Serier

Det har sin pris at være selvstændig erhvervsdrivende

I en tid med et faldende antal selvstændige erhvervsdrivende, hvoraf mange lige nu er truet på deres eksistensgrundlag, ville anerkendelse af en passioneret indsats og bidrag til samfundet være på sin plads.

Corona rammer verden

I den brede offentlighed er der desværre opstået en forsimplet opfattelse af selvstændige erhvervsdrivendes virke.

Medierne beskæftiger sig primært med to ydergrupper i det store spektrum af selvstændige. Der gives både sendetid og god spalteplads til dem, der tjener rigtig mange penge og har succes, og til dem, der snyder statskassen for penge.

Det appellerer enten til folks beundring eller forargelse.

Den afgørende midtergruppe, bestående af mindre og mellemstore erhvervsdrivende, der er en væsentlig faktor i vores samfund mht. jobskabelse og bidrag til samfundsøkonomien, bliver næsten overset.

De fleste, der har valgt at starte egen virksomhed, har en faglig baggrund og en stor passion for deres håndværk, som de ønsker at udleve som selvstændige.

Prisen for at starte egen virksomhed er dog, at man skal være parat til at løbe en økonomisk risiko, når man stiller opsparing og frie værdier til rådighed som pant til banken for at få lån og kreditter.

Erhvervsdrivende ser ofte med misundelse på dem, der har mulighed for at leve et almindeligt familieliv med tid til nærvær, fritidssysler, ferier m.m.

Som selvstændig står man til rådighed på ethvert tænkeligt tidspunkt, fordi der konstant opstår situationer, der kræver éns nærvær. Det gælder både i hverdagen og midt under sammenkomster med venner og familie. Man er altid på og på spring, når arbejdstelefonen ringer.

Det skal understreges, at der ikke er tale om klynkeri. Der søges ikke om hverken medlidenhed eller trøst – bare anerkendelse.

Anerkendelse af, at vi er villige til at arbejde langt ud over, hvad almindelige lønmodtagere skal, for at virksomhederne kan overleve, udvikles og give de mange ansatte en tryg hverdag uden frygt for, at de skal miste deres job.

Når man kigger ind over hækken på villavejen, kan mange få den opfattelse, at man som selvstændig har succes, hvis man bor i et stort parcelhus, og der holder en flot bil i carporten.

Men de færreste ved eller tænker på, at den timeløn, man kan give sig selv som selvstændig, ofte er lavere end almindelige lønmodtageres. Det betyder, at der skal arbejdes langt ud over 37 timer ugentligt, for at man kan opnå disse goder.

Mange har investeret i deres egen virksomhed frem for at oprette egentlige pensionsordninger i den forventning, at de den dag, hvor de går på pension, kan afhænde deres virksomhed med et rimeligt afkast, der kan sikre den tredje alder og modsvare bare et minimum af deres slidsomme arbejdsliv og det afkald på økonomisk tryghed, de har givet undervejs ift. lønmodtagere.

Det er bare ikke virkeligheden. De fleste oplever, at salget af virksomheden oftest slet ikke er en mulighed, og derfor vil deres forventede opsparing ikke svare til en lønmodtagers pensionsopsparing.

Det ville være ønskværdigt, at man fra politisk hold anerkendte de selvstændiges indsats i højere grad. At dette ikke sker, skyldes nok manglende erfaring hos de politiske beslutningstagere.

Den aktuelle coronakrise er et godt eksempel på dette, idet man sikkert troede, at de berørte erhvervsdrivende var bedre økonomisk stillet, end de viste sig at være.

Man mente formentlig, at de selvstændige selv både kunne og skulle betale en stor del af regningen for alle de negative konsekvenser, krisen medførte.

Sammensætningen af de folkevalgte politikere på Christiansborg viser med al tydelighed, at meget få har en baggrund som selvstændige og dermed også et yderst mangelfuldt kendskab til selvstændiges vilkår generelt. Heller ikke i ministeriernes embedsværk er der fornøden viden.

Fra politisk hold fokuseres primært på lønmodtageres og de store virksomheders vilkår.

Det politisk styrede bureaukrati, som lægges ned over erhvervslivet, er en spændetrøje for de selvstændige i deres hverdag. Det betyder, at man som selvstændig ikke har tid nok til at arbejde med det, man er bedst til, brænder for og tjener sine penge på. Dermed mindskes arbejdsglæden og motivationen.

Manglende anerkendelse og bureaukrati kan være væsentlige grunde til at færre og færre ønsker at starte som selvstændige.

En nyligt offentliggjort analyse i april fra SMV Danmark viser, at antallet af personer, der arbejder i egen virksomhed som selvstændig, er faldet fra 329.000 i 1983 til 192.000 i 2019.

I 1983 var 12,9 pct. af alle beskæftigede i Danmark selvstændige erhvervsdrivende. I 2019 var dette tal faldet til 6,6 pct.

Danmark har nu den laveste andel af selvstændige ud af alle beskæftigede i EU.

Der findes kun tal for antallet af selvstændige frem til og med 2019, men det må forventes, at coronakrisen vil betyde, at man vil se et yderligere fald i antallet af selvstændige.

Det er helt tydeligt, at mange vil stå med en stor økonomisk byrde efter nedlukningen og dens restriktioner. Mange virksomheder vil formentlig lukke, når tidspunktet for tilbagebetaling af udskudt moms og skat indtræffer.

Selvstændige har slet ikke fået tilstrækkelig kompensation, hvorimod mange lønmodtagere – og især offentligt ansatte - er blevet helt og aldeles forskånet for økonomiske problemer.

Ydermere kan vi risikere, at de selvstændige vil blive udsat for en sand ”heksejagt” fra regeringens side ifm. hjælpepakkerne. Den legitimeres desværre af en forfejlet opfattelse af selvstændige erhvervsdrivende som værende amoralske.

På baggrund af coronakrisen vil regeringen følge op på de udbetalte hjælpepakker. I den sammenhæng vil man formentlig opleve, at nogle erhvervsdrivende er gået til hjælpepakkernes grænser – og måske endda lidt over. I langt de fleste tilfælde vil dette dog være gjort med åbne øjne for at sikre virksomhedens overlevelse.

Håbet er derfor, at regeringen og embedsværket udviser forståelse og ser gennem fingre med mindre afvigelser.

Ville de og resten af danskerne mon ikke selv gå til grænserne af en gældende lovgivning for at tage vare på deres familie? En erhvervsdrivende gør det samme for sin ”familie”, som her omfatter virksomheden, medarbejderne, ægtefæller og børn.

Ud over politikernes og offentlighedens manglende forståelse oplever man desværre også, at ens nærmeste ofte heller ikke har en grundlæggende forståelse for éns situation som erhvervsdrivende.

Det rammer derfor lige i hjertekulen, når man tydeligt kan se skuffelsen i sit barns øjne de gange, man ikke kan tage med til fodbold eller en børnefødselsdag. Men værst af alt, når man ikke engang kan blive hjemme og passe sit barn på dets første sygedag. Og når ægtefællen udtrykker sin skuffelse over endnu et afbud til et familiearrangement.

Vennekredsen har ofte også svært ved at forstå, at man kan blive nødt til at prioritere arbejde frem for selskabelighed.

Som lønmodtager taler man meget om sit overarbejde, arbejdsmiljø, løn, problemer med ledelsen etc. Som selvstændig ser man ofte på arbejdslivet fra en helt anden synsvinkel end lønmodtageren, hvilket ikke altid falder i god jord.

Danmark præges af en lønmodtagerkultur med alt for lidt politisk fokus på at skabe gode vilkår for dem, der har startet egen virksomhed til gavn for jobskabelse og vækst.

Det er svært for de selvstændige erhvervsdrivendes brancheforeninger at få de politiske beslutningstagere i tale. Der er åbenlyst langt mere vælgertække i at fokusere på lønmodtagernes forhold.

Anerkendelse af selvstændige erhvervsdrivendes betydning samfundsmæssigt skal være mere tydelig både fra politisk hold og i offentligheden generelt.

BRANCHENYT
Læs også