Debat

Vi kommer ikke uden om den udenlandske arbejdskraft

En markant vækstperiode står for døren. Men kan vi følge med uden nye erkendelser og tiltag om udbuddet af arbejdskraft? Her er fem bud på, hvordan vi øger arbejdskraftudbuddet.

Både virksomhederne og det offentlige mærker det lige nu: Fremtidens udfordring i Danmark er en akut mangel på arbejdskraft, som vi ikke kan klare alene ved en senere pensionsalder.

Problemet er en konsekvens af mindre ungdomsårgange, flere ældre og den markante vækstperiode, vi står over for, som er drevet af indenlandsk forbrug og eksport. Løsningen ligger egentlig lige for: Vi må importere arbejdskraft.

Behovet for at tiltrække udenlandsk arbejdskraft blandes ofte sammen med, at der fortsat er ledighed i Danmark. Men det er en misforståelse, at ledige skal i arbejde, før udlændinge kan komme til, for ledigheden er så lav, at den relevante arbejdskraft ofte ikke er til stede.

Jeg er godt klar over, at det i disse år er svært at plædere for en kraftig import af arbejdskraft. Men det er ikke desto mindre det, vi har brug for.

Mads Váczy Kragh, direktør i Erhvervshus Sjælland

Store anlægsprojekter mangler akut håndværkere, og her kan man ikke bruge en medarbejder, der ikke har de rette eller bare et gran af håndværksmæssige kvalifikationer. Det samme gælder i ingeniørfagene og på områder, hvor der er behov for it-kompetencer. Igen fag, hvor man ikke går fra ledighedskøen ind i et arbejde uden de nødvendige kvalifikationer.

En stor del af vores ledige er ”skifteledige” og har i forbindelse med jobskifte en meget kort periode med ledighed. De står derfor ikke til rådighed for arbejdsmarkedet, men er på vej mod et nyt job.

Samtidig er det velkendt, at en del af de resterende ledige har andre udfordringer end ledighed; misbrugsproblemer, psykiske problemer og andet. Dem skal vi passe på og skånsomt få tilbage på arbejdsmarkedet, men det er naivt at tro, at denne gruppe ledige med et snuptag bliver en del af det ordinære arbejdsmarked.

Det er en misforståelse, at ledige skal i arbejde, før udlændinge kan komme til, for ledigheden er så lav, at den relevante arbejdskraft ofte ikke er til stede.

Mads Váczy Kragh, direktør i Erhvervshus Sjælland

Jeg er godt klar over, at det i disse år er svært at plædere for en kraftig import af arbejdskraft. Men det er ikke desto mindre det, vi har brug for. Og vi har faktisk gode muligheder for at tiltrække og holde fast i den kvalificerede arbejdskraft.

Her er fem bud på, hvordan vi tiltrækker og fastholder udlændinge:

1. Reformér SU-systemet. Danmarks SU-system tiltrækker rigtig mange studerende fra udlandet, som efter endt uddannelse desværre rejser hjem igen. Vi kan holde på flere af dem, hvis SU fungerer som et lån, som eftergives, når man har arbejdet 3-5 år i Danmark. Det kunne gælde både for danske og udenlandske studerende. Det vil give os dygtige unge, som har et kraftigt incitament til at blive og arbejde i og for Danmark.

2. Udvidelse af forskerordning. Det danske skattesystem kan virke afskrækkende for dygtige udenlandske medarbejdere, der i en kortere årrække skal arbejde i Danmark. Det har vi for de højtlønnede og forskerne klaret med forskerordningen. Denne ordning kan udvides til også at omfatte medarbejdere med et lavere lønniveau f.eks. håndværkere, it-folk, nyuddannede ingeniører mv. Jeg er godt klar over, at det kan være kontroversielt, men det er vigtigt at påpege, at denne ordning kun omfatter medarbejdere, som ikke slår sig fast ned i Danmark.

3. Målrettet efteruddannelse og sprogtræning. I alle fag, hvor vi mangler arbejdskraft, bør der laves målrettet efteruddannelse og sprogtræning, så vi sikrer en smidig indføring til kravene på det danske arbejdsmarked. Husk at rigtig mange østeuropæiske håndværkere er blevet integreret på det danske arbejdsmarked inden for byggefagene, så det er bestemt ikke umuligt.

4. Hold fast i dem, som er her. Enhver virksomhed ved, at det er langt billigere at fastholde en medarbejder end at skaffe en ny. Men en del udlændinge, der arbejder i Danmark, har svært ved at falde til og tager derfor hjem før tid. Gennem tiden har forskellige organisationer arbejdet med den dagsorden, og der er behov for, at det igen kommer på radaren.

5. Gulerod til flygtninge der kan og vil. En opholdstilladelse baseret på, at man er i arbejde under ordnede forhold, vil være en gigantisk gulerod for mange flygtninge. Hvis flygtninge i Danmark har vist, at de både kan og vil det danske sprog, dansk kultur og det danske arbejdsmarked, ja så giver det supergod mening at holde fast i denne arbejdskraft, også når situationen er normaliseret i hjemlandet.

Vi har med andre ord behov for at gentænke vores behov for udenlandsk arbejdskraft og i visse tilfælde også forbedre reglerne, så de åbner for mennesker, som både vil og kan bidrage til det danske arbejdsmarked.

Derfor må vi straks gøre op med den tankegang, at udenlandsk arbejdskraft er en negativ ting, og i stedet arbejde på at tiltrække arbejdskraft udefra. Og vi skal gøre det dygtigt, for lige nu står vores nabolande med samme udfordring.

Vi skal derfor ikke bare kunne tiltrække folk udefra, vi skal også kunne konkurrere med vores nabolande om de samme folk. Det er faktisk forudsætningen for, at vores børns forsørgerbyrde ikke bliver uoverskuelig i fremtiden.

Læs også
Top job