Fremtidens arbejdsplads er hybrid, men hvad rager det dig?

Fremtidens arbejdsplads er hybrid. Sådan lyder indledningen på mange debatindlæg, artikler, præsentationer i øjeblikket, men hvad betyder det egentlig?

Det seneste år har været en helt ekstrem øvelse i hjemmearbejde, og det har fået en masse til at diskutere, om den arbejdssituation har givet os en forsmag på fremtiden.

Der kan ikke herske tvivl om, at hjemmearbejdet er kommet for at blive, men det må ikke være en forlængelse af den måde, vi arbejdede på under pandemien. For selvom de fleste opdagede, at det rent faktisk fungerede rigtigt godt at arbejde hjemmefra, og det bl.a. gav en række fordele som f.eks. reduktion af spildtid og større effektivitet, er vi sociale væsener. Menneskelig kontakt er afgørende for vores velbefindende, og konsekvenserne ved at sidde alene derhjemme og arbejde under coronanedlukningen har været hårde.

Det bakkes op af en undersøgelse foretaget af Cisco og Dimensional Research, der viser, at størstedelen af medarbejdere vil arbejde hjemmefra otte gange eller mere hver måned. Så hvordan skal kontoret, hverdagen og arbejdslivet tilrettelægges fremadrettet?

Bump på vejen

Jeg ser den hybride arbejdsplads som en fantastisk mulighed, men det kommer ikke til at ske af sig selv. Der er nogle forudsætninger, som skal være opfyldte, før den hybride arbejdsplads bliver en succes.

Vi skal for det første acceptere, at der findes mange hybride modeller. Det er ikke one size fits all. Virksomhedsledere skal lade sig inspirere af andre og vælge det, der virker bedst for lige netop deres virksomhed – og det kan sagtens være noget andet, end de måske umiddelbart troede. Åbenhed blandt ledere er afgørende.

Den hybride arbejdsplads fordrer samtidig, at vi bliver nødt til at designe kontoret med tanke på de kolleger, partnere og kunder, som måske aldrig sætter en fod i kontoret. Det handler både om den fysiske indretning af kontoret, men også om de tekniske løsninger. Når 98 pct. af fremtidens møder vil have mindst én virtuel deltager, kræver det samtidig, at man som arbejdsplads har samarbejdsværktøjer og videoløsninger, der sikrer, at man kan passe sit arbejde sikkert og uden frustrationer.

Vi har nok alle sammen prøvet at deltage i et stort møde, hvor halvdelen sidder i samme lokale med hver deres laptop, mens resten ”ringer ind” hjemmefra eller fra bilen. Det fungerer sjældent særligt godt. De løsninger som virkede under pandemien, hvor alle sad derhjemme, kan ikke blot overføres til den hybride verden.

Til sidst er det afgørende, at ledelsesstilen følger med. Heller ikke ledelsesstilen kan man blot overføre fra pre-corona til post-corona. Den hybride arbejdsplads kræver ledere, som stoler på, at deres medarbejdere udfører deres arbejde, uden de skal kigge dem over skulderen. Ellers har de ansat de forkerte folk. Det handler ikke om, hvor man er om at udføre sit arbejde eller hvor mange timer, man bruger på det. Det er resultatet af arbejdet, der tæller.

Jeg er derfor heller ikke tilhænger af ordninger a la to dage hjemme + tre dage på kontoret. Jeg tror på, at folk selv er de bedste til at planlægge deres egen hverdag – arbejdsmæssigt og privat. Langt bedre end deres leder nogensinde kunne gøre det.

Når der nu er så mange forudsætninger for, at vi kan lykkes med den hybride arbejdsplads, er det så det hele værd? Jeg er ikke i tvivl - det er et rungende ”JA”. Vores samfund, produktionsapparat og services er ændret sig mange gange de seneste 100 år, så hvorfor er det, at arbejdsformen er forblevet den samme? Min påstand er, at de arbejdsgivere som løser opgaven med at etablere en hybrid arbejdsplads bedst - med plads til alle - vil være et stort skridt foran konkurrenterne i kampen om de bedste medarbejdere.

Carsten Videcrantz