Serier

Politikerne har dårlige incitamenter til krisehåndtering

Coronapandemien banede vej for usete lempelser af den økonomiske politik. Det hurtige opsving viser, at det var en fejl.

Corona rammer verden

I begyndelsen af 2020 var det omdiskuteret, hvilken slags økonomisk tilbageslag coronaepidemien ville udløse. Vi var nogle, som pegede på, at der var tale om et såkaldt ”udbudschok”.

Det er en krise, som aktiv økonomisk politik ikke kan gøre så meget ved, men som heldigvis ofte er kortvarig. Andre frygtede et ”efterspørgselschok”, som kunne komme til at trække lange spor. Den slags chok kan efterspørgselspolitik til gengæld under visse omstændigheder bedre gøre noget ved.

Allerede i løbet af efteråret var det tydeligt, at der var tale om et udbudschok. Økonomierne reagerede hurtigt og positivt, da nedlukningerne og smittespredningen faldt hen over sommeren, med store stigninger i 3. kvartal 2020. Og vi har igen set store vækstrater i 2. kvartal i år, da epidemiens greb blev mindsket. Det gælder også i Danmark.

Ikke desto mindre har regeringer og ikke mindst centralbanker forsøgt at stimulere efterspørgslen med lempelig finans- og pengepolitik. Danmark har ”importeret” ECB’s lempelige pengepolitik som en uundgåelig konsekvens af fastkurspolitikken. Men der er spædet til med udgiftspolitiske initiativer. Så sent som i maj blev den sidste ”pakke” aftalt.

Koret af stemmer, som frygter ”overophedning”, er imidlertid begyndt at tage til i lydstyrke.

Det er ikke kun i Danmark, at finanspolitikken er blevet lempet. I USA har præsident Biden ligesom sin forgænger ikke ladet chancen for at bruge penge gå fra sig. Centralbanken Federal Reserves pengepolitik er fortsat lempelig, trods en acceleration i inflationen. I EU er der netop givet grønt lys til mange af de nationale ”genopretningsplaner”, som unionen har optaget store lån til.

Vi har længe vidst, at konjunkturerne er svære at finstyre, selv under politiske beslutningstagere med den bedste vilje. Men mindst lige så vigtigt er det, om politikerne har incitamenter til at træffe de rigtige beslutninger. Det viser krisehåndteringen, at de ikke har. Hvis penge ser ud til at være gratis, kan fristelsen og den politiske konkurrence gøre det umuligt at stå imod.

Det er netop den erkendelse, som har ledt til indførelsen af institutionelle barrierer. EU har budgetregler, landene skal overholde. Centralbankerne er uafhængige, men med mandater de skal opfylde. Begge dele er blevet svækkede eller direkte suspenderede under coronakrisen. Der kan være grunde til, at de skal kunne fraviges i ekstreme situationer, men det tyder altså på, at det denne gang har banet vejen for en overreaktion.

Vi bør hurtigst muligt tilbage til regelbaseret økonomisk politik.

Læs også