Selvbedrag dræber drømmen om flere succesfulde startups
Et fåtal af de erhvervsaktive danskere vælger livet som iværksætter til. Hvis vi skal ændre det, kræver det langt flere nærværende investorer, der hjælper iværksættere til at erkende deres egne begrænsninger fra start.
Coronakrisen gør ondt på mange iværksættere, og den har sikkert taget modet fra mange andre med iværksætter-drømme. I forvejen er det ikke let at starte virksomhed og gøre den levedygtig. Som stifter og founder skal man nemlig både have en særdeles original idé, investeringen skal være på plads, markedet skal være parat, og han eller hun skal finde en egnet, nærværende læremester, som vil lære fra sig gennem hele virksomhedens udvikling.
Så jeg forstår godt, at få erhvervsaktive danskere forfølger drømmen om eget CVR-nummer.
Men vi må og skal kunne anspore flere danskere til at forfølge virksomhedsdrømmen. Vi kan ikke forlade os på, at en håndfuld gode, gamle gedigne virksomheder trækker læsset altid og skaber de arbejdspladser, der er brug for. Slet ikke nu, da coronaen har revet tæppet væk under store dele af erhvervslivet. Der må flere, nye virksomheder til, som kan skabe arbejdspladser og levere løsninger til tidens presserende behov og nye markeder.
Ifølge statistikkerne har antallet af konkurser været stigende det seneste årti, og spørgsmålet er, hvorfor filmen knækker for en del af dem, der tager fat på drømmen om eget firma? Og hvorfor flere ikke vælger det selvstændige arbejdsliv til? Den altovervejende årsag er, for mig at se, en giftig kombination af mangel på nærværende hjælp fra investorer og udtalt selvbedrag hos mange startups.
Jeg ser nemlig dels, at rigtigt mange, der starter egen virksomhed, bedrager sig selv til at tro, at de har nogle kompetencer, de ikke har og sandsynligvis aldrig får – de rækker ikke ud efter hjælp i tide eller også rækker de ud efter de forkerte investorer og må dreje nøglen om.
Jeg ser også, at mange formår at rejse penge hos investorer, men sjældent rækker ud efter hjælp hos de investorer, der besidder det afgørende nærvær, når det virkelig brænder på. De investorer, der muliggør læring og træning, hvor der er allermest brug for det – især i den kritiske fase fra begyndende succes til skalering.
Hvis du går med tanker om at grundlægge din egen virksomhed, har du klart bedst overlevelseschancer, hvor tilliden mellem din investor og dig er i top, og muligheden for, at du kontinuerligt kan lære, er til stede.
Læreprocessen skal være krævende og sjov. Krævende, fordi du som ”iværksætter-elev” hele tiden skal forholde dig til de områder, du skal flytte fremad. Som chef i din egen virksomhed skal du konstant lære nyt. Budgetfejl skal erstattes af præcision i forecast. Forbedrede salgsmetoder skal øge toplinjen. Du skal have en oplevelse af, at processen er det hele værd. Og så skal der være nogen at fejre det med. Nogen, der har erfaret, at selv små sejre er store sejre, fordi de sejre vidner om, at du udvikler dig i den rigtige retning.
Vi investorer bærer et stort ansvar for at sætte hårdt ind, når vi oplever selvbedraget hos startups.
Læringen kommer ikke let. Der er masser af usikkerhed, når man er i gang med at skabe en forretning. Og det skal du som startup lære at håndtere og bruge konstruktivt i din udvikling. Du skal træne modet til at træffe beslutninger på et uoplyst grundlag. Du skal opbygge en intuition i det marked, du opererer på. Og du skal helt sikkert hjælpes til at træne det store personlige mod, der kræves af dig, når svære og pludseligt opståede situationer påvirker privatlivet. De problemer skal håndteres i tide, så korthuset derhjemme ikke braser sammen og du mister den energi, du skal bruge i dit professionelle virke.
Jeg har selv oplevet utallige situationer, der var livskritiske for min virksomhed. Igen og igen fandt jeg nye veje til løsning af de opståede problemstillinger med god hjælp fra forskellige læremestre – investorer – som havde massiv erfaring.
I dag er jeg selv investor, og vi investorer bærer et stort ansvar for at sætte hårdt ind, når vi oplever selvbedraget hos startups. For det er en ærlig sag at være dårlig til økonomi, men så må man erkende det og finde en løsning på det. Som investoren skal du være direkte og krævende. For skåner du en startup i dag, svigter du ham eller hende i morgen.
Jeg kalder den tilgang præsentianisme – altså, at du som investor demonstrerer kontinuerligt og ægte nærvær fra start til slut. Den isme praktiserer jeg i alle de spæde virksomheder, jeg involverer mig i.
Læremestre var hjørnestene i min professionelle succes. Derfor tilbyder jeg mesterlære i mit virke i dag. Vi investorer og læremestre skal nemlig tage et langt større ansvar for at få flere startups til at lykkes, så vi kan få gang i hjulene igen og få flere mennesker bag de spæde virksomheder til at lykkes.
Kasper Holst Hansen