Debat

Sådan bliver den grønne omstilling til en eksportsucces

PtX, der er brændstof fremstillet ved hjælp af bæredygtig energi, er et nødvendigt led i den grønne omstilling og har store perspektiver for både klimaet og dansk erhvervsliv. Men det kræver et betydeligt statsligt engagement og medfinansiering at komme i gang.

Danmark er nået langt med den grønne omstilling. Næste skridt bliver at udnytte den grønne energi fra vind og sol bedre end i dag, og der er navnlig to udfordringer. Den ene er, at el er svært at lagre i store mængder, fordi batterier er dyre, tunge og bruger sjældne metaller. Den anden er, at el er svær at bruge til højtemperaturprocesser i industrien og dele af den tunge transport.

PtX, der er brændstof fremstillet ved hjælp af bæredygtig energi, kan muligvis løse begge udfordringer, men er på kort sigt en dyr løsning. Lige nu er vi midt i en global energikrise, hvor priserne på fossile brændsler er steget eksplosivt, men normalt er grønne brændsler tre-fire gange dyrere end fossile brændsler.

Hvad er Power-to-X?
  • Power-to-X (PtX) defineres som processen, hvor grøn elektricitet omdannes til brint, eller andre PtX-produkter baseret på brint. Disse produkter kan bruges i sektorer, hvor elektrificering ikke er en oplagt mulighed. F.eks. i den tunge industri og den tunge transport. Derfor er PtX en nødvendighed for at opnå et emissionsneutralt samfund.
  • Det første led i PtX-processen er omdannelsen af vand (H2O) til brint (H2). At spalte vandmolekylet kræver input af energi, som i PtX drives af grøn elektricitet fra f.eks. vindturbiner eller solceller. Herefter kan brinten benyttes som energikilde, eller den kan danne base i en forædlingsproces, hvor brinten i et synteseanlæg kombineres med enten kvælstof (NH3) eller carbon (C) og danner en række nye PtX-brændsler, som har fællesbetegnelsen e-fuels.
Kilde: Dansk Energi

Bevægelsen mod mere bæredygtig energi kræver nye vindmølleparker, energiøer og solparker. Hovedparten skal bruges direkte i elnettet, fordi vi får brug for mere strøm til elbiler, varmepumper og til varmeprocesser i industrien, dels fordi det er mest energieffektivt at bruge el direkte. Men en god del skal også bruges til PtX. Det kræver imidlertid store investeringer i innovation samt efterspørgsel efter PtX-produkter i stor skala, for at prisen kan blive konkurrencedygtig.

Danske virksomheder stræber samtidig hårdt efter at blive klimaneutrale, og f.eks. har Mærsk netop investeret milliarder i nye skibe, der kan sejle på grøn metanol. Der udvikles løsninger til lastbiler, der kan køre på brændselsceller, og der forskes i grønne brændsler til flytransport.

Klimapartnerskabet for energi vurderer, at Danmark har et eksportpotentiale på ca. 65 mia. kr., hvis vi formår at udnytte mulighederne, hvilket svarer til 10 pct. af vores nuværende vareeksport. Det er dog ikke sikkert, at træerne vokser ind i himmelen. Klimarådet vurderer i sin seneste rapport, at lastbiler mere effektivt kan drives frem af køreledninger, som lægges ned i Europas motorveje - altså direkte elektrificering. Men vil det overflødiggøre PtX?

Næppe. El-motorveje vil kræve rigtigt meget koordination på tværs af EU-lande og lastbilfabrikanter, så det er ikke sikkert, at det bliver løsningen. Og fragtskibe, fly og høje temperaturer vil stadig kræve PtX i meget store mængder. Så det er ikke enten-eller, men både-og.

Hvor meget PtX skal vi så gå efter i 2030? Det er i høj grad en folketingsbeslutning, for private kan ikke finansiere udviklingen selv. Axcelfuture vurderer, at en tilstrækkelig kapacitet, der også gør det muligt at eksportere, vil kræve 2 GW (gigawatt) elektrolysekapacitet i 2030. For at sætte det i perspektiv, er det største anlæg i Europa i dag kun på 20 MW (megawatt), så det vil kræve en hastig accelereret udvikling at nå.

Prisen for denne investering vil være ca. 2 mia. kr. årligt, indtil teknologien er udviklet, så den rammer prisen på det fossile alternativ. Flere udviklere har meldt sig, så når rammerne er på plads, vil projekterne blive sat i gang.

Der er dog den udfordring, at kun de færreste, herunder regeringen, tror på, at Danmark vil have nogen særlig efterspørgsel efter PtX-produkter i 2030. For modsat vores nabolande har vi næsten ingen tung industri. Og selvom vi kan omstille vores flåde til at sejle på grøn metanol eller ammoniak, vil det ikke tælle med i vores nationale 70 procent-mål, hvilket i øvrigt er et problem i sig selv.

Det er ikke nemt at se, hvad investorerne skal gøre ved det. De kan ikke regne investeringen hjem uden offentlig hjælp, for der er både teknologiske risici, markedsrisici og reguleringsmæssige risici ved PtX, der gør det svært for en ansvarlig investor. Investorerne kan godt tage højde for teknologi og markedskræfter – det øger blot afkastkravet. Men den reguleringsmæssige risiko er umulig at håndtere, og derfor må staten spille en rolle.

Subsidier er en oplagt mulighed, men så længe, der hersker usikkerhed om, hvordan og i hvilket omfang PtX kan fortrænge fossile brændsler, vil politikerne vige tilbage, for der er rigeligt at bruge støttekronerne til – bare for at nå det ambitiøse 70 pct.-mål i 2030.

En anden mulighed er derfor, at staten går ind med lånekapital - f.eks. i regi af Danmarks Grønne Fremtidsfond. Det giver god mening, at staten bidrager med lån frem for subsidier, for hvis det virkelig viser sig, at perspektiverne er så store, som mange forventer – hvorfor skal danske skatteborgere så betale for, at andre lande kan benytte danskproduceret PtX? Regeringen kommer snart med sit bud på en PtX-strategi. Vi venter spændt – og glæder os til at drøfte, hvordan vi får investorerne med ombord på dette nye erhvervseventyr.

Læs også