Debat

Med løgnen om Christian Eriksen gik du over stregen, covid-19. Nu stopper du

Farvel, covid, og kom dårligt hjem. Vi har lagt mundbindene. Tag det som et tegn. Vi tror nu fast på sejren.

Kære covid-19,

Du har siden marts sidste år blandet dig i alt i Danmark, og med det mener jeg A-L-T. Men nu lakker det mod enden. På vej ud ad døren skulle du tro mod din natur mase dig ind i det øjeblik, i lørdags, hvor vi, landet, danskerne, holdt vejret, fordi en far var faldet om. Til to små børn. Et hold af landsholdskammerater, der skærmede, mens lægen satte hjertestarteren på ham.

Tro mod din natur måtte du blande dig. Gennem syge konspirationsteoretikere. Var faren måske ikke vaccineret med Pzifer-vaccinen – som de skrev på Facebook? Og var hjertestoppet så måske ikke et slags bevis på, at vaccinering kan slå os ihjel – som de fortsatte? Og i virkeligheden skulle fastholde vores forestilling om, at corona er farlig? Så staten kan bevare sit jerngreb om os?

Så syg, så sær, så skamløs, er du, covid-19. Selv Christian Eriksens hjertestop kunne du suge næring af, selvom han ifølge sin italienske klub, Inter, slet ikke er blevet vaccineret. I din skygge er en menighed af konspirationsteorikere og facebookprædikanter vokset frem, og mens vi andre holdt vejret lørdag aften, bryggede de løgne. Du har skabt en klasse af snyltere på dårligdom. En klasse af mennesker, der siden marts 2020 er nået dertil i deres mentale udvikling og had til staten, at en fars hjertestop er propagandamateriale. Mens faren var på Rigshospitalet, var snylterne på Facebook.

Snylterne på dårligdom, tag gerne dem med dig, når du har fået pakket og tager hjem til Folkerepublikken Kina. De er ikke af vores slags. Formørkelse, mistillid og sort had passer dårligt ind i en kultur, hvor småbørnsmødre med fred i hjertet snupper en latte på en café, mens barnevognen med baby står ude på fortovet.

Det er en problematisk attitude at klage over forplejningen, når man sidder i en redningsbåd.

Anders Heide Mortensen

Invitér også dem med dig hjem, covid-19, der har hængt oppe i gardinerne og råbt og skreget over enhver brist og enhver mangel på logik i de smittebegrænsende restriktioner. Jo, der har været uforklarlige paradokser. Hvorfor har i forvejen trekvarttomme museer måttet holde lukket, mens folk frit har kunnet stå i kø i discountforretninger og hoste og rage i disken med datovarer? Hvad har mundbindene egentlig udrettet? Ud over at skjule vigende hager og nedadvendte mundvige? Hva’, hr. Brostrøm og fru Frederiksen?

Men pedanterne og jammertanterne, der har stået på pedalen gennem hele coronaperioden on/off, dem har landet ikke haft megen gavn af. Det er en problematisk attitude at klage over forplejningen, når man sidder i en redningsbåd. Ikke at Danmark har været nær tilstandene på svenske plejehjem eller norditalienske hospitaler, men en overgang var vi nogen, der holdt vejret. Som i lørdags, mens lægen kaldte faren hjem igen. Til livet. Til Alfred på tre år og lillesøster på syv måneder.

Nu rejser du, covid-19, og et par pæne ord skal du også have med dig retur til Wuhan. For som der i din skygge voksede parasitter på dårligdom, spirede der i dit lys et generøst vi. Når du igen går ind i Danmark, for det vil du prøve, eller en krig rammer, eller en utænkelig katastrofe, så er vi ikke uden midler. Det er vi ikke, fordi du har lært os at omstille et samfund fra ”mig” til ”vi” på få dage.

Den omstilling kan man i en tillidskultur. Vore virksomheder fandt ud det. Ledelse lod sig omstille til fjernarbejde, produktion lod sig omstille til højsikkerhedsforhold, arbejdsgange under de nye vilkår faldt på plads som en fælles udfordring. Det skete på dage. Danmark gik i banken og hævede på en konto, som Grundtvig og højskolerne og arbejderbevægelsen og Kanslergadeforliget og vores uddannelsespolitik gennem 50 år har sat ind på. Det utroligste lader sig gøre i en tillidskultur. På randen af et dybt hul begyndte offentlige myndigheder og private virksomheder at finde på løsninger og skabe innovation.

”Det generøse vi” skal du endelig lade blive, fætter covid, når du pakker. Der er nemlig virksomheder, der stadig har brug for det generøse vi. Efter din hærgen. De er mærket, og de klarer den kun, hvis de får hjælp til at rejse sig.

Nu begynder hverdagen. En hverdag med meget godt, men også med ”mig, mig og mig” og med gråhætter, der snart skal på de rundrejser i USA og Argentina, der har været på køl siden ’19, og som de allerede glæder sig til at fortælle uskyldige pårørende om. På melodien mig, mig, mig.

Hav en dårlig tur hjem, covid-19.

Anders Heide Mortensen er kommentator på Finans og kommunikationsrådgiver. Cand.scient.pol. og tidligere pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Han kan kontaktes på anders@heidekom.dk.

Læs også