Serier

Disney styrer på Facebook

Nyt forskningsstudie giver os en tiltrængt påmindelse om, at Facebook og andre sociale medier ikke bare bliver brugt til fake news og højreekstremistisk indhold.

Corona rammer verden
Foto: Bloomberg/Gabby Jones

Facebook har annonceret, at det sociale medie har fjernet flere end 20 millioner posts, som indeholder misinformation om covid-19 på Facebook og Instagram.

Udmeldingen kommer efter år med intens kritik af fake news og politisk ekstremistisk indhold på de sociale medier. Hvor bekymringerne om, hvorvidt folkestemningen og demokratiet bliver påvirket af løgne og had, kan synes rimelige, har det dog været med til at fjerne opmærksomheden på, at sociale medier også bliver domineret af kommercielt indhold fra nogle af verdens største virksomheder.

Siden 2018 har Facebook givet udvalgte forskere begrænset adgang til dele af deres enorme datamængder, og den ene af denne artikels forfattere har været en del af en international forskergruppe, som har fået indsigt i de mest sete opslag.

På baggrund af Facebooks data har forskergruppen for nyligt offentliggjort en Top 10 over det mest sete indhold i USA, Storbritannien og 27 lande i EU, deriblandt Danmark.

På ranglisterne er det både svært at få øje på falske nyheder og politisk ekstremt indhold. Derimod er underholdning som f.eks. musik og humoristiske videoer samt kommercielle reklamer lette at finde. Det mest sete opslag i mange af de store lande, deriblandt Tyskland, Storbritannien og Frankrig, er en Disney-reklame.

I Danmark topper den også Top 10-listen med flere end 4 millioner visninger. I Danmark har vi tilsyneladende også en forkærlighed for quizzer; både Indfødsretsprøven og en musikquiz er at finde på listen, hvor de traditionelle mediers nyheder om corona-epidemien også er repræsenterede (hvilket ikke er overraskende, fordi data er fra 2020).

Det eneste opslag på den danske rangliste, som smager af lidt af fake news, er historien Chokmåling: En halv million danskere klogere end Sundhedsstyrelsen. Den stammer fra satiremediet Rokokoposten, som dog åbnet vedkender sig, at deres nyheder er fiktive og som derfor ikke er klokkeklare distributører af fake news.

Top 10-listerne gør det ikke mindre relevant at stoppe udbredelsen fake news og andet ekstremt indhold, og vi mener ikke, at vi nu skal fokusere mere på Mickey Mouse end på Donald Trump. Men studiet bør give anledning til at åbne en diskussion, som handler om, at de sociale medier, som bryster sig af at være demokratiske, også er kommercielle platforme, som meget effektivt gør det muligt at blive set, såfremt budgettet er stort nok.

Læs også