Partnerskab kan frigøre millioner til øget velfærd
Virksomhederne står klar til at hjælpe det offentlige med at løfte sundhedsvæsenet til gavn for syge og udsatte danskere. Offentligt-privat samarbejde kan betyde en kvart milliard mere til behandlingen i sundhedsvæsenet, skriver Jørgen Utzon, adm. direktør i servicegiganten Coor og medlem af bestyrelsen i DI Service.
Når sundhedsvæsenet skal igang med at indhente den pukkel af behandlinger og operationer, som kombinationen af corona og strejke har givet, så vil vi helt naturligt opleve, at alle taler om de manglende ressourcer i sundhedsvæsenet til at behandle din mor, din søn eller dig selv for noget livstruende. Et synspunkt, som jeg har stor sympati for, da jeg ved, at de ansatte i sundhedsvæsenet knokler for at give os den allerbedste behandling.
Men alt for få taler om, at en del af pengene allerede findes i sundhedsvæsenet.
Vi ville have cirka en kvart milliard ekstra velfærdskroner til utallige operationer, behandlinger og konsultationer af din og min familie, hvis ellers alle regioner konsekvent konkurrenceudsatte serviceydelserne i sundhedsvæsenet, så private servicefirmaer fik lov til at byde på f.eks. rengøring på hospitalernes arealer.
En analyse fra DI viser, at der er alt for stor forskel på, hvor gode regionerne er til at gøre netop det. I Region Syddanmark og Region Hovedstaden konkurrenceudsættes omtrent halvdelen af arealerne.
I den anden ende af skalaen ligger Region Nordjylland, hvor ingen af hospitalerne har konkurrenceudsat rengøringen. I Region Midtjylland er omkring 45 procent konkurrenceudsat, og i Region Sjælland er andelen ca. 18 procent.
Den manglende vilje til at konkurrenceudsætte og derefter bruge pengene der, hvor de gør bedst gavn, gætter jeg på stammer fra fordomme. Vi møder tit holdninger om, at vi i servicebranchen ikke behandler vores ansatte ordentligt, at vi sjusker med uddannelse og vilkår generelt, og at kvaliteten af f.eks. hospitalsrengøringen vil blive dårligere, hvis en virksomhed udfører det frem for kommunen eller regionen selv.
Til det må jeg sige, at intet kunne være mere forkert. Hvis kommuner og regioner selv laver udbud, der handler om andet og mere end laveste pris, så kan vi servicevirksomheder levere exceptionel service med høj kvalitet, høj medarbejdertilfredshed og også høj tilfredshed blandt brugerne på hospitalet til følge.
Så når vi sammen skal samle et nedkørt sundhedsvæsen op oven på mange udfordringer, så lad os give de dygtige ansatte både i sundhedsvæsenet og i de private servicevirksomheder mulighed for at yde deres bedste ved at få det tilskud til behandling og kvalitet, som vi faktisk kan give dem som samfund.
For mig er det en ren no-brainer. Hvad venter vi på?
Jørgen Utzon