Debat

Bristede boligdrømme, snydepelse og en minister der blunder

Når vi rammer sensommeren, begynder boligsæsonen, specielt for de unge. Samtidig er dette også storsæson for de boligsvindlere, der udnytter de unges uerfarenhed. Problemet kan løses, og det begynder i boligministeriet.

I begyndelsen af august blev årets største boligjagt skudt i gang. 67.425 unge fik besked om, at de er kommet ind på et videregående studium. Desværre er august også årets største jagtsæson for boligsvindlere.

Svindlerne kender jeg udmærket som advokat. Dem der for eksempel negler de unges lejedepositummer og på den måde scorer 20.000 kroner. Det er der mange eksempler på hvert eneste år, og jeg synes det er uholdbart i et retssamfund.

Jeg vil gerne hjælpe boligminister Kaare Dyvad Bek med at ændre på det og har en løsning, der kan realiseres i morgen. Det kræver en lovændring, som fylder en linje. Den burde været til at få vedtaget i Folketinget, da den både er gratis for statskassen og lejeparterne.

Mit forslag er, at det fremover skal være en uvildig tredjepart, der opbevarer depositummet i lejeperioden. Derved får vi flyttet depositummet uden for rækkevidde af de snydepelse, som går efter unge mennesker, der ikke kender den by, som de skal flytte til eller lejelovgivningen.

Der er i hvert fald behov for at tænke i nye baner for at komme svindlen med depositummer til livs.

I foråret kørte en avis en artikelserie om “Det rådne boligmarked”. Et af flere groteske eksempler var en sag, hvor 12 yngre lejere på Frederiksberg blev franarret depositummer for samlet 300.000 kr. ”Jeg gik ud fra, at han ikke kunne og måtte røre pengene til for eksempel at betale sin tandlægeregning,” sagde en af lejerne til BT den 8. marts.

Lejeren ramte med de ord noget principielt: I Danmark er det i reglen udlejeren, der opbevarer lejerens depositum. I gennemsnit 20.000 kroner som udlejeren har som sikkerhed, hvis lejeren f.eks. ødelægger noget eller flytter før end det er aftalt.

Desværre er det også en fristende sum penge for svindlere. Derfor ser vi hvert år mange sager om svindel med udlejning. Den rammer især de unge, der flytter til en by, hvor der er boligmangel.

“Her er så stille nu”, lyder det i en kendt sang med Lis Sørensen. Det samme kunne jeg sige om Kaare Dybvad, der som svar på artikelserien i nævnte avis sagde, “Det skal vi have stoppet”.

Det var i marts. Jeg kan endnu ikke få øje på, hvad ministeren siden har gjort, som for alvor vil komme den svindel til livs. Eller nedbringe de mange konflikter på lejemarkedet. Omkring 5000 sager er der årligt i huslejenævnene og 1000 sager kører ved domstolene. Og det er formentlig toppen af isbjerget.

Som advokat møder jeg yngre lejere, der opgiver på forhånd. Også selvom de kunne vinde en sag mod deres udlejer. For at hyre en advokat er sjældent på budgettet for en studerende. De tør ikke tage risikoen for at tabe, selv når de bliver svindlet.

Derfor mener jeg det er på tide at gøre op med at depositummet ryger ind på udlejerens konto. Der er brug for en lovændring i stil med den Storbritannien gennemførte for 17 år siden. Der skal depositummet opbevares hos en uvildig tredje part.

Derved får vi fat ved nældens rod og hjælper de omkring 300.000 danskere, som lejer deres private boliger ud. De mange udlejere, der gerne vil gøre det på en fair og ordentlig måde. De eneste som taber på løsningen er et mindre antal svindlere.

Det vil som en bonus mindske presset på domstolene og de kommunale huslejenævn. Dermed sparer de penge, som stat og kommuner kan bruges til andre vigtige formål. Der kære Kaare Dybvad Bek:

Det er urimeligt at et ukendt antal boligsøgende hvert år trækker sorteper på boligmarkedet. Lad os mindske konflikterne mellem lejer og udlejer og gøre svindel med depositum til fortid. Hvad med en løsning, som fungerer godt i Storbritannien og ikke vil koste skatteyderne en krone?

Læs også