Dette er en kommentar: FINANS bringer løbende kommentarer fra specialister og meningsdannere. Alle kommentarer er udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Debat

Bornholm findes ikke. Nul. Det er et tilsætningsstof

Rapsolieekstraktsalat og ompakket belgisk chokolade. Portræt af en succesfuld madkultur.

Anders Heide Mortensen, kommentator og kommunikationsrådgiver

Vi lever i et frit land, og i et frit land må man sælge en blanding af rapsolie, ekstrakt og presset fisk som skaldyrssalat. Det er godt. Mange har jo ikke råd til skaldyr, og så kan de i stedet få noget rapsolie og ekstrakt. Det er godt.

Men det bedste er nu ”Bornholm”. På bægeret med rapsolieekstraktsalat står der, at den er bornholmsk og lavet af en bornholmsk slagter på Bornholm. Fire steder. På 140 gram rapsolieekstraktsalat. Det er forholdsvis meget Bornholm på forholdsvis lidt salat.

Jeg ved ikke, hvad Bornholm er, men det må være et slags tilsætningsstof. Ja. Det er det. Der er ingen tvivl. For de sælger også en leverpostej med meget lidt lever, men rigtig meget af det her ”Bornholm” i. ”Lever fra bornholmergris” står der med fin skrift.

Man kan åbenbart tilsætte Bornholm til alt. Rapsolieekstraktsalat og hvedemelspostej, men også rismelsvaniljearomalakrids og chokolade fra Belgien. Inden de tilsætter det her ”Bornholm” til chokoladen, ligger standardprisen på en plade på et par hundrede kroner pr. kilo, men så skal der tages fotos i modlys og skrives om bornholmsk chokoladeglæde, og så er vi oppe i 500 kroner. Det er godt. Mange ser jo lidt ned på belgisk chokolade, og så er det godt, at de kan få den pakket om på Bornholm.

Bornholm er et tilsætningsstof ligesom den skaldyrsaroma, der er blandet i rapsolieekstraktsalaten, og den vaniljearoma, der er i rismelslakridsen.

Anders Heide Mortensen

Jeg kender et par bornholmere, og de er glade, det går godt. Der findes ikke en bornholmer med en IQ i normalspektret, der ikke eksperimenterer med noget rapsolieekstrakt og belgisk chokolade og ribssaft hjemme i køkkenet, for der er simpelthen så mange penge i l….., at man skulle tro, at det var løgn. Tilsætningsstoffet. Man skulle måske ikke tro, at man kunne sælge en skaldyrssalat med seks procent skaldyr, eller en leverpostej af fedt og hvedemel med et trykseksten af stolthed over gamle håndværkstraditioner og gode, lokale råvarer. Men det kan man.

Nogen kunne finde på at sige, at det er gået over gevind med tilsætningsstoffet, men det er fordi, at de mener, at Bornholm findes. Det er selvfølgelig noget vrøvl. Nonsens. Bornholm findes ikke.

Bornholm er et tilsætningsstof ligesom den skaldyrsaroma, der er blandet i rapsolieekstraktsalaten, og den vaniljearoma, der er i rismelslakridsen. Naturligvis. Bornholm findes ikke. Det ville være besværligt og dyrt, men frem for alt farligt, hvis der fandtes et Bornholm med mennesker. De kunne finde på at sige, at rapsolieekstraktsalat og ompakket belgisk chokolade egentlig ikke har noget med Bornholm at gøre. Bare som eksempel.

De kunne finde på sige til folk i Charlottenlund med afstikkere til Rungsted og Virum, at Bornholm er en forestilling, der bliver opført fra påske til skolernes efterårsferie for at folk nord for København kan gå og kigge hinanden i nakken og købe økologisk ribssaft og spise frokost på Kadeau og se de lokale spytte på fortovet. Nej. Det ville ikke gå. Godt at Bornholm ikke findes.

Så går det bedre, at et sted som Mors findes. Med mennesker. Prøv du at komme 140 gram rapsoliekstraktsalat i et plasticbæger og skriv, at det er fra Morsslagteren på Mors efter en original opskrift fra Mors, der fremstilles på Mors. Folk nord for København vil fortælle dig, at så jammerligt et skodprodukt er typisk for steder i Danmark, hvor det går skråt sydpå. Affolkning, ornestationer og svinekam stegt som vildt. Den slags følges ad.

Hvis man får noget lokalt, er det tit noget, som de har købt i Belgien eller Bayern og emballeret om. Sådan går det, når man vil være autentisk, men ikke engang kan finde ud af at pakke kartofler fra Brugsen om i brune papirsposer og hælde jord ved og sætte dem ud til landevejen i maleriske trækasser, sådan som det kvalitetsbevidste sommerpublikum fra Charlottenlund foretrækker knoldene.

Derfor findes Mors, og det er forskellen. Mors lugter af mennesker og medisterpølse. Det lokale turistbureau oplyser kun ved en tilfældighed, at verdens eneste limfjordsøstersbar ligger lige på den anden side af Sallingsundbroen, for hvad skulle østers dog sige folk? Fra Charlottenlund? De kommer jo alligevel aldrig.

Nej. Må man så be’ om rapsolieekstraktsalaten. Den ved man, hvad er.

Anders Heide Mortensen er kommentator på Finans og kommunikationsrådgiver. Cand.scient.pol. og tidligere pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Han kan kontaktes på anders@heidekom.dk.

Anders Heide Mortensen

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver abonnement

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.