Debat

Grøn omstilling øger risikoen: Hold Dem fra Strandvejen!

Investorer bliver stadig mere bevidste om risikoen ved at investere i aktiver, som klimaforandringer og den grønne omstilling gør værdiløse. Det øger presset på bestyrelser og direktioner – allerede i dag.

Med de hastige klimaforandringer – og vores bestræbelser på at modvirke dem – har et gammelt begreb fået ny relevans. Stranded assets (strandede aktiver) beskriver den situation, hvor for eksempel en virksomhed eller en erhvervet rettighed (f.eks. til at udvinde råstoffer) må devalueres eller helt afskrives lang tid før man forventede.

I gamle dage strandede aktiver især ved pludselige teknologiskift eller ændringer i international handel, som efterlod uforudseende fabriksejere med maskiner og arbejdere, der ikke længere var brug for, og som der heller ikke var købere til. Aktiver blev til passiver.

Men der er en helt ny række af strandingsrisici, som relaterer til den grønne omstilling. Skarp regulering eller beskatning, som skal hjælpe den grønne omstilling på vej. Markant ændrede forbrugerefterspørgsel efter bæredygtige alternativer. Besværlige sagsanlæg mod forurenende virksomheder.

For slet ikke at tale om de helt fysiske risici, akutte og kroniske som en verden med højere vandstande, ustadigt vejr og ekstreme temperaturer byder på. Stadig flere virksomheder ønsker at gøre deres aktiviteter grønnere, blandt andet for at tækkes de finansielle markeder – og der vil kun være få købere til de uønskede sorte aktiver.

Strandingsproblemet er selvsagt størst for de virksomheder, der beskæftiger sig med produktion af fossile brændstoffer. Når institutionelle investorer forlader selskaber i olie- og kulindustrien så hurtigt som muligt i disse år, er det ikke kun for deres grønne øjnes skyld.

Udvindingsrettigheder og infrastruktur, som tidligere var en relativt sikker investering, er nu forbundet med så mange risici, at det forventede afkast ikke står mål med omkostningerne. Udfordringen er, at aktiverne allerede er bogført – og der er mange af dem. Forskere frygter, at globale nedskrivninger alene i fossile sektorer kan komme til at udgøre mellem 1 og 4 billioner dollar – eller 4-16 gange så stort et beløb, som udløste finanskrisen i 2008. Parisaftalens milepæl i 2030 kan måske forekomme langt væk, men ikke for investorer, der skal værdisætte langsigtede aktiver i dag.

»Godt det ikke er mig!« vil de fleste læsere tænke og lykønske sig selv med, at de ikke arbejder i olieindustrien. Men det står stadig mere klart, at andre sektorer står over for betydelige risici med strandede aktiver. En forgældet fødevaresektor oplever allerede nu, at udpinte jorde, ændrede forbrugsmønstre og stadig større og hyppigere eksempler på ekstremt vejr gør aktiverne mindre værd. Fiskeriet kigger ind i markant reducerede kvoter og strengere regulering.

Pokker stå i at finansiere noget, der viser sig at strande som en uopmærksom spækhugger.

Christian Sparrevohn

Ejendomsudviklere må erkende, at byggerier tæt ved vandet ikke er nær så klog investering, som det var engang. Transportselskaber står med svære valg i anskaffelsen af fly, biler og skibe, med forventet levetid langt forbi 2030. Og stort set alle virksomheder, uanset branche, risikerer at tabe markante markedspositioner, hvis de ikke er i stand til at levere de bæredygtighedsbidrag, deres kunder forventer af dem.

De mange net zero-løfter fra verdens toneangivende virksomheder skal nemlig først og fremmest leveres af deres leverandører; og hvis disse ikke er i stand til at omstille sig, vil det hurtigt kunne mærkes på omsætningen. Det nye, flotte produktionsapparat, som ikke kan arbejde med genbrugsplastic, vil hastigt falde i værdi.

Det er derfor, at mange virksomheder oplever, at deres bankforbindelse stiller nyfigne spørgsmål til deres CO2-regnskab, generelle klimapåvirkning og bæredygtighedsplaner. Det er næppe et udtryk for klimaaktivisme. De forsøger blot at afdække deres risikoeksponering. Pokker stå i at finansiere noget, der viser sig at strande som en uopmærksom spækhugger.

Lovgivningen for bæredygtighedsrapportering strammes hvert år, og Finanstilsynet er sat på opgaven med at sikre, at der rapporteres korrekt på ”sorte” og ”grønne” aktiver, så investorer kan vurdere deres klimarisiko korrekt.

Den meget snak om aktiver, investeringer og regnskabsaflæggelse må ikke få nogen til at tro, at udfordringen blot ligger i økonomiafdelingens indbakke. Risikoen for at miste sin relevans som investeringsobjekt over de næste år afgøres andre steder: I hjørnekontorerne og i sidste ende i bestyrelseslokalet.

Er arbejdet gjort med at gennemføre vurderingen af det nye sæt af risici? Findes der et retvisende billede af selskabets klimapåvirkning og -afhængighed, og er der defineret de nødvendige målsætninger og planer, også på kort og mellemlangt sigt?

Eller er tilgangen en skønsom blanding af udskydelse, grønne kampagner og krydsede fingre? I så fald er risikoen stor for at træffe dårlige beslutninger, som fører direkte til stranden. På den ærgerlige måde.

Læs også