Debat

Det behøver ikke blive alt for let at spekulere

Med de mange netbaserede handelsplatformer er det let at investere sine penge. Men er det blevet for let?

Internettet har gjort uendeligt mange ting hurtigere og nemmere. Lige fra at booke flybilletter til at købe hus. Det mener vi normalt er en ubetinget god ting. Men ulempen er, at det kan gå for hurtigt; man når ikke altid at tænke sig om.

Det gælder også, når vi taler investering. De seneste år er den ene netbaserede handelsplatform efter den anden poppet op både i Danmark og udlandet. Etoro, Revolut, Lunar, Saxo, Nordnet for at nævne nogle stykker. De er typisk både billige og brugervenlige; man kan nærmest stå i kasse-køen i supermarkedet og investere på mobilen, hvor man måske ellers ville gå på Facebook eller checke e-mails.

Og det gør folk så.

Jeg faldt over nogle tal i forbindelse med børsnoteringen af Robinhood, en amerikansk investeringsplatform. De viser, at brugerne hos Robinhood har investeret omkring 80 milliarder dollars. Et tal, der åbenbart er vokset konstant, siden platformen åbnede tilbage i 2013.

Samtidig viser tallene for 2020, at Robinhood har haft en omsætning på cirka én milliard dollars. Sætter vi det tal i forhold til den investerede formue, får vi det resultat, at platformens brugere i gennemsnit har betalt gebyrer og omkostninger svarende til 1,3 procent af den investerede formue. Hertil kommer kursspænd ved handel og administrationsomkostninger, al den stund nogle af pengene investeres i ETF’er og andre fonde.

Tallene viser også, at 47 procent af brugerne logger på dagligt. Det lugter mere af spekulation end af langsigtet investering, når vi holder det op mod 1,3 procent i årlige omkostninger, som er svimlende højt for en selvbetjeningsløsning.

Det kunne være interessant at se tal fra de handelsplatforme, danskerne bruger mest. Jeg tvivler på, at de ville vise noget helt andet end tallene fra Robinhood.

Man må endelig ikke misforstå mig. Jeg synes det er fantastisk, at de internetbaserede handelsplatforme har gjort det let og billigt at investere. Det giver almindelige mennesker nogle muligheder, de ikke havde for bare få år siden, dengang bankerne var alene om markedet.

Men folk har gavn af at bruge de nye muligheder fornuftigt. Det vil sige at lade være med at spekulere, og i stedet investere langsigtet i virksomheder, der tjener penge, fordi de gør nytte for deres kunder.

Pointen for mig er, at de nye handelsplatforme er et forrygende værktøj. Men når der ingen er til at hjælpe med investeringerne, kan en del af brugerne godt komme til skade med værktøj, de ikke har lært at bruge ordentligt.

Gode investeringsvaner kommer ikke af sig selv, og ubevidst inkompetence kan let blive en dyr fornøjelse. Det siges dog, at det man ikke ved, har man ikke ondt af. Da det i sig selv er svært at gøre op, om man har fået et fornuftigt risikojusteret afkast på finansmarkederne, er det nok de færreste af platformenes spillefugle, der hænger med næbbet.

Læs også