Debat

Retssikkerheden er en fordel for borgerne – ikke til gavn for advokater

Hvis vi fjerner uafhængigheden gennem udvanding af ejerskab og af de forpligtelser, der følger med advokattitlen, knuser vi en hjørnesten i retssamfundet og hiver tæppet væk under forbrugerbeskyttelsen.

I et indlæg 1/11 skriver erhvervsordfører Hans Kristian Skibby (HKS) fra Dansk Folkeparti, at advokatbranchen lever ”lidt for godt”, og advarer mod at vi bruger retssikkerheden og vores status til branchens fordel.

Til det er der en del at sige.

Først og fremmest er Advokatsamfundet sat i verden for ”at virke til gavn for det danske retssamfund”. Derfor har vi løbende fremført vores synspunkter på retssikkerheden i forbindelse med Konkurrencerådets rapport.

Når advokattitlen er beskyttet og forbundet med en lang række krav, som advokaterne skal leve op til, handler det om at beskytte forbrugerne og de klienter, der antager en advokat. De kan være sikre på, at en advokat ikke er styret af uvedkommende interesser, og at advokaten er helt og aldeles uafhængig. Det er hjerteblod for Advokatsamfundet og langt mere end et behændigt argument – det er en grundsten i vores retssamfund og et samfundsgode, som vi mener, der skal værnes om.

HKS giver i sit indlæg et eksempel på, hvorfor en ingeniørvirksomhed ikke kan have en advokat ansat til at rådgive kunder om en byggekontrakt. Men en ingeniørvirksomhed kan sagtens konkurrere og sælge juridiske ydelser – det gør de allerede, ligesom konsulenthuse, revisionshuse og mange andre.

De kan bare ikke bruge advokattitlen, når de rådgiver – netop fordi ingeniørvirksomheden ikke kan garantere den uafhængighed og integritet, som ligger i advokattitlen.

For hvem har ingeniørvirksomheden ellers på kundelisten? En af entreprenørerne i samme byggesag? En konkurrent, der ønsker at byde? Risikoen for interessekonflikter er til stede, og det kan være særdeles svært at gennemskue de bagvedliggende interesser. Og retssikkerheden gælder altså også for borgere, der vil have rådgivning om byggekontrakter.

Går man til advokaten, er der garanti for, at advokaten er uafhængig. Hos advokaterne er der regler, der sikrer, at inden advokaten siger ja til klientforholdet, ja så skal advokaten undersøge, om der er en interessekonflikt med en anden klient eller på anden vis i virksomheden. Fordi det er den bedst mulige beskyttelse af klienterne.

HKS var tidligere på året optaget af en sag, hvor Danske Bank, og deres ejendomsmæglerkæde, Home, viste sig at have lovlig tætte forbindelser, og Danske Bank havde givet instrukser til Home om priser. HKS stillede flere spørgsmål til ministeren om sagen. Den er et glimrende eksempel på, hvad der kan ske, hvis en type rådgivning ikke adskilles fra en anden type rådgivning.

Det er derfor i sidste led borgerne, som bliver ramt, hvis banker, forsikringsselskaber, revisorer og alle andre får lov at eje advokatvirksomheder uden at kunne opfylde de helt grundlæggende forpligtelser, der følger med advokattitlen. Det er grunden til, at vi mener, at ejerskabet til advokatvirksomheder er en garanti for forbrugere og små virksomheder, som ikke kan se gennem komplekse ejerforhold og uvedkommende interesser.

I Advokatsamfundet har vi for længst erklæret os klar at se på Konkurrencerådets forslag. Vi er klar til at se på flere af de initiativer, som rådet har foreslået, og som vil kunne hjælpe forbrugerne. Så længe vi ikke fjerner uafhængigheden gennem udvanding af ejerskab og af de forpligtelser, der følger med advokattitlen. For så knuser vi en hjørnesten i retssamfundet, og hiver tæppet væk under forbrugerbeskyttelsen.

Læs også
Top job