Debat

Store virksomheder skal ind på startup-scenen og supplere de kloge penge

Etablerede virksomheder kan sagtens spille en nøglerolle for iværksættere. Men de går sjældent ind i de intelligente partnerskaber, hvor både lille og stor udvikler sig. Danmark har brug for effekten.

I Danmark har vi masser af spændende start-ups med stort potentiale, der søger samarbejdspartnere. Desværre vælger de meget sjældent at opsøge store virksomheder for at indgå et samarbejde. Store virksomheder kan blive meget bedre til at åbne for ’de små’.

Danmark har i allerhøjeste grad brug for iværksætterne og for en livlig startup-kultur, så vi får udnyttet den digitale udvikling og skaber den omstilling mod bæredygtighed og cirkulær økonomi, som er en global topprioritet. Iværksættere, startups og scale-ups bør føle, at de kan komme til de store virksomheder for at finde en god samarbejdspartner. Hvorfor er den mulighed altid sidst på listen efter det offentlige, Business Angels eller en tur i Løvens Hule?

Når en iværksætter eller en opstartsvirksomhed skal udvikle, skalere og drive en virksomhed fra god ide til proof-of-business, kan der netop være masser af hjælp at hente fra andre end mere eller mindre kloge rigmænd. Store etablerede aktører i samme sektor, rådgivere, it-virksomheder eller andre kan have meget at byde på. Men iværksætteren frygter naturligvis, at det hele bliver for tungt og for langsomt, når man som den lille aktør går sammen med f.eks. en global virksomhed.

Kulturel kløft

Som land har vi brug for et opgør med lønmodtagerkultur, sikkerhedstænkning og organisatorisk træghed for at fremavle nye enhjørninge og succesfulde unge virksomheder. Det intelligente partnerskab mellem etableret aktør og ung startup er en mulig vej frem, men det stiller nye krav – især organisatorisk og kulturelt – til den store virksomhed.

Naturligvis er det helt håbløst, hvis man møder en lille startup-virksomhed – eller en scale-up-virksomhed– med 10 advokater og en 100-siders kontrakt. Det ødelægger den hurtige og begejstringsdrevede kultur, som man skal have ind i samarbejdet.

Iværksætteren vil heller ikke drukne i flere organisatoriske lag. De mennesker, man møder, skal kunne træffe beslutninger med det samme og smøge ærmerne op og begynde at levere værdi. Men det er jo krav, vi som ledere i de større virksomheder skal tage imod med kyshånd, for de er direkte værdiskabende for os selv.

Etablerede virksomheders kultur vil blive præget, når den skal tilpasse sig og samarbejde med iværksætterne. Styrken er, at det klargør organisationen til nye og langt mere digitale organisationsformer. Vi har lige været gennem de største, hurtigste og mest fundamentale forandringer i mands minde. Ingen af os tror, at vores organisationer vender tilbage til fortiden. Tværtimod skal vi gentænke, hvordan vi skaber holdånd og effektivitet, samtidig med at vi åbner for mere hjemmearbejde og mere frihed under ansvar.

Risikabel forretningsmodel

Hos os har vi startet en gren i vores virksomhed, som fokuserer på iværksætter-samarbejde. Forretningsmodellen er per definition mere risikabel, end vi er vant til, når vi leverer på en kontrakt til store virksomheder. Vi skal jo tro på ideen og folkene bag, før vi kaster os ind i arbejdet. Gensidig tillid binder os sammen. Ikke en formel kontrakt. Omvendt lærer vi en masse, og vi har en god chance for, at vores investering kommer tifold igen, fordi vi får en stor kunde i fremtiden.

Mange startups tænker i deres digitale setup fra dag 1, og de tænker ofte langt mere radikalt og vildt, fordi de ønsker at skabe en stringent, skalerbar digital løsning. Her er der masser af lære for de etablerede virksomheder, der noget mere tøvende omfavner kunstig intelligens, cloud og avanceret data-analyse. Men den interessante teknologi er den samme hos digitale iværksættere og de største virksomheder.

Den vigtigste forudsætning for partnerskabet er ligeværdighed. Begge parter skal gå all in og være kemisk renset for at sidde og putte med viden. Hvis man ikke vil dele sin viden, går man også glip af viden. Og på mange måder repræsenterer den slags samarbejde en helt anden måde at tænke på.

Jeg vil anbefale nogle flere at tage ved lære af opstarts-virksomhederne. Det kræver en partnerskabstankegang, hvor kloge penge og teknologisk kompetence finder sammen. Danmark har også brug for effekten – både på iværksætterscenen og i form af dynamik hos etablerede, store virksomheder.

Læs også