Regeringen skruer op for den varme hane og smider en kold spand vand på iværksættere
Regeringen har med deres nye udspil ønsket at forbedre mulighederne for iværksættere i Danmark, men alt er ikke guld og grønne skove - nærmere gift.
Regeringen ønsker gennem udspillet ”Danmark kan mere 1” at forbedre iværksætternes muligheder for kapital og udvikling ved at oprette Danmarks Investeringsfond, som samler de tre eksisterende statsfonde Vækstfonden, EKF – Danmarks Eksportkredit og Danmarks Grønne Investeringsfond. Den nye superfond får samtidig øget kapitalgrundlaget med knap seks milliarder kroner varigt.
Det lyder meget godt med iværksætterøjne, indtil man kigger på et af de andre forslag i selvsamme reformudspil, nemlig at regeringen samtidig vil hæve aktiebeskatningen fra 42 pct. til 45 pct. Det vil være gift for iværksættermiljøet, da private investorers incitament til at bruge opsparet kapital i iværksættere forringes.
De skattemæssige vilkår for aktier er allerede i dag overhovedet ikke konkurrencedygtige i forhold til nabolandene omkring os. Ifølge en undersøgelse fra Cepos ligger Danmark allerede i dag på en næstsidste plads i OECD i denne sammenhæng, og regeringens udspil trækker altså endnu længere i den tunge ende.
I Ingeniørforeningen IDA repræsenterer vi grundlæggende iværksættere inden for teknologi og naturvidenskab. Kendetegnet ved disse iværksættere er et usædvanligt positivt udviklingsforløb set i forhold til andre generelt. De vokser hurtigere med hensyn til jobs, omsætter for mere og eksporterer tidligere.
Denne type af iværksættere vil vi gerne have flere af i Danmark, og jeg tænker, det også er den type iværksættere, regeringen tænker på, når der i udspillet nævnes nye virksomheder inden for grønne områder som fangst og lagring af CO2 eller videreudnyttelsen i Power-to-X-teknologier.
Det er altså tudedumt med en øget aktiebeskatning, da det netop kan give mindre privat kapital til blandt andre de iværksættere, regeringen ellers virker til at ønske flere af.
På den positive side står tilbage, at det nok kan være en rigtig fornuftig idé at ryste posen i det offentlige fondssystem, så længe vi fastholder de positive elementer, der er i de tre fonde i dag. Især fra Den Grønne Investeringsfond og eksportkreditterne er der skabt vigtige muligheder for mange af vores medlemmer.
Den nye superfond bør være mere risikovillig og tålmodig, end fondene har haft tradition for. Det gælder særligt over for de iværksættere, som bygger deres forretning på fysiske produkter, da de ofte er meget forskningstunge og dermed har en lang udviklingshorisont. Det kan eksempelvis være iværksættere inden for det grønne område og biotek/sundhed. Men også andre teknologi- og naturvidenskabelige områder.
I iværksætter- og investormiljøet opleves det indimellem, at de nuværende offentlige fonde – eksempelvis Vækstfonden – ikke er langsigtet nok i deres investeringsprofil, og fondene derved for hurtigt har fokus på afkast og et salg af iværksættervirksomheden til private investorer fra ind- og udland.
Den nye superfond bør i højere grad have forståelse for teknologi- og naturvidenskabstunge iværksætteres egentlige behov, og i mindre grad tænke i overskud og videresalg på den korte og mellemlange bane.
Det er naturligvis prisværdigt, at de offentlige fonde har et særligt fokus på klimaudfordringerne. Men det er samtidig vigtigt, at der også er nok offentlig kapital til perspektivrige iværksættere på områder, der endda i mange tilfælde har klare snitflader til klimaet, eksempelvis bioteknologi og fødevareteknologi.
Der er altså skruet op for den varme hane og samtidig smidt en spand kold vand fra regeringen, og vi lander derfor på en lunken modtagelse af reformudspillet, når det gælder iværksætterområdet.
Men meget kan heldigvis ske under de kommende forhandlinger på Christiansborg, og vi er trygt forvisset om, at vi alle har samme mål – nemlig at Danmark skal være et bedre sted at leve og drive virksomhed, end det er i dag.
Per Diget