Lavere dagpenge til nyuddannede får blomsten af Danmarks ungdom i job
I gennemsnit udgør ledighedsprocenten 30 pct. for nyuddannede akademikere. Det nærmest kalder på lavere dimittend-dagpenge.
Ole Just, cheføkonom i HK, stiller i et indlæg på Finans 24/8 spørgsmålstegn ved Cepos’ beregning af effekterne af Venstres forslag om lavere dimittend-dagpenge, dvs. dagpenge til nyuddannede. Venstre foreslår bl.a., at dimittend-satsen nedsættes fra 13.800 kr. til 9.500 kr. for ikke-forsørgere.
Cepos har regnet på Venstres forslag. På baggrund af Finansministeriets seneste beregninger lander vi på en beskæftigelseseffekt på 5.700 personer og en forbedring af de offentlige finanser på 1,7 mia. kr. Når Ole Just ikke kan forstå vores resultat, er det fordi han ved en fejl har fat i nogle gamle beregninger fra Finansministeriet.
Finansministeriets nyeste beregninger om lavere dimittend-dagpenge viser, at hvis man sænker satsen til 7.500 kr., øges beskæftigelsen med hele 8.700 personer, mens de offentlige finanser forbedres med 2,6 mia. kr.
Der er i dag 21.000 dimittend-ledige. Det indebærer, at Finansministeriets beregning viser, at hele 40 pct. af dimittendledigheden kan fjernes, hvis satsen nedsættes til 7.500 kr. I notatet fra Finansministeriet fremgår det også, at effekterne er opjusteret ift. tidligere beregninger på baggrund af nye oplysninger. Det er med dette udgangspunkt, at vi har regnet på Venstres forslag om lavere dimittend-dagpenge.
I gennemsnit udgør ledighedsprocenten 30 pct. for nyuddannede akademikere. Det nærmest kalder på lavere dimittend-dagpenge. Det kan ikke forsvares, at de nyuddannede fra universiteterne kan gå fra godt 6.000 kr. i SU til en dagpengesats på næsten 14.000 kr. om måneden. Desuden er der ingen andre lande i verden, hvor man kan gå direkte fra universitetet og ind i dagpengesystemet.
Det er bemærkelsesværdigt, at nyuddannede arkitekter har en ledighedsprocent på over 44 pct., mens nyuddannede magistre inden for samfundsvidenskab og humaniora har en ledighedsprocent på hhv. 40 og 43 pct. det første år efter endt uddannelse. Men selv blandt nyuddannede civilingeniører og cand.merc’er ligger ledighedsprocenten på 27 og 25 pct.
Fælles for alle disse unge er, at de er særdeles stærke og veluddannede, og at de sagtens kan tage et af de mange ufaglærte job, der er ledige i Brugsen, på caféen eller hotellet. Derfra kan man så søge sit drømmejob som akademiker. Ved lavere dimittend-dagpenge kan det forventes, at nyuddannede også begynder at søge akademikerjob, der ligger længere væk fra de store uddannelsesbyer, og at man bliver mindre kræsen med hensyn til valg af job efter universitetet.
Venstres forslag er rigtig godt. Jeg ser dog gerne, at dimittend-satsen kommer endnu længere ned, f.eks. til 7.500 kr. Lavere dimittend-dagpenge er en af de mest lavthængende reformfrugter. Beskæftigelseseffekten er stor, de unge er særdeles ressourcestærke, og der er masser af ledige job.
Jeg kritiserer ikke de unge nyuddannede, der er på dimittend-dagpenge. Jeg kan sagtens sætte mig ind i, at det ikke er alle, der gider at tage et hårdt job bag kassen i Netto, når man nu kan få 14.000 i dagpenge. Det er dimittend-dagpengene jeg kritiserer. De er alt for høje.
Mads Lundby Hansen