EU's CO2-kvoter bør spille nøglerolle i dansk klimapolitik
Prisen på kvoter er steget markant frem mod EU-Kommissionens klimaudspil.
Årets vigtigste klimaudspil kommer midt i juli. Det er EU-Kommissionens ”Fit for 55”, der skal udmønte EU’s mål om at reducere udledningerne i unionen med 55 pct. fra 1990 til 2030.
Desværre er det næsten komplet overset i den isolationistiske danske klimadebat, hvor afgørende en rolle EU spiller, og hvor dårligt det isolerede danske klimamål harmonerer med EU’s klimapolitik.
EU råder over det suverænt mest omkostningseffektive klimapolitiske redskab: CO2-kvotesystemet. Det sikrer, at reduktionerne sker i de sektorer og lande, hvor det er billigst. Det forudsætter dog, at kvotesystemet får lov at stå alene, og kvote-udledningerne ikke udsættes for dobbelt-regulering i form af såkaldt ”command-and-control” med bl.a. subsidier og påbud.
Forventningen er, at Kommissionen vil foreslå en udvidelse af systemet, der i dag primært omfatter udledninger fra storindustri, fly og elproduktion. Det har sammen med skærpelsen af klimamålene i EU fået kvoteprisen til at stige markant – foreløbig til knap 400 kr./ton. Det er en tidobling i løbet af de seneste fire år.
Det er ikke kun medlemslandenes ukoordinerede klimapolitik, som truer kvotesystemets effektivitet. Det gør også EU-Kommissionen, som gerne vil fremstå med et aktivistisk grønt image. ”Fit for 55” risikerer derfor at supplere en reform af kvotesystemet med flere ”command-and-control”-initiativer og mere symbolpolitik.
For Danmark bør det være en vigtig prioritet at få forbedret kvotesystemet mest muligt og at få det integreret i vor egen klimapolitik.
Det vil sige at udvide kvotesystemet – i første omgang med transportsektoren og varmeproduktion. De øgede klimaambitioner bør nås gennem udstedelsen af færre kvoter, og EU bør afstå fra de hidtidige forsøg på at påvirke kvoteprisdannelsen direkte.
Og det vil sige at bruge kvotesystemet til at nå ekstra danske klimamål gennem køb og annullering af kvoter. Desværre er det danske 70 pct.-mål udformet som et rent nationalt mål, som helt ser bort fra, om udledningerne stiger i andre lande. Det er dog aftalt, at man kan drøfte brug af kvotesystemet, hvis målet viser sig svært at nå hen mod 2030.
Det havde været mere effektivt at begynde med at realisere målet ved at annullere kvoter. Vi kunne have købt kvoter op, da prisen var helt nede omkring 30-40 kr./ton. Men selv ved en pris på 400 kr./ton får vi 10 gange så stor CO2-reduktion for pengene som ved at sænke udledningerne fra biltrafikken.
Otto Brøns-Petersen