Bør staten sælge sin aktiepost i Ørsted?

Energikoncernen Ørsted er en af de største succeshistorier i dansk erhvervsliv i det seneste årti. De forretningsmæssige og finansielle resultater, som selskabet har opnået, var ikke forudset at ret mange, hverken politikere eller eksperter dengang i 2014, da selskabet manglede kapital.

Resultaterne er endvidere opnået med staten som hovedaktionær, hvilket mange mente ville være en betydelig hæmsko for selskabets udvikling: Bekymring for utidig politisk indblanding, regulering mv. som andre virksomhedsledelser ikke er underlagt og som reducerer manøvremuligheder, handlefrihed mv.

Hovedårsagen til de gode økonomiske resultater er at finde i den strategi og den strategiske transformation, selskabet har gennemgået. Nemlig fra at være en traditionel indenlandsk orienteret energivirksomhed med eldistribution og energiforsyning baseret på kul og olie til at være en global energivirksomhed med drift af havvindmølleparker som primært forretningsområde. Et forretningsområde, som det er blevet ret profitabelt at være i med høje overskudsgrader og høj markedsvækst.

Ørsted er endvidere blevet kåret til verdens mest bæredygtige selskab. Via bestyrelsen er det muligt at staten har støttet op om strategien og den heraf følgende grønne omstilling, men hovedæren for strategien tilfalder vel topledelsen (ved tidligere topchef Henrik Poulsen).

Et plus ved statens ejerandel kan have været mindre betydning af aktionærkrav om kortsigtede afkast, hvilket ville have kunnet fjerne fokus fra opnåelse af de mere langsigtede mål og dermed realisering af strategien. Omvendt mener nogen, at kortsigtet og langsigtet optimering sagtens kan forenes. Men den primære årsag til statens involvering i koncernen tilbage i 2014 var simpel økonomisk nødvendighed/sikring af virksomhedens overlevelse. Dette er jo ikke længere relevant jævnfør den nuværende finansielle status.

Som en del af den strategiske transformation er eldistributionsforretningen Radius blevet solgt til SEAS-NVE under energikoncernen Andel, hvilket betyder, at selskabet nu er en global energivirksomhed med havvind som primært forretningsområde samt strategiske satsninger inden for landvind, grøn brint og solceller. Men det betyder også, at et vigtigt argument for statsligt ejerskab bortfalder. Nemlig argumentet om kritisk infrastruktur: Levering af energiforsyning i et monopollignende marked kræver regulering og helst statsligt ejerskab for at sikre forsyningssikkerhed, rimelige priser, mv.

Hvorfor skal den danske stat eje en del af en global aktør inden for drift af havvindmølleparker? Hvorfor ikke også en global virksomhed indenfor f.eks. elbilområdet eller en medicinalvirksomhed? Eller andre virksomheder der af den ene eller anden grund har forretningsområder, der lige for tiden er politisk sympatiske. Virksomheder, der opererer på markeder, hvor aktørerne generelt er privatejede - såsom markedet for drift af havvindmølleparker - skal staten vel ikke være en del af?

Aktien toppede ca. 7. januar 2021 med en markedsværdi på 570 mia. kr. og er siden faldet 203 mia. kr (36 pct). Det største fald blandt C25-aktierne i perioden. Det skyldes nok dels, at den nye topchef Mads Nipper pr. 1. Januar 2021 har ønsket at få urealistiske høje forventninger i aktiemarkedet fjernet fra start for så senere at kunne levere opjusteringer af resultatforventninger og dermed kursstigning.

Derudover er markedsforholdene inden for havvindområdet blevet mindre favorable, fordi nye aktører - især store olieselskaber - er på vej ind på havvindmøllemarkedet i erkendelse af, at her er et forretningsområde, der på længere sigt er mere lukrativt end deres eget primære, hvilket vil presse salgspriserne og dermed overskudsgraden på projekterne ned. Endelig kan det ikke afvises, at der det seneste års tid har været en form for aktieboble, der er bristet indenfor ESG- aktier inden for bæredygtighedsområdet.

Værdien af statens aktiepost var således 101 mia. kr. højere 7. januar 2021 end 21. juni, hvilket illustrerer betydningen af timing.

Det var bakspejlet - hvad med det fremadrettede? Det gennemsnitlige kursmål på 12 måneders sigt blandt aktieanalytikere er således 1084 - en stigning på 24 pct i forhold til det aktuelle kursniveau i skrivende stund. Med forbehold for sådanne prognosers usikkerhed kan det isoleret set tale for at udskyde aktiesalget måske et halvt års tid eller mere for at øge kursgevinsten, men vel ikke at droppe det. Staten bør jo også udvise godt købmandskab på skatteydernes vegne.

Endvidere kan et behov for en langsigtet investor f.eks. til at understøtte en fremtidig strategisk transformation sagtens opfyldes af f.eks. en pensionskasse eller kapitalfond i stedet for staten. Endelig vil statens provenu ved et aktiesalg kunne bruges til at forbedre de offentlige finanser og bidrage til at betale statens regning for coronakrisen.

Jeg mener således, at der er gode argumenter for et statsligt aktiesalg. Og at et frasalg af hele aktieposten er at foretrække fremfor en reduktion til f.eks. 25 pct. Så signaleres det også, at det ikke er en statslig opgave at være aktieejer i store globale selskaber - Ørsted eller andre.

Steen T. Andersen