldte gig-økonomi, hvor flere og flere bliver selvstændig erhvervsdrivende i form af freelancearbejde og anden form for løs ansættelse. For mange mennesker er den mere frie tilknytning til arbejdsmarkedet en livsstil, som giver stor fleksibilitet og en ønsket mulighed for at sige til og fra over for arbejdsopgaver og arbejdsformer.

Mange har via corona-situationen stiftet bekendtskab med det at arbejde hjemmefra, og hvor nogle har savnet kollegerne og ikke kan forestille sig at skulle arbejde hjemmefra på mere permanent basis, har det for andre været en øjenåbner for den frihed og fleksibilitet, det kan give. Derudover vælger mange selvstændige at arbejde ud fra f.eks. kontorfælleskaber, hvor man kan danne netværk med andre selvstændige.

Hvis du nogensinde har gået med tankerne om at bygge egen forretning op, har tiden måske aldrig været mere moden end netop nu.

BRANCHENYT
Læs også