Betyder gamle reformer mindre, end vi tror?

Vismandsrapporten fra begyndelsen af måneden var bemærkelsesværdig læsning. Som de første har de økonomiske vismænd gennemført en sammenhængende undersøgelse af tilbagetrækningsreformens virkninger på arbejdsudbud og beskæftigelse.

Vismændene viser, at reformen har haft lavere beskæftigelseseffekt end forventet. Efterlønsreformen fra 2011 var ellers - sammen med blandt andet genopretningsaftalen i 2010 - hovednummeret i den daværende regerings Reformpakke 2020, som skulle sikre balance på de offentlige budgetter i 2020. En reformpakke, som i øvrigt blev præsenteret under overskriften ”To streger under facit”.

Vismændene viser dog, at man ingenlunde kunne sætte to streger under beskæftigelseseffekten af tilbagetrækningsaftalen. I rapporten sammenligner vismændene effekterne af tilbagetrækningsreformen fra 2011 med de forventninger, der var skrevet ind i aftalen mellem VK-regeringen, DF og De Radikale. Reformen indebar blandt andet en kraftig forringelse af efterlønsordningen. Vismændene viser, at den forventede beskæftigelseseffekt var 63 procent højere end den reelle effekt.

Det er en markant forskel. Det rejser spørgsmålet, om de forventede effekter af andre lignende reformer, som sigter på at øge beskæftigelsen ved at skrue på dagpenge, kontanthjælp og lignende, også kan være overvurderede.

Lige så interessant finder vismændene, at nok har beskæftigelseseffekten af tilbagetrækningsreformen været mindre end forventet, men andre forhold har været med til at sikre, at beskæftigelsen alligevel endte med at vokse mere, end man lagde til grund i de økonomiske planer. Ét af disse andre forhold kan være konjunkturernes indflydelse.

Det er ikke kun reformer, som flytter strukturerne på arbejdsmarkedet. Op- og nedture i økonomien kan også efterlade varige spor på arbejdsmarkedet. Det fald, vi så i ledigheden op gennem 90’erne, skyldtes ikke kun reformer, men i høj grad også, at konjunkturerne forbedrede sig mærkbart.

Faldet i den strukturelle ledighed i Danmark op gennem 90’erne går også igen i en lang række andre lande, og det samme gælder den stigning, man så i den strukturelle ledighed op gennem 70’erne og 80’erne.

Når der er en så tæt sammenhæng mellem den strukturelle ledighed i Danmark og andre lande, skal man passe på med at tolke faldet i den strukturelle ledighed, som værende udelukkende et resultat af reformerne. Reformerne betyder måske mindre, end der i dag bliver lagt til grund i de økonomiske planer.

Derfor er det også på tide at udforske nye reformveje. Hvad betyder det, hvis man investerer i arbejdsmiljøet, så flere kan arbejde længere? Eller hvordan kan vi sikre, at flere unge får en erhvervskompetencegivende uddannelse, så de kan opnå en tættere og stærkere tilknytning til arbejdsmarkedet? Det skal vi blive klogere på.

Erik Bjørsted