Gevinsten ved højere aktieskat overvurderes

De årlige finanslovsforhandlinger er lige om hjørnet, så nu er det snart om at holde på hat og briller, når milliarderne suser gennem mediebilledet. Heldigvis har vi i Danmark nogle fælles regneprincipper til at vurdere de forskellige forslag ud fra det samme sæt antagelser. Nemlig Finans- og Skatteministeriets regnekontorer.

Ministerierne ved med stor præcision, hvem der bliver påvirket af f.eks. en skatteændring, og hvor meget personerne påvirkes. Den svære opgave er at vurdere, hvordan folk reagerer på skatten. Ministerierne foretager beregninger med udgangspunkt i antagelser fra den økonomiske forskning. Modellerne kan ikke fortælle os, om et forslag er godt eller dårligt, men de kan fortælle noget om, hvilke konsekvenser et forslag har på arbejdsudbuddet, indkomster og skatteindtægter.

Der er i ministerierne opbygget en stor rutine i at beregne effekterne af f.eks. lønskatter – men de forventes også at komme med bud på ændringer af skatter, som er vanskeligere at regne på. Det gælder eksempelvis for aktieindkomstskatten. I stedet for blot at skulle vurdere, hvor meget folk ønsker at arbejde, når de f.eks. får mindre i løn efter skat, skal det nu også vurderes, hvor meget folk vil spare op, og hvor opsparingen placeres, når deres kapitalindkomster giver mindre afkast efter skat. Det kræver væsentligt flere antagelser, som desuden er dårligere belyst i forskningen.

Til de forestående finanslovsforhandlinger lægger regeringen op til, at aktieindkomstskatten skal stige – den høje skattesats skal hæves fra 42 pct. til 45 pct. Enhedslisten vil beskatte aktionærerne hårdere – de vil f.eks. hæve satsen til 56 pct. skat for topskatteydere. Begge planer er gennemregnet af Skatteministeriet og anslås at give henholdsvis 650 mio. og 4,7 mia. kroner i statskassen om året.

I Skatteministeriets folketingssvar, hvor beregningerne fremlægges, tages der forbehold for, at man ikke har medregnet forskellige væsentlige adfærdseffekter i provenuet. Herunder at folk forventeligt vil købe færre aktier og i øvrigt spare mindre op, når aktieafkastet beskattes hårdere. Derfor skriver Skatteministeriet også, at provenueffekterne må anses for at være overkantsskøn. De udeladte adfærdseffekter peger nemlig alle i én retning: At man i dag overvurderer provenuet fra en aktieindkomstskat.

Eksempelvis kan virksomhedsejere selv bestemme, om de vil udtage overskud fra deres virksomhed som lønindtægt eller udbytte. Af samme grund er summen af selskabsskat og aktieskat i dag nogenlunde på niveau med skatten på arbejdsindkomst. Øges aktieskatten, vil det dermed øge tilskyndelsen til at udtage overskud som lønindkomst, og dermed reduceres grundlaget for aktieindkomstskatten.

Vi har i Kraka tidligere vist, at der kan være tale om en væsentlig forskel i provenuet. Vores bedste bud er, at det beregnede provenu overvurderes med ca. en faktor fire. Vores beregninger er naturligvis også forbundet med stor usikkerhed, men de illustrerer, at når det er relativt let at undvige en skattestigning ved at ændre adfærd, kan det få ret markant indflydelse på det forventede provenu.

Det understreger også en anden grundiagttagelse i skatteteori: Ting som ligner hinanden, bør beskattes ens. Hvis man beskatter grønne vindruer hårdt, vil mange mennesker købe røde i stedet. De mennesker, som egentlig helst vil have grønne vindruer straffes, og der kommer meget få skatteindtægter i kassen.

Aktier på en aktiesparekonto ligner til forveksling de samme aktier på en almindelige aktiekonto. For nogle mennesker vil det være nærliggende at spare mere op i pension, eller bygge en carport som alternativ til at købe aktier. Af den årsag vil en stigning i aktieindkomstskatten helt naturligt lede til, at mange blot sparer op på anden vis. Satsen på 42 pct. på høj aktieindkomst er i forvejen højere end skatten på anden formueafkast, herunder boliginvesteringer. Forslaget tilskynder derfor folk til at købe færre aktier og i stedet investere endnu mere i bolig. Det kan føre til lavere produktivitet og dermed lavere økonomisk velstand.

For at undgå uhensigtsmæssig opsparingsadfærd vil det således være ønskeligt at ensrette kapitalindkomstbeskatningen frem for at udvide forskellen mellem skattesatserne. En ensretning af satserne vil blandt andet betyde lavere aktieindkomstskat, kapitalindkomstskat og rentefradrag. Det kan eventuelt gøres på en måde, hvor vi ender med et uændret skatteprovenu, og uden at uligheden øges. På den måde vil det ikke længere være forskelle i skattesatserne, der bestemmer, hvor opsparingen placeres, men i stedet hvor gode investeringerne er.

Thomas Damsgaard Tørsløv og Michael Svarer