Serier

110.000 grunde til at skaffe flere hænder til virksomhederne

Med 110.000 forgæves rekrutteringer er der ingen tvivl om, at mangel på medarbejdere er dansk økonomis største problem. Et problem, som kræver politisk handling her og nu.

Corona rammer verden

110.000 forgæves rekrutteringer. Sådan lyder tallet i den nye rekrutteringsundersøgelse fra Beskæftigelsesministeriet, som blev offentliggjort i weekenden. Det svarer til, at næsten hver tredje af virksomhedernes forsøg på at rekruttere en ny medarbejder var forgæves. Virksomhedernes mangel på medarbejdere er på det højeste niveau siden foråret 2008, hvilket sætter en tyk streg under, at mangel på arbejdskraft er dansk økonomis største udfordring.

De 110.000 forgæves rekrutteringer er for perioden december 2020 til maj 2021, som var en periode, hvor Danmark var delvist lukket ned på grund af corona-pandemien. Danmark er nu åbnet helt op. Derfor vil antallet af forgæves rekrutteringer sandsynligvis stige de kommende måneder, hvilket en række andre nøgletal også peger på. Virksomhedernes rekrutteringsudfordringer kan altså hurtigt gå fra at være alarmerende høje til at være katastrofalt høje.

Mangel på arbejdskraft på arbejdskraft er udbredt i næsten alle brancher. Værst ser det ud i hoteller og restauranter. Under corona havde hotellerne og restauranterne tomme værelser og borde på grund af nedlukninger og restriktioner, nu er sengene og bordene tomme på grund af mangel på medarbejdere. Coronakrise er blevet til rekrutteringskrise. De tørrer tal fortæller, at hele 51 pct. af rekrutteringsforsøgene i hotel- og restaurationsbranchen var forgæves, og at der i alt mangler 5.700 kokke og tjenere.

I byggeriet er situationen den samme, men her har der under hele pandemien været fart på og mangel på arbejdskraft. Nu er manglen på medarbejdere blot tiltaget til nye højder og ligger på linje med niveauet under finanskrisen. Hele 43 pct. af virksomhedernes forsøg på at finde nye medarbejdere var forgæves i byggeriet, hvor der mangler 6.600 tømrer, elektrikere, murere, vvs’ere og malere.

Mangel på medarbejdere er ikke kun et problem for virksomhederne men også en udfordring for den offentlige sektor, hvor der mangler sygeplejersker, pædagoger og SOSU’ere. Med den nuværende mangel på arbejdskraft vil regeringen have svært ved at realisere deres ønske om flere sygeplejersker og pædagoger.

Vi får ikke udnyttet det fulde potentiale af opsvinget, når virksomhederne ikke kan finde de medarbejdere, de har brug for. Ud af de 110.000 forgæves rekrutteringer blev 60.000 job ikke besat og gik således helt tabt og knap halvdelen af virksomhederne fortæller, at de må takke nej til ordrer.

Virksomhedernes problemer med at finde medarbejdere kræver derfor politisk handling her og nu. Den indgåede mini-trepartsaftale er kun en dråbe i havet i forhold til at løse udfordringen med mangel på arbejdskraft.

En ny politisk sæson er netop blevet skudt i gang med Folketingets åbning, og her bør mangel på arbejdskraft være på toppen af dagsorden. Udfordringerne er så store, at der er brug for, at regeringen og Folketinget går meget længere end blot at lukke hullet efter Arne-pensionen, som regeringen lægger op til med deres reformpakke En del af løsningen kan blandt andet være at få flere unge og seniorer i arbejde samt give virksomhederne bedre muligheder for at hente flere udenlandske medarbejdere.

Læs også