Debat

Udskældt amerikansk præsident gjorde én ting rigtigt

Den stigende inflation kan bremses, men er der tilstrækkelig politisk vilje?

For mange står den daværende amerikanske præsident Jimmy Carter som symbolet for den fejlslagne økonomiske politik i 1970’erne - med stigende offentlige udgifter og gæld, højere skatter og arbejdsløshed og ikke mindst accelererende inflation. Men han gjorde én ting rigtigt. Eller rettere undlod: Nemlig at lægge pres på daværende centralbankchef Paul Volcker for at tage kortsigtede politiske hensyn i pengepolitikken.

I stedet fik Volcker frie hænder til at bekæmpe inflationen, også selv om det på kort sigt betød et økonomisk tilbageslag. Resultatet var, at USA fik bugt med inflationen og fornyet økonomisk vækst, men da havde Carter tabt kampen om at blive genvalgt.

Herhjemme gentog Schlüter-regeringen for så vidt bedriften ved at bryde cirklen med stadige devalueringer og i stedet indføre fastkurspolitik for kronen over for den daværende tyske D-mark. Resultatet her var endnu mere bemærkelsesværdigt, idet vi mod forventning ikke engang fik et kortvarigt tilbageslag. Næste år fylder fastkurspolitikken 40 år.

Nu er inflationen imidlertid på vej tilbage på begge sider af Atlanten, hvor de seneste rater i Euro-området, Storbritannien og USA har ligget på 4-6 pct. Det er langt fra så alvorligt som i 1970’erne, men højere end i årtier.

Forklaringen er den yderst lempelige pengepolitik under corona-epidemien, hvor de store centralbanker har opkøbt finansielle aktiver og øget likviditeten i et hidtil uset omfang. Det vil dog ikke nødvendigvis føre til permanent højere inflation, medmindre man som i 1970’erne fører ”akkommoderende pengepolitik” - dvs. fortsætter udpumpningen af likviditet.

Derfor er det afgørende spørgsmål nu: Findes der i EU og USA politiske ledere som Carter, der er villige til at lade centralbankerne gøre det nødvendige for at bremse inflationen igen? Og nok så vigtigt: Findes der centralbankchefer som Volcker, der kan føre politikken ud i livet?

Det kan man håbe, men selv om centralbankerne er blevet mere uafhængige, er der også grund til bekymring. Præsident Joe Biden - hvis primære prioritet er øgede udgiftsprogrammer - har på ingen måde sendt signaler, der minder om Carters til centralbanken.

I EU bestyres centralbanken af en fransk politiker, og lempelsen er blevet udnyttet til at feje en gældskrise ind under gulvtæppet ved at opkøbe statsgæld fra strukturelt svage lande som ikke mindst Italien. En stramning af pengepolitikken vil udover et midlertidigt tilbageslag kunne gøre statsgældsproblemerne akut synlige igen.

Nøjagtig som i 1970’erne vil det imidlertid gøre ondt værre at trække pinen ud og tillade inflationen at slå rod. Der er ingen langsigtede fordele, kun ulemper. Men i politik vægter det korte sigt ofte tungt.

Læs også