Debat

Jeg er stolt af vores iværksættere – lad os dog hjælpe dem mere

Det skal gøres mere tilgængeligt at springe ud som iværksætter. Lad os derfor få sat politisk handling i gang for at gøre Danmark til et endnu bedre land at starte sin virksomhed og få den til at vokse i – til gavn for os alle sammen.

Vi har herhjemme rigtig mange dygtige iværksættere, der hver eneste dag kæmper for at føre deres gode ideer ud i livet.

Det er en vigtig del af grundlaget for et velfærdssamfund som det danske, at der er nogle initiativrige borgere, som slet ikke kan lade være med at få gode ideer til nye produkter og tjenester, der kan blive til eksportsucceser på verdensmarkedet. Det skaber arbejdspladser, og det skaber de eksportindtægter, som vores samfund lever af – og lever højt på.

Heldigvis er Danmark et godt land at starte og drive virksomhed i. Men det kan blive meget bedre. Med nogle ganske få greb. Det er vi i DI kommet med 25 helt konkrete forslag til.

Iværksættere er også et skattet folkefærd. Rigtig mange er glade for at følge DR’s mangeårige tv-program Løvens Hule.

Det paradoksale er bare, at meget få danskere rent faktisk har egen virksomhed. Vi overlader det i stedet til naboen eller skolekammeraten at starte en virksomhed – det skal vi ikke selv nyde noget af.

Derfor er det centrale spørgsmål: Hvordan får vi skabt en stærk iværksætter- og investorkultur i Danmark?

Løvens Hule er en stor tv-succes, fordi mange danskere drømmer om at være iværksættere. Men de bliver bare slået omkuld, hvis vi som samfund ikke er mere villige til at hjælpe dem i gang eller hjælpe dem, der har modet til at tør løbe en risiko, med at holde skruen i vandet..

Hvis vi alle sammen vælger at være lønmodtagere, kommer det til at gå helt skævt for vores land. Ikke fordi der er noget i vejen med at være lønmodtager. Tværtimod. Lønmodtagere er jo først og fremmest de rigtig mange dygtige medarbejdere, der er beskæftiget i vores virksomheder.

Men vi har brug for at flere tør tage chancen med at blive selvstændig, og at der er risikovillighed og kapacitet til at udvikle og forvandle små firmaer til store selskaber. Det er jo dét, der finansierer hele vores velfærdssamfund.

Vores 25 forslag fordeler sig på seks overordnede målsætninger: ”Nem opstart”, ”Flere veje til kapital”, ”Mere mangfoldighed”, ”Flere talenter og stærkere kultur”, ”Fra forskning til forretning” samt ”Iværksættere med i offentlige udbud”.

For eksempel foreslår vi at give iværksættere mulighed for at udskyde betalingen af selskabsskat, hvis de geninvesterer overskuddet i forretningen frem for at udlodde pengene.

Det handler dybest set om at forenkle setuppet hele vejen rundt om virksomhederne. Ud med administrative byrder, bøvl og unødigt besværlige love og regler, og indfør i stedet en smart, enkel, automatiseret og digital kontakt mellem det offentlige og iværksætterne. Og så har vi brug for rollemodeller, der kan vise os, at det kan lade sig gøre.

Og lad os få iværksætteri med fra starten af tilværelsen. Konkret bør f.eks. teknologiforståelse være obligatorisk i folkeskolen, da teknologiske og digitale kompetencer er afgørende på fremtidens arbejdsmarked. Dertil bør der udvikles egentlige iværksætterforløb til brug i Åben Skole, som folkeskolerne frit kan benytte.

Men lad os først og fremmest få sat politisk handling i gang for at gøre Danmark til et endnu bedre land at starte sin virksomhed og få den til at vokse i – til gavn for os alle sammen.

BRANCHENYT
Læs også