Kapitalafkast kommer ikke af at sidde på sin flade

Hvordan kan det være, at man bliver beskattet lempeligere af penge, man har fået for at sidde på sin flade end ved at knokle på sit arbejde? Det har mange svært ved at forstå. Og det er nok derfor, at politikere søger at hente popularitet ved at øge skatterne på kapitalafkast. Regeringen har endnu en gang lagt et forslag på bordet om at øge de højeste skattesatser på aktie- og renteindkomster.

Problemet er, at præmisserne for spørgsmålet er gale.

For det første er den højeste marginalskat på kapital ikke lavere end på arbejde. De nominelle satser på ca. 42 pct. er lavere (marginalskatten på arbejde er 56,5 pct.), men de rammer hele afkastet - også den del, som kompenserer for inflation. Den rigtige måde at måle beskatningen på er at sammenligne med realafkastet. Gør man det, er netop de satser, som regeringen vil øge, væsentligt højere end skatten på arbejdsindkomst. F.eks. vil et afkast på 4 pct. og en inflation på 2 pct. medføre en realbeskatning på ca. 84 pct.

Faktisk kan man finde realbeskatning af kapital, der er lavere end skatten på arbejde. Afkast i en pensionsordning bliver realbeskattet med 30,6 pct. (ved samme inflation og afkast). Regeringen vil altså øge spændet mellem satserne på forskellige slags afkast, hvilket er samfundsøkonomisk skadeligt.

For det andet er kapitalafkast ikke skat af at ”sidde på sin flade”. Det er først og fremmest kompensation for at udskyde sit forbrug og i stedet lade andre anvende ens opsparing - f.eks. til at investere i produktion. Beskatning af kapitalafkast er typisk dobbeltbeskatning af indkomst, der allerede er beskattet én gang som løn.

Opsparing er et af de motiver, vi har for at arbejde, og derfor hæmmer beskatning af opsparing også incitamentet til at arbejde. Det er således et veletableret resultat i skatteøkonomi, at kapitalafkast ikke bør beskattes. Det gælder overraskende nok selv i et skattesystem, som søger at omfordele indkomst!

Kapitalafkast kan også være betaling for at løbe en risiko. Mange overser, at f.eks. kapitalgevinster på aktier eller boliger ikke bare er ”penge lige ned i foret”. Det kan sagtens ende med et tab; pengene kommer ikke automatisk af at sidde buksebagen blank.

Regeringen hævder, at den blot fører beskatningen tilbage til forholdene før 2010. Rent bortset fra at det ikke er noget argument i sig selv, er det heller ikke rigtigt. Inden da var kapitalgevinster på ”blåstemplede” obligationer skattefri, hvad regeringen ikke agter at genindføre. Omlægningen i 2010 gjorde kapitalbeskatningen lidt mindre uensartet. Modsat hvad den siddende regering planlægger.

Otto Brøns-Petersen, Analysechef i Cepos