Jeg har været på en sær ø i Limfjorden. De vil ikke sælge noget

Ovre hvor jeg bor, nord for København, har vi en leg, der hedder at spille dankort.

Man skal bruge et dankort, der er forholdsvis godt fyldt op. Så går man ind i en forholdsvis dyr forretning eller restaurant og køber noget og kører dankortet igennem. Mennesket, der tager imod ens dankort, siger så helt spontant og gratis »sikke et skønt vejr, hva« eller »ja, sådan en ferie går bare stærkt« eller »så må I ha’ en rigtig god dag«.

Sådan spiller man dankort. Det er et virkelig godt spil, synes mange nord for København. Faktisk det eneste spil, så de tager det med på ferie og alle mulige steder. De peger på noget og siger, at det vil de ha’, og giver dankortet til mennesket, der skal sige skønt vejr og god dag og noget pludder. For sådan er reglerne. I dankort skal den ene part ha’ noget, og den anden part smile og sige noget pludder. Gerne på dialekt, hvis man spiller Udkantsdanmarksferiedankort. Det krydrer.

Virkelig god leg, stærkt koncept, synes os nord for København, for reglerne er til at forstå. Selv med en social intelligens under det niveau, hvor man kan sige tak på de rigtige steder i en samtale og låne en boremaskine ud, kan man spille dankort. God leg.

Men det er også en leg, der kan give problemer. For eksempel hvis man møder et menneske, der klumrer i reglerne eller simpelthen har misforstået pointen. Idiotisk besværligt.

Jeg har lige været i kløerne på sådan en type. Hun passer billetsalget på et lille museum på en stor ø i Limfjorden. Den opgave er enkel, set nord for København.

Altså: Der kommer nogle dankort og vil købe en billet og så skal man sige dejligt vejr og lave noget upselling. Ikke? Sælge de her dankort nogle bøger, billeder, mjød, tæpper, lertøjsfade, sylteglas, tællelys, honningkrukker, opskrifter med kvæde, saltkar i støbejern og uldgarn fra får, der har sovet i ske med en landsbytosse på Vinderup Hede.

»Do twi så pludderas mæ di fowl, og fortsat god dag,« skal man til sidst sige på udkantsdansk og smile bredt, for det kan dankort li’. Så hvisker de bagefter til hinanden: »Hvor er de vilde dog søde, ikke?« »Jo – og vilde«.

Men hende her i billetsalget på det lille museum på den store ø i Limfjorden er helt væk. Hvis hun var blevet udtaget til en håndboldkamp, ville hun nok stille op i gummistøvler.

Første del af kulturmødet går relativt o.k. Hun får penge. Jeg får billetter. Vi spiller altså dankort. Fint. Men så går det galt:

Hun spørger, om hun skal sætte kaffe over. Til 10 kr.

Der er ikke nogen upselling i hendes stemme. Eller noget smil. Klokken er bare tre. Kaffetid. Efter lokal tidsregning.

Nej, hun skal ikke lave kaffe nu, svarer jeg, vi skal rundt og kigge. Eller rundt og rundt. Vi har været her 12 år i træk. I de første år klappede drengene dyr og kørte med tovbane. Nu ser vi udsigt. I forgrunden de bølgende kornmarker ned mod strandengen, så søerne med fugleliv og græssende kreaturer, så blå fjord, så kæmpemøllerne ved Østerild. Bag dem havet.

En time senere kommer hun ned til bænken, hvor vi snakker og tager udsigt ind. Nu har hun altså lavet kaffe. Er beskeden. For man skal have sin kaffe. Efter lokal standard falder man død om uden eftermiddagskaffe. Sort.

Kvinden i billetsalget har altså kaffen klar. Og nu har hun i øvrigt også tænkt sig at låse af, er beskeden, for hvis vi bare vil sidde på en bænk i stedet for at se på gamle harver og storstuemøblering fra 1930’erne, hvorfor skal hun så holde museet åbent? Inklusive salget af bøger, billeder, mjød og så videre.

Nej. Det er rigtigt. Det giver ingen mening. Så vi haster op for at købe dit og dat. Os nord for København kan nemlig godt være i stødet til at spille dankort, når vi mærker en slags ro i kroppen. Men hun slår ud med armene. Sortimentet er stærkt begrænset. Af den grund, som hun siger, at museet lukker med månedens udgang. For altid, hvis tingene ikke ændrer sig. Prøv det større museum i Nykøbing, råder hun.

Tænk sig. Her har man lært at spille dankort. Og så er de ligeglade på et lille museum på en stor ø i Limfjorden.

Anders Heide Mortensen er kommentator på Finans og kommunikationsrådgiver. Cand.scient.pol. og tidligere pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Han kan kontaktes på anders@heidekom.dk.

Anders Heide Mortensen