Debat

Er Nationalbanken sat skakmat af fastkurspolitikken?

Pengepolitikken har alene til formål at fastholde kronens kurs over for euroen. Men eurorenten, og dermed også kronerenten, fastsættes af ECB. Nationalbanken er lagt i en spændetrøje.

Det Systemiske Risikoråd henstillede i juni til regeringen om at begrænse boligejernes adgang til at finansiere sig med afdragsfrie lån. I Danmark bryster vi os af et unikt realkreditsystem. Efterhånden var vi kommet dertil, at husejere kunne optage et afdragsfrit lån og modtage en negativ rente fra långiver mod at stille et pant til rådighed.

Ekstremt lempelige finansieringsvilkår, der har ført til stærkt stigende priser på fast ejendom og aktier, kombineret med udsigten til en hurtig økonomisk genopretning udgør efter rådets opfattelse grobund for "opbygning af risici".

Det er tankevækkende, at rådet anser et regeringsindgreb for påkrævet for at afholde realkreditinstitutterne fra at gøre skade på sig selv – og boligejerne.

Regeringen deler ikke rådets bekymring. I alt fald vil den for nærværende ikke gribe ind. Regeringen vurderer udviklingen på boligmarkedet for mere stabil, og økonomien hos danske boligejere og i den finansielle sektor anses for robust og stabil. Men, tilføjes det beroligende, regeringen vil følge udviklingen tæt. Ro på, Far er hos jer.

En uge efter erhvervsministerens afvisning forelå Risikorådets replik: Rådet, der konstaterer, at regeringen har undladt at adressere systemiske risici som følge af afdragsfrihed til højt forgældede boligejere, vurderer på den baggrund, at boligmarkedet fortsat vil være en kilde til systemiske risici for samfundsøkonomien og det finansielle system.

Abespillet er i gang.

Men nu indtraf et antiklimaks. To dage efter, at Lars Rohde som formand for Det Systemiske Risikoråd havde dadlet erhvervsministeren for at sidde med hænderne i skødet, meddelte Rohde, nu som formand for Nationalbankens direktion, at banken nedsætter sine rentesatser.

Natio­nalbankens indlånsrente er herefter -0,60 pct., mens udlånsrenten er -0,45 pct. Men hvis afdragsfrihed er en kilde til systemiske risici, så gælder det samme vel for negative renter.

Federal Reserve og den tidligere centralbankchef Alan Greenspan, ærkeliberalisten, slog sidst i 80’erne ind på en meget aktivistisk pengepolitik. Siden er centralbankerne gang på gang blevet taget som gidsler af ”markedet” – dette mangehovede uhyre.

Greenspan blev kendt for med ekstremt lave renter at holde hånden under aktie- og ejendomsmarkedet, når et sammenbrud truede. Forholdet, der blev kendt som the ”Greenspan Put”, førte til moral hazard. Investorerne opbyggede enorme risici i tillid til, at Federal Reserve ville træde til, hvis det blev nødvendigt.

I oktober 2008 brast boblen.

Længe anså Den Europæiske Centralbank (ECB) det for sin opgave at sikre stabile priser – dvs. en inflation på "ikke over 2 pct." Når inflationen gik gennem loftet, satte ECB ind med renteforhøjelser.

Men ak, alting er som forandret. Nu bestræber ECB sig på at sikre en inflation på "ikke under 2 pct." Og det gør banken med negative renter, p.t. -0,5 pct.

Nu er inflationen i euroland over 2 pct. I september var forbrugerpriserne over et år steget med 3,4 pct. – det højeste niveau siden 2008. Og hvad gjorde så ECB? Ingenting.

Nok mener ECB, at priserne vil stige yderligere de kommende måneder, men inflationen anses for midlertidig, oplyser Christine Lagarde, ECB’s præsident.

Godt så.

Men mon ikke der Hund liegt woanders begraben? ECB er blevet taget som gidsel af middelhavslandene anført af Italien.

Her er Mario Draghi premierminister. Som Lagardes forgænger i embedet stod Super Mario fadder til de negative renter og ECB’s enorme opkøb af obligationer. ECB, der opkøber italienske statsobligationer til en 10 års rente på mindre end 1 pct. p.a., sidder i dag på 23 pct. af den italienske statsgæld mod blot 5 pct. af en langt mindre gæld så sent som i 2015. Italien står og falder med ECB.

Og Danmarks Nationalbank? Nationalbanken nedsatte den 1. oktober renten på baggrund af bankens køb af valuta i markedet, som det lakonisk hedder i pressemeddelelsen.

Det havde været tættere på sandheden, om Nationalbanken havde oplyst, at den havde solgt danske kroner i markedet (for at det ikke skulle komme til en stigning i en kunstigt lav kronekurs).

Vi hægtede os i 1982 på Europas stærke valuta – den tyske mark, der i 2002 blev udskiftet med euroen. Danmark har siden 1982 fået en stærk økonomi. Men nu viser det sig, at kursen på euroen, og dermed også på den danske krone, er bestemt af udviklingen i middelhavslandene – ikke i Tyskland. Og hvad gør vi? Vi sidder og ser til, mens der opbygges risici som følge af en negativ rente.

Man kunne få det indtryk, at vi i misforstået solidaritet med eurolandene og det europæiske projekt fastholder en uændret kurs over for euroen.

Men det er ikke solidarisk at fastholde en kunstigt lav valutakurs. Det er en beggar-thy-neighbour-politik. Vi lukrerer på en svag økonomi i middelhavslandene, der døjer med en for høj valutakurs.

Læs også